deprimeret/ ensomhed / hvad nu?

[Hannepanne]

Jeg er visisteret til fleksjob efter en arbejdsskade der medførte PTSD og depression.
Jeg har haft det rigtig godt længe og også været uden medicin. Har brugt oceaner af summer på terapi.
Har endnu ikke været i arbejde trods massiv søgning.
Jeg er 50 år, gift med voksne udeboende børn.
Senest har jeg været på jobsøgnings kursus gennem ½ år, hvilket jeg var meget glad for.
Nød at stå op og være i samspil med andre mennesker. Troede på det - og var virkelig engageret.
Lige efter jeg stoppede der, lykkedes det mig at få arbejde - samtidig skete der en masse forfærdeligt i min familie.
Alle ville være almindeligt kede af det og bekymrede, men for mig dukkede også depression op igen.
Det er ekstra svært -for depressionen gør, at jeg ikke rigtigt kan hjælpe min yngste søn som problemerne opstod omkring og for. Føler virkelig at jeg svigter ham nu. Min mand hjælper,- men jeg ville jo også så gerne. Er bange for at det kan være fatalt for min søn, at jeg ikke også er der 100% for ham.

Det må være problem nummer 1 for mig!! at jeg ikke kan hjælpe mit barn særligt godt.
.................................................. ...........

Min fleksjobkonsulent var i forvejen meget i mod jobbet og mig - som konstellation - for mange timer, for lang transport, for ustruktueret, for mange forventninger, for meget alene arbejde m.m.
Alt sammen noget jeg sad overhørig, for jeg ville bare det job og troede at jeg kunne klare det.
Om jeg havde klaret det, hvis der ikke var sket noget i familien er uvist, men jeg tror det egentligt ikke. Er mere sårbar end jeg troede. Troede jeg var "kommet" fri.
Men under alle omstændigheder blev jeg taget ud af jobbet og er så overgået til en anden pulje i systemet. Lige nu har jeg bare fri, men står vel til en sygemelding. Er startet antidepressiv medicin op igen og har det meget skidt.

Mine problemer er mange, men jeg tror også jeg selv skaber nogen konstant - altså sådan en sort nedadgående spiral.....

Er ret sikker på at min jobkonsulent vil mig det bedste og, at jeg ikke vil blive jaget med....men men jeg kan snart ikke holde til mere ikke at have et godt liv. (læs arbejdsliv)
Hvad skal jeg dog få tiden til at gå med, mens jeg venter på at blive frisk i hovedet igen???
Det var så hårdt sidst!! Og da havde jeg en voksen søn hjemme udover min mand. Denne gang er der bare min mand og jeg.
Jeg gemmer mig for meget i sengen, men jeg får det værre.
Prøver at tage mig sammen - men kan næsten ikke. Det hele er noget ****.
Ville så gerne skulle møde op - op af dagen - til et eller andet der gav lidt mening. Og hvor der også var nogen der kunne lægge øre til mig. Så det er altså ikke ligefrem et job jeg har brug for netop nu. Jeg kender i hvertfald ingen job hvor man kan hælde vand ud af ørerne. I hvertfald ikke, hvis man ikke har været der i årevis.

Jeg har en del uddannelse bag mig, og har fungeret i spændende og udfordrende jobs frem til den skide arbejdsskade.
Håber at min jobkonsulent vil hjælpe med at finde noget til mig inden for noget af det jeg kan. Og det har hun sådan set også bedyret! Men for pokker...hvad gør jeg frem til da??
Som fortalt i et tidligere indlæg er jeg blevet omfattet af en pulje hvor der vil være fuld arbejdsgiver refusion. Det vil i givet fald være i offentligt regi. Og det er også der jeg kommer fra. Så det passer mig fint.
Min jobkonsulent taler også om førtidspension (har sagt nej tak),- hun synes jeg har udtjent min værnepligt. Men jeg aner ikke hvad jeg skal få dagen til at gå med. Jeg har brug for at være sammen med andre - at andre har brug for mig.

Må være problem nr 2 for mig - at jeg ikke kan udfylde min dag - holde ud at være i den.

Håber - at trods rod i det skrevne - alligevel er lidt mening - og måske et input eller flere til mig.