Konsekvenser ved fravalg af distriktspsykiatrien?

[lotchen]

Hej,

Prøver mig lige med min første tråd ovenpå noget af en dag.. Beklager at den er så utrolig lang, men jeg er ikke et sted lige nu hvor jeg kan fatte mig i korthed, så håber at i kan bære over med mig. For at gøre det lidt mere overskueligt starter jeg og slutter med de enkelte spørgsmål det egentlig drejer sig om .. resten er en detaljeret udredning af hvad der gør at jeg stiller disse sprgm.. Takker på forhånd..

Her kommer lige først lidt sprgm:

Hvilke konsekvenser kan det få i forhold til kommunen, at jeg vælger distriktpsykiatrien fra til fordel for privat psykiater (der så evt. kan rapportere til kommunen) samt egenbetalt psykolog, akupunktur, plus andre alternativer til den medicin jeg ikke kan tage pga. graviditet?

(Rollen som kommende forælder, tager jeg selvfølgelig meget seriøst og er også, som udgangspunkt, positivt indstillet overfor de steder dpc, kan henvise til i forb. med sårbarhed og forældrerolleforberedelse, men jeg vil selv have mulighed for at researche på tilbud og om muligt selv træffe valg ud fra hvad der virker bedst i denne individuelle situation, hvilket dpc's psykiater slet ikke havde forståelse for)

- Hvad siger kommunen i forhold til (udelukkende) privat terapi under arbejdsprøvning.

- er der nogen, der kan anbefale en god psykiater, som kommunen lytter til, gerne en med erfaringer om overgreb eller ptsd,( men alle forslag tages imod med kyshånd)?
Nogen erfaringer med psykiater Peder Terpager Rasmussen ?


---------------------------
Jeg har været syg længe (selvmordstanker allerede som 7-årig), men indtil for 5-6 år siden alligevel klaret arbejde og også det meste af en uddannelse til jeg brød sammen da jeg i nogle år havde kæmpet med specialeskrivningen.

Min diagnose er skizotypisk sindslidelse, men enkelte psykologer har ment at det burde være komplex post traumatic stress disorder (diagnose der så vidt jeg ved ikke bruges i dk endnu og som nærmest er designet til incest-ofre) .. Symptomerne jeg har haft er angst, depression, social fobi, hypersensitiviet og de passer sådan set på begge.

Først for et par år siden fandt jeg (ved egen resarch) et middel, der hjalp på depressionen trods bivirkninger (som man kan læse om mange steder herinde) - efexor.
Var så glad for at slippe for depression, at jeg valgte at leve med bivirkninger og det gik fremad.. havde været på andet medicin, der gjorde mig til zombie og pludselig kunne jeg igen tale!!!
Så fik jeg kommunen i snak i forhold til evt. fleksjob, men da jeg følte, at jeg stadig havde for meget angst til at træde ud i en beskæftigelse med løn, var de så søde at henvise mig til et sted der hedder Wattar hvor jeg kom i mirakel-behandling i deres angst- og fobiskole.. (det var ikke bare mig der skete mirakler med .. det skete for de andre på mine hold også). Samtidig var jeg hos en genial psykolog, der gjorde meget i forhold til at styrke mit selvværd. En del af det der gør at stedet virker (efter samtaler med de andre patienter der) er den menneskelige indstilling man blir mødt med det øjeblik man træder ind ad døren)

Jeg fik det utrolig meget bedre og det blev igen en nydelse at være sammen med andre (selvom det stadig kræver rigtig meget energi
Fik genoptaget sunde kontakter med folk jeg ikke havde kunnet magte fordi jeg havde overbevist mig selv om at deres fantastiske karrierer (især folk fra studie/kollegie) gjorde at de ikke ville ha noget med mig at gøre, men har oplevet en hel del rummelighed og den de ser mig som er en anden end det forængede billede jeg havde fået af mig selv.

I de sidste ca 3 år har jeg været hos distriktpsykiatrien i kbh og har været meget godt tilfreds med min psykiater, der heldigvis også godtog mit forslag om at prøve med efexor og som jeg egentlig synes har været god til at lytte.
Til gengæld har jeg brudt mig mindre om den del, der hedder samtaler med kontaktperson. Her har jeg mange gange oplevet at ha det godt når jeg kommer - tro på at indtræden tilbage på jobmarked er lige rundt om hjørnet osv.. og når jeg så er gået derfra, så har jeg følt mig mere syg og langt væk fra tanken om at kunne have et mere eller mindre normalt liv med beskæftigelse osv..
Det var først efter mine oplevelser i Wattar, jeg kunne se, at det muligvis var kontaktperson-samtalerne der var noget galt med og ikke mig. Kan dog kun huske enkelte konkrete eksempler fra sådanne samtaler som (nu hvor jeg ser mig selv med "Wattar-øjne") helt tydeligt har været nedbrydende. (selvfølgelig har der også været gode ting ved det forløb, men omkostningerne har været alt for store)

Mens jeg var i mit forløb hos wattar havde jeg ikke samtaler med kontaktpersonen.

