Skulle man nappe en P 17?

[mumle_mund]

Jeg sidder her og har længe overvejet om jeg skal forsøge at få en ende på min kamp med kommunen også søge en paragraf 17.

Jeg er dog ikke sikker på om det lige nu vil være en god ide. Jeg er arbejdsprøvet for 1 år siden som sagde 15 timer.
Arbejdsprøvningen kæmpede jeg mig igennem med højt medicin forbrug og alt for meget morfin. Da hvis jeg ikke gennemførte ville de lukke min sag, jeg ville miste min indtægt og jeg håbede jo på at få fleksjobbet også være et skridt videre pension også havde jeg i det mindste en indtægt.

Desværre fik jeg afslag. På ulovligt grundlag. Sagen ligger hos ankestyrrelsen. Jeg ankede, fik medhold i at sagen skulle laves om, kommunen ankede og nu er den så hos ankestyrrelsen til vudering om hvorvidt det er en principsag.

Jeg orker ikke mere. Jeg har fået det værre, trods jeg er kommet i behandling på smerteklinik og har fået styr på min medicin. Inderst inde ved jeg at jeg ALDRIG kommer til at arbejde i fleksjob. Men det siger man jo ikke højt.

Jeg overvejer virkelig at søge pensionen selv også give udtryk for at det er får at få et par år til at tackle at jeg er syg og få tingene til at falde til ro. Altså at jeg godt vil have taget afgørelsen op igen efter 3-5 år. lige nu skal jeg have fred overhovedet.
Jeg har svært ved at acceptere og tackle at jeg er blevet syg. Jeg er kun lige fyldt 22 og mit liv er vendt på hovedet. (fibromyalgi, hypermobilitetssyndrom og endomtriose)

Jeg har ingen indtægt. Min mand kæmper for at forsørge mig.

Jeg ved ikke om vi skal vente på svar fra ankestyrrelsen. Hvis de tager sagen op til principielafgørelse så går der mindst 5-6 mdr før den er afgjort.
Derefter skal min sag så laves om. dvs ny ressource profil, og arbejdsprøvning. Jeg magter slet ikke at tænke på endnu en jobprøvning. For jeg ved jeg ikke vil magte det. Men de lytter jo ikke.
Eller skal jeg bare få rykket nu?

Jeg er bange for jeg vil skade min sag mere end jeg vil gavne den.

Jeg vil bare have fred. Bare et par år så jeg kan få et liv jeg kan holde ud og acceptere og blive fri får dårligsamvittighed over alt det jeg ikke formår...
Jeg vil have fred og overskud til at tage på smertehåndteringskursus og måske tale med en psykolog. Jeg magter det bare ikke oveni kommunens dumheder

Nogen forslag?