en historie fra det virkelige liv.

[annette]

Hej.
Jeg kender én i min omgangs kreds, som er kommet så langt ud psykisk fordi at hun er på kontant hjælp - siden November.
Årsagen til at hun er havnet på kontant hjælp er ( undskyld ) hendes egen langt på sin vis ja - rolig - rolig :|

Hun magtede ikke at møde op flere af samtalerne kommunen forlangte, meldte sig syg igen og igen, hvilket jo var forståligt nok, da hun lider af social angst fobi, og det er ikke til at vide hvordan man har det hvis man ikke har været der selv på et tidspunkt i sit liv :|
Hun havde været på fobi skolen i 3 mdr. og var begyndt at få det bedre, bla. fordi at hun kom ud og talte med andre ligesindede, men kontakten til omverden forsvandt da hun var færdig på skolen , og så gik det ned af bakke. Jeg og flere har prøvet at hjælpe hende, men hun lukker af.

Både kommune og Contra har ringet meget hjem til hende, men når hun har det dårligt tager hun heller ikke altid sin telefon :| Hun vil helst sende sms - for jeg har prøvet at ringe til hende mange gange - men forgæves.
Nå men der skete det, at kommunen sendte hende til samtale hos Contra for 2 gang ( 1 gang var et kursus som hun kun nåede at deltage i på 14 dage , så tog panikken / angsten for at køre i bus o.s.v. over og hun meldte sig syg ) men da hun blev bedt om at ringe tilbage til Contra angående samtale = Praktik plads - orkede hun ikke overholde aftalen, men sov istedet for dagen væk ved hjælp af sovepiller....
Ja så skete der det, at da hun så endelig tog sig sammen og ringede til Contra, så havde de afsluttet hende - sendt sagen til kommunen, og kommunen fortalte hende at hun nu kom på kontant hjælp....

Én helt igennem trist historie, hun ved godt at hun burde have overholdt
de samtaler / indkaldelser, og hun ærger sig i dag over at hun ikke kunne
gennemføre det. Hun har en voksen søn.
men denne her historie fortæller mig, at det er meget vigtigt at komme til de samtaler man blir indkaldt til. Vi skal huske på at godt nok er vi svage / syge men at når det er livs vigtigt, så har kommunerne altid det længste strå at trække i.
annette