Min historie

[Louise]

Hejsa!
Jeg er ny i dette forum og har luret lidt på siden og synes at den er kanon god!
Jeg er 32 år, gift og har 3 børn. for 2 år siden blev jeg syg, og sidste år i febuar fik jeg stillet diagnosen psoreasisgigt, jeg er plaget af træthed, daglige smerter og bivirkninger af medicinen som jeg får. Jeg var sygemeldt fra den 1 febuar 2006 til 1 febuar 2007 da mit job som sosu-assistent var for hårdt for min krop, i den periode havde jeg 2 samtaler med kommunen, som ikke rigtig gjorde noget som helst, der blev ikke lavet ressurseprofil eller noget andet. Jeg fortalte hende at jeg selvfølgelig havde en forventning om at jeg kunne arbejde på 37 timer hvis jeg fik et stillesiddende arbejde og det synes hun lød fint, jeg spurgte om arbejdsprøvning, men dette kunne af en eller anden grund ikke lige lade sig gøre. Jeg var heldig at finde mig at administativt job på 32 timer og var i den 7 himmel, tænkte ok, det er jo 5 timer mindre end fuldtids, så det kunne ikke være bedre. Men lykken varede kort, jeg blev meget hurtig dårlig, trætheden blev fuldstændig overvældende og mine smerter blev værre. Så jeg har måtte deltidssygemelde mig og min arbejdsgiver ønsker af den grund ikke at beholde mig og da jeg er i prøvetiden, ja så har jeg jo kun 14 dages opsigelse og er derfor opsagt til den 4 maj.
Nu kommer så mit virkelige problem, jeg har ringet til kommunen som har meddelt mig at det ikke er sikkert at jeg er sygedagpenge berettiget, da jeg har opbrugt mine 52 uger, og at hun ikke ved om hun kan forlænge dem, så måtte jeg søge kontanthjælp, men da jeg er gift, kan jeg nok ikke få det heller. Hun ville dog kigge på det, men hun vil have en speciel-lægeerklæring fra hospitalet hvor jeg går, dette er dog ikke noget problem, andet end at der er op til 8 ugers ventetid på dette og hun skal have det senest i midten af maj for at hun kan give mig svar om jeg kan blive forlænget, så jeg kan få nogle penge til den 1 juni.
Jeg er så skuffet over dette her, jeg kan dårlig sove om natten af bekymring over om jeg får nogle penge til den 1 juni eller om det i værste fald ender med at min mand og jeg må skilles, dette ville være fatalt for mig da jeg på ingen måde kan klare mine børn og hjem alene, det er min mand som klare mange af disse opgaver i hjemmet, men hvad kan man gøre vi lever jo ikke kun på kærlighed og vand.
Heldigvis vil socialrådgiveren på hospitalet tage kontakt til kommunen og min reumatolog og så se om hun kunne få nogle svar fra dem.
Jeg vil bare ønske at jeg kunne få forlænget mine sygedagpenge og komme i arbejdsprøvning, og forhåbenlig få tilkendt et fleksjob. Jeg ville bare ønske at socialrådgiveren hos kommunen, ville have fortalt mig at jeg ikke skulle prøve selv at komme i arbejde, da jeg kunne miste mit forsørgelsesgrundlag hvis det ikke gik, men det gjorde hun desværre ikke.
Så nu håber jeg bare på det bedste, men ventetiden er lang,
Tak fordi i ville læse min historie, det var dejligt at få luft for mine fustrationer.