Jeg vil ha' anerkendelse

[logikeren]

Jeg vil ikke ha' flere penge i pension.
Jeg vil ikke ha' rengøringshjælp.

Det jeg vil ha' er anerkendelse af, at jeg er anderledes, dog så markant anderledes fra andre anderledes, at jeg i kraft af min anderledeshed, har nogle udfordringer der gør, at jeg bliver nødt til at have anderledes hverdag end de fleste.

Min anderledeshed betyder bla. at jeg ikke kan tvinges, for så mister jeg AL min arbejdsevne, og går i passivitet, dvale og ængstelige krampetrækninger og forværringer af mine psykoser. Med andre ord: Tvang og pres forværrer min sygdom så meget, at jeg bliver 100 % uarbejdsdygtig og får brug for endnu mere hjælp, bare for at holde mig i live. Jeg bliver altså en endnu større byrde for samfundet.

Min anderledeshed gør, at hvis jeg derimod får ros og anerkendelse for min INDSATS i samfundet, så øger jeg langsomt min arbejdsevne. Jeg tror, og håber på, at hvis mine omgivelser, dvs. ikke kun min familie og netværk, men mine arbejdskolleger anerkender mig for min arbejdsindsats, at jeg så på et tidspunkt kan arbejde så meget, at jeg kan få løn for det. Men jeg arbejder ikke for at få løn, men lønnen vil have to funktioner:

1. En målestok for, hvor god arbejdsevne jeg har, og hvor god jeg er til at bidrage til samfundet. Ingen løn, men lidt arbejde = lidt bidrag til samfundet. Lidt løn med lidt mere arbejde = lidt mere bidrag til samfundet og så fremdeles.

2. At jeg kan betale skat af min løn og/eller nedsætte min pensionssats vil medføre, at jeg ikke belaster den danske statskasse så voldsomt meget som før.

Men det kræver alt sammen, at jeg anerkendes for min indsats, og at mine medborgere ikke kalder mig "samfundsnasser" og "snylter".