Tillid hos SKAT – mistillid ved handicap

[phhmw]

Mit store forbillede Jørgen Lenger, tidligere Muskelsvindfonden

https://www.paerspektiv.dk/hvor-blev-tilliden-af/

Her giver vi ordet til alle, der har noget væsentligt på hjerte. Vi byder mangfoldighed, diverse holdninger og debatstof velkomment, såfremt det holder sig inden for strafferegler og presseetik. Vi forbeholder os retten til at forkorte og eventuelt omskrive relevante passager, så det passer ind i nærværende formats specifikationer . Teksten er udtryk for skribentens egne holdninger og meninger.

Krav om dokumentation for rene bagateller. Uhæmmet kommunal kontrol. Nysgerrighed. Og det standser hverken ved døren til soveværelset eller badeværelset. Det breder sig, og det virker unægteligt, som om nogle kommuner simpelt hen udveksler ideer til nye påfund. Hvad enten man har brug for hjælp i hverdagen, dækning af merudgifter, handicapbil eller noget helt fjerde.

Forskel på den politiske forargelse
”Vi sender en visitator ud og overvåger din hverdag for at kunne afgøre, hvor meget hjælp du har brug for,” skriver kommunen.

For et par år siden var der stor politisk opstandelse over, at SKAT havde ret til at gå ind på folks private enemærker og sikre sig, at håndværkere ikke udførte sort arbejde eller anvendte illegal arbejdskraft. Et politisk flertal mente, at det var alt for indgribende, at en offentlig myndighed kunne udføre kontrol på borgernes private bopæl og mente, at man da måtte have tillid til borgerne. Så den regel blev afskaffet.

Og selvfølgelig er tillid til andre mennesker sympatisk, men politisk er der åbenbart forskel på Kong Salomon og Jørgen Hattemager. Samme politiske forargelse gælder åbenbart ikke, når en offentlig myndighed kontrollerer mennesker med et handicap. Tværtimod: Kontrollen er tiltagende, indgribende og ydmygende. Og den foregår både på borgerens private bopæl og i de løbende kontakter.

Kommunen flytter ind
Nogle kommuner har fået den ide, at de simpelt hen flytter ind i borgernes hjem i flere dage, når behovet for hjælp skal vurderes. Der er åbenbart ingen grænser for, hvad kommunerne mener, det er nødvendigt at se for at beregne den nødvendige hjælp. Det har ind i mellem været en kamp blot at holde kommunerne ude af soveværelset ved på- og afklædning og ude af badeværelset, når man skal have et bad eller sidde på potten. Og en kamp at afvise kommunale ”kompromis-forslag” om, at kommunens medarbejdere godt kan blive uden for badeværelset, hvis blot døren står åben, så de kan stå lige udenfor døråbningen. Helt uanset at det ikke er sundt at få træk eller blive afkølet, hvis man har muskelsvind.

Nogle kommuner sender egne sagsbehandlere ud på opgaven. Andre kommuner hyrer et privat firma. I begge tilfælde har man vildt fremmede mennesker til at vade rundt og notere enhver detalje og glo på alting.

Tillid hos SKAT – mistillid ved handicap
Så indviklet er det altså heller ikke at finde ud af, hvor meget hjælp en borger har brug for. Det ville hjælpe gevaldigt, hvis man havde samme tillid til mennesker med et handicap, som man har valgt at have, når det gælder kontrollen med sort arbejde eller borgernes egne skatteoplysninger. Her kontrollerer man som stikprøver 4 procent, og accepterer tillidsfuldt resten.

Detaljeret rapport efter besøg
Ud af den forestilling kommer der så en detaljeret rapport over besøget. Heri fremgår det, hvor lang tid der går med hver eneste lille detalje i borgerens dagligdag og også, hvor mange minutter i ny og næ, at hjælperen har været inaktiv. Det sidste bruger man til at nedsætte hjælperens løn til under halvdelen i de perioder og kalde det for rådighedsvagt, selv om hjælperen altså ikke desto mindre er på sin arbejdsplads og ikke kan anvende denne ”fritid” til noget fornuftigt.

Hilsen Peter