Fleksjob eller førtidspension?

[påvejigen]

Hejsa derude

Jeg er en 29 årig kvinde, som pt er i arbejdsprøvning.. Det har været en lang vej hertil, men jeg fik endelig min diagnose i maj og psykiateren fastslog som forventet, at jeg har en ængstelig (evasiv) personlighedsforsyrrelse, udover uspecificeret angst og periodemæssige depressioner.

Jeg har i mange år følt at jeg har været anderledes, at jeg havde sværer ved at sige fra og sætte grænser.

Det hele kommer fra at jeg blev mobbet 10 år i folkeskolen, fra 0-10 kl. Mine forældre er en slags svage sjæle, så de tog ikke hånd om problemet og lærerne gjorde ikke så meget ved det. Det var som om at jeg fik at vide at jeg bare skulle finde mig i alt slags **** fra andre mennesker, men ikke selv havde retten til at sige fra. At det er bare hvad man skal forvente af livet og så lukke munden, for ellers blir det for pinligt.

Min kristne opdragelse har derfor ikke været til megen hjælp, snarer tvært imod.. Mine forældre er meget ængstelige mennesker, som ser på verden som sort/hvid, gud/djævlen.. Og derfor følte man at når den almægtige gud ikke hjalp en så måtte det være ens egen skyld, altså noget man havde fortjent..

Langt ude vil en del af jer nok tænke, men desværre en realitet for mig dengang. For hvad skal man ellers tænke når en hel klasse mobber en og man står alene som den mærkelige akavede pige..

Så nok ik noget under at jeg har den social angst som er forbundet med at ha en ængstlig personlighedsforstyrrelse.

Lige nu har jeg det forholdsvis godt. Jeg har fundet en dejlig kæreste, som jeg bor i et dejligt rækkehus med. Og jeg er i arbejdsprøvning, så det går fremad. Men jeg synes stadigvæk at det er svært at sige fra,ennda at fortælle om hvordan jeg har det, fordi jeg har holdt det inde i mig selv i så mange år..

Min dejlige sagsbehandler er igang med at undersøge om det flexjob eller førtidspension, som er bedst for mig.. men jeg er selv i tvivl..

Lederen på det sted jeg er i arbejdsprøvning, prøver at "præsse" på med at jeg møder hver dag, men problemet er at jeg har sorte dage hvor hverken de eller jeg får noget ud af at jeg møder op.. Han vil gerne ha at jeg er stabil ift til at møde op, men sandheden er at jeg i perioder har mange sorte dage, hvor jeg sover dårligt, vågner tidligt, har uhyggelig/ængstelige drømme og hvor socialangsten hæmmer mig.

Faktum er at jeg har personlighedsforstyrrelsen med mig resten af livet og de her sorte dage forsvinder ikke ud i den blå luft..

Og nu bliver det sværer at få førtidspension, så jeg føler mig fanget..