Undervejs er jeg blevet fulgt af en rigtig sød sagsbehandler, som jeg har været dybt taknemmelig for, og vi når frem til at jeg i samarbejde med incita skal forsøge at finde et sted til arbejdsprøvning (nu praktik) til omkring 1. oktober. Men fik inden da noget tid til at implemetere (fedt sagsbehandler - tak!) de redskaber jeg havde fået hos wattar med enkelte samtaler hos min wattar-psykolog. Havde længe villet forsøge mig med noget medicin i samme gruppe som efexor i håbet om at finde noget med samme positive virkning, men med færre bivirkninger og tænkte det ville være genialt at få på plads inden arbejdsprøvning.
Skulle gå fra efexor til zymbalsa, men fik det rigtig skidt..
Prøvede at komme i kontakt med psykiater hos distriktpsykiatrien og sige at jeg ikke kunne bære det mere (troede det var zymbalsaen).
Kunne ikke umiddelbart få en hurtig aftale, men valgte at stoppe alligevel. Psykologen fra wattar havde oplevet mig "på zymbalsa" (finder senere ud af at det var de slemme ophørssymptomer, man kan få når man stopper med at tage efexor) og synes det var det rigtige valg.
Får lagt en recept på efexor op på serveren og henter efter enkelte dage ny efexor på apotek og der går ikke lang tid før jeg begynder at få det bedre igen, selvom jeg langt fra er tilbage hvor jeg var før "medicinforsøget". Har en aftale dagen efter både med kontaktperson og psykiater.
Psykiateren er desværre syg så jeg får kun talt med kontaktpersonen . Da jeg fortæller hende om symptomerne ved medicnskiftet siger hun på en ikke særlig behagelig måde at det nok bare er mig uden medicin (trods det at hun oplevede mig tidligere 6-8 mdr uden medicin, hvor jeg ikke havde de slemme symptomer, der sendte mig lige tilbage i armene på efexor).
Det skræmte livet af mig at det måske var der jeg var nået til - at jeg var SÅ langt fra mig selv uden medicin.
Andre ting ved denne samtale var også ubehagelige og igen endte jeg med at være mere nedbrudt da jeg gik. Heldigvis var der igen hjælp at hente hos wattar, der igen fik rettet op på mit selvbillede..

Så sker der noget der ændrer rigtig meget. Jeg bliver gravid og både mig og min fantastiske kæreste har drømt om dette hele livet, men jeg var holdt op med at tro det ville blive en virkelighed for mig og ham.
Det er ikke den bedste timing, men vi har ingen tanker om abort. Vi er lykkelige, men også pressede, da der er meget, der skal styr på og da det vækker mange svære stillingtagender hos mig.
At jeg skal kvitte medicinen er psykiater helt enig i, hvis jeg på nogen måde kan undvære. Og så starter de slemme symptomer igen som jeg oplevede da jeg skiftende til zymbalsa.. Men fra det øjeblik jeg får at vide at jeg er gravid sker der det, at jeg forholder mig helt anderledes undersøgende og kritisk til det meste..
Finder ud af, at der ikke er mange alternativer til psykofarmaka, da det meste naturmedicin frarådes gravide, men sætter forskellige gode alternativer i søen og noget af det jeg får undersøgt mig til er side op side ned om de frygtelige ophørssymptomer (omtalt som abstinenser de fleste steder) man kan få når man stopper med efexor. Så gir det hele pludselig mening - det var ikke zymbalsaen og selvom det er hårdt er det en lettelse at vide at det drejer sig om at bide tænderne sammen og vente giften ud af kroppen og så sku man gerne blive mere normal.
Men jeg var ikke blevet advaret om disse ophørssymptomer..!

Midt i symptomerne erklærer den mor jeg er opvokset hos, at vil jeg komme i mit barndomshjem så må jeg finde mig i at min incest-krænker er der og der går ikke længe før min biologiske mor, i en brandert lægger en besked på min telefonsvarer, om at jeg er skyld i at hun drikker og føler så stor sjælesorg fordi jeg fortalte hende om overgrebene i 2005.
Hun vil ikke ses mere.
På den ene side er det en lettelse, for det tager en svær beslutningsproces fra mig - med det lille liv i maven er det ngt nemmere at prioritere hvilke mennesker der skal være i vores liv, men alligevel vækkede det også noget traumatisk... nogle meget store ting at skulle håndtere samtidig med det pres medicinstoppet forårsagede (også svært ved at sove uden sovemedicin)

Midt i alt det, er der en ydmygende oplevelse i distriktpsykiatrien, i hvilken min nye kontaktperson kommer og rækker mig hånden (den anden havde sagt stop) og introducerer sig selv.
Havde kontaktet en ekspert i forb med noget behandling og gjort opmærksom på at mine behov var anderledes end det de tilbød. Her burde jeg ha lært allerede, at man ikke kritiserer dem. Omstændighederne fik mig presset et sted hen kom med yderligere kritik gennem min ros af et alternativ udenfor deres system. Dumt,ja.

Skriver efterfølgende til hende, at jeg vil udsætte vores første samtale til jeg er ude på den anden side af ophørssymptomerne, da det ikke er en tilstand jeg skal introduceres for nye mennesker i.
Det jeg har brug for er rigtig meget ikke-stress i form af god mad og god underholdning og kærlige mennesker - har heldigvis en fantastisk svigerfamilie og en dejlig biofar og gode venner.

Hører ikke ngt fra hende før et par dage før jeg skal til samtale hos psykiateren og så skriver hun, at hun gerne vil med til psykiatersamtalen. Jeg skriver, at jeg stadig ikke er interesseret i at skulle lukke nye mennesker ind før jeg er på den anden side af ophørssymptomer, og at jeg nu har det sådan, at jeg gerne vil have at fokus skal være på eksperter indenfor mine problemområder, og at jeg i den forbindelse har fået en aftale med Center mod incest - øst (efter slut-ophørssymptomer også)
(det skal lige siges at kontaktpersonerne ikke har terapeutuddannelser men er feks sygeplejersker, socialbehandlere, fysiot.)..
jeg slutter med at spørge hvorfor hun gerne vil med til mødet.
Hun svarer mig på noget angående tidspunkt for psykiatersamtale men undgår at kommentere på andet eller svare på mit direkte sprgm.
Jeg siger tak for info og spørger igen hvorfor det er hun vil med til mødet.. igen får jeg ikke noget svar, men tænker at jeg har sagt klart nej tak, så den er vel på plads selvom det hele gør mig lidt urolig..
Møder op i dpc og min psykiater henter mig i venterummet - vi smiler og siger goddag og jeg går med og lidt nede ad gangen står kontaktpesonen.
Vi stopper hos hende og jeg siger jamen jeg havde jo sagt nej.
Får at vide at hun skal med, sådan er det, og jeg svarer, at de i det mindste ku ha advaret mig og sagt at mit ønske ikke ville blive efterfulgt, så jeg havde haft mulighed for at få bisidder med.
Det blir der grinet af og de vil berolige mig og sige at det ikke er noget alvorligt der er på dagsordenen, men det er sådan set irrelevant for mig (siger jeg ikke) da det, at ha en fremmed med til denne samtale selvom jeg har frabedt mig det er alvorligt nok for mig.
Jeg havde forberedt mig og printet en liste over de behandlingsmæssige tiltag, jeg enten allerede var igang med, eller som jeg skulle til samtale omkring, for at kunne træffe de rigtige valg.
Jeg havde regnet med at skulle tale om, hvor jeg står nu uden medicinen næsten på den anden side af ophørssymptomer.

Det blev en samtale der skulle gå ud på at de sad og ville overbevise mig om at jeg skulle holde mig til, hvad de kunne tilbyde eller henvise mig til, og at det ikke var godt for mig at komme forskellige steder (til eksperter).
Så i stedet, er det samtale med en sygeplejerske, et sted der kan forberede psykisk sårbare mødre i forhold til at blive forældre og så en enhed på rigsholspitalet, der følger en ekstra nøje under graviditeten, som også er for psykisk sårbare mødre.
De sidste 2 er gode ting, som jeg i en eller anden form skal have, men her er også alternativer til det dpc snakker om og jeg vil først undersøge de muligheder der er, før jeg træffer et valg - og det skal ikke være et sted hvor jeg oplever endnu mere umyndiggørelse, for det er ikke det der forbereder mig på at blive den gode mor som alle, der kender mig er sikre på, jeg blir (har arbejdet en del med børn i forskellige aldre og mine veninder har også skønne poder).
MEN først og fremmest ser jeg det som uansvarligt ikke at sætte ind med bl.a. dygtig terapeut med mere, som alternativ behandling til den medicin jeg ikke længere tager.
Der er stadig 7 måneder til guldklumpen kommer til verden.
Men de omstændigheder idag tog pusten fra mig..
prøvede at holde mig til mit program så godt jeg kunne, men det var utrolig svært og alt jeg sagde mødte modstand.
Igen kom jeg flere gange til at kritisere dpc på en måde, der helt sikkert kunne have være gjort mere elegant, men jeg følte mig presset op i et hjørne.
Det skal lige tilføjes, at mennesker, der har været udsat for incest i situationer, hvor de gøres magtesløse af personer med magt, ofte får deres overgrebstraumer genvakt. følelsen af at være i en andens vold og magt (selvom alle jeg har talt med siger at det ville have været stærkt krænkende for dem også).
Men det gavnede ikke og de blev selvfølgelig meget oprørte, over at blive kritiseret på den måde. Hvilket er naturligt nok, men synes også det burde være indlysende nok for dem, at det ambush ikke ville gavne mig. Psykiateren tog det som kritik af hende også selvom jeg intet havde sagt om hende andet end, at jeg havde det fint med hende (sagde ikke noget om min skuffelse over ikke at blive advaret om ophørssymptomer) og at jeg bare ønskede, at nøjes med at komme hos hende og så erstatte kontaktpersonsamtalen med terapi fra en, der er uddannet til det (fik igen sagt ekspert og dermed antydet at hun ikke var det -dumt).
Endte med at jeg sagde, at jeg så ønskede at finde en psykiater selv sammen med den anden terapi jeg havde linet op.
Det var meget tydeligt, at de fandt det uansvarligt.
Jeg endte med at aftale at komme hos kontaktpersonen, til jeg kunne tages ind hos en anden psykiater, mod at jeg så havde adgang til psykiateren jeg har snakket om til nu.
Når nakkefoldsskanning og doubletjek blodprøve med mere, er overstået kan jeg så også se på hvilke muligheder der er, for forberedelse til det at blive mor (og selvfølgelig far, for jeg håber da han har muligheden for at være med, men har bevidst koncentreret dettte om mig).

Men jeg er bange for hvilke konsekvenser det kommer til at få for mig, det her med distriktpsykiatrien.
For det er helt sikkert ikke nogen man skal blive uvenner med og jeg er nervøs for hvad de kan finde på at skrive til kommunen..?!
Heldigvis er der journaler også fra wattar, som helt sikkert vil sætte mig i et andet billede. Holdningen der er, at det har været tegn på sundt ansvar i forhold til forældrerollen og at jeg nu går så meget op i, hvordan jeg bliver behandlet og gør hvad jeg kan for, at sammensætte den behandling der passer bedst muligt til mig som individ.
Er selv ved at komponere et brev til min sagsbehandler, som jeg har været igang med noget tid, hvor jeg informerer hende om min nye situation. Men nu skal der så også på en elegant måde, forklares hvorfor jeg mener, at en række alternativer til distriktpsykiatrien vil være bedre for ikke alene min moderrolle, med også mit arbejdsmarkedsperspektiv.

Nej nu skal jeg nok stoppe med at skrive..

Tilbage til de indledende spørgsmål:

Hvilke konsekvenser kan det få i forhold til kommunen, at jeg vælger distriktpsykiatrien fra, til fordel for privat psykiater (der så kan rapportere til kommunen) samt egenbetalt psykolog, akupunktur, plus andre alternativer til den medicin jeg ikke kan tage (samt forældrerolleforberedelse?

- f.eks. i forhold til arbejdsprøvning.

- er der nogen, der kan anbefale en god psykiater, som kommunen lytter til, gerne en med erfaringer indenfor overgreb eller ptsd,( men alle forslag tages imod med kyshånd)?
Nogen erfaringer med Peder Terpager Rasmussen ?

Er ved at færdiggøre brev til sagsbehandleren hos kommunen, der informerer om graviditet og de tiltag jeg planlægger samt forhåbentlig en gelinde måde at forklare hvorfor alternativer til dpc vil være bedre for mig. Men som dette laange indlæg tydeligt viser er det at fatte mig i korthed ikke en evne jeg har lige pt.. (der er heldigvis en kærlig kæreste der står klar til at hjælpe og flere hvis der er brug for det, men har brug for input fra mennesker der kender systemet og dets faldgruber!!) og jeg håber ikke jeg lyder paranoid, når jeg siger, at jeg håber, jeg når at få det sendt, så de ikke har deres brev fra dpc for lang tid før mit (nu aner jeg ikke om der blir skrevet andet end at jeg er gravid, men lige meget hvad så ser det bedst ud at den oplysning kommer fra mig selv).

Siger så hjertens mange tak til dig der har læst dig helt hertil
Ps - går selvfølgelig ind på relevante tråde og anbefaler de behandlingsformer jeg har haft rigtig god erfaring med, når dette lige er overstået..

Kærlige tanker til jer derude - har nydt at læse indlæg fra alle de hjælpende, seje, kæmpende mennesker herinde..