Pludselig blev mit liv så anderledes end forventet

[Blomsterglad]

Hej,

Jeg er spritny som bruger her på sitet, men har været "med på en kigger" over en længere periode. Her til morgen tænkte jeg, at nu måtte jeg oprettes som bruger, så jeg kan få det fulde udbytte af siden. Noget teknisk geni er jeg bestemt ikke, så det er meget muligt, at jeg her i starten (og måske al den tid jeg er her vil lave nogle fejl... håber på lidt overbærenhed i den forbindelse.

Jeg har læst hvor mange der har store vanskeligheder med sagsbehandlingen i deres respektive kommuner. Set i det lys kan mit indlæg her nok synes som en bagatel - måske endda provokerende - for de af Jer, som har alle disse vanskeligheder. Men for mig er det et helt reel problem.

Indtil for 1 år siden arbejdede jeg som socialrådgiver i et jobcenter. Forinden dette job som souschef i en privat virksomhed. Jeg har har altid været en meget engageret medarbejder og har altid arbejdet i rigtig mange timer (opgørelse til Arbejdsskadestyrelsen viste et gennemsnit på 65 timer). Efter 10 år på arbejdsmarkedet blev jeg sygemeldt med en alvorlig depression i efteråret 2008! Pludselig vendte det hele, og jeg søgte - og fik - job. Tju hej hvor det gik derudaf. Jeg kunne bare det hele følte jeg.

Sådan har det været hele mit liv - kæmpe svingninger, men mit meget store kontrolgen og evne til at opretholde en perfekt facade har gjort, at kun ganske få har bemærket mine udsving. Mine forældre har tit sagt til mig, at jeg kunne være svær "at nå ind til".

Sidst i juni sidste år var den så gal igen. Fornyet depression og kom - efter lidt modvilje fra min side - i kontakt med psykiatrien. August stilles diagnosen bipolar sindslidelse. CHOK!! Den kunne stilles så hurtigt, fordi jeg åbenbart er en meget udpræget en af slagsen! Medicinen ændres og de efterfølgende måneder svinger jeg mellem svære depression og manier. Virksomhedspraktik opstartes februar 2010 og afsluttes efter 3 måneder (hvor jeg reelt ikke har været der så meget pga. mani og operation). Både arbejdsplads og psykiatrisk afdeling ikke vil tage ansvaret for yderligere afprøvning. Jeg er selv rystet over hvor dårlig arbejdskraft jeg er blevet! Er meget meget langt fra fordums styrke, men under hele virksomhedspraktikken tror jeg på, at det nok skal blive bedre. Et godt liv indebærer et arbejde for mig så jeg tror på det bedste.

Chokket over, at arbejdsgiver og psyk. ikke vil forsætte forløbet, er fuldstændig ubeskriveligt. Jeg synes selv, det går bedre - men det er jeg åbenbart den eneste der synes.

Min sagsbehandler (som hele vejen igennem har været meget hurtig og sober i sagsbehandlingen af mig) ringer først i juli og fortæller, at hun inden hendes ferie vil give mig en god besked... "Du er tilkendt pension". Jeg begriber det ikke. Tænk sig, at jeg pludselig er vurderet til at have en varigt nedsat arbejdsevne... ikke bare lidt... men til en ubetydelighed! Jeg føler mig så kasseret som menneske og arbejdstager. Føler jeg har mistet min identitet. Hvad skal jeg nu stille op med mit liv? Hvad jeg skal udfylde mit liv med? Jeg føler andre gør mig dårligere end jeg er - og når jeg siger det, får jeg at vide, at det er fordi jeg ikke har selvindsigt.

Hvad søren skete der? Hvordan kommer jeg nu videre i mit liv?

Hvad tænker I? Er jeg i virkeligheden et utaknemligt rad, der ikke værdsætter pensionen, når I andre nu kæmper sådan?

Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op? Er fuldstændig rådvild. Distriktssygeplejersken og andre forsøger at forklare mig, at det er godt for mig, at jeg nu kan få det godt. Men sådan føles det ikke indeni.

Håber ikke, at jeg træder andre over tæerne, når jeg nu ved - både fra sitet her, men også fra mine år som socialrådgiver - hvor svært det nogle gange kan være at få pension! Men for mig føles det som et reelt problem, og jeg græder lige så meget over at have fået pensionen som andre måske gør, fordi de ikke kan få den.

Tja.. hvad vil jeg egentlig med dette indlæg? Ved det ikke helt præcist, men håber måske nok, at der bare er en enkelt der føler lidt det samme som jeg - for at jeg føler mig meget alene med mine følelser omkring det. Måske skal jeg bare have et gevaldigt los bagi og ikke være så selvmedlidende?!.. Hjælp

Med ønsket om en god dag til alle.

Vh
Blomsterglad

[Smidt]

Oprindeligt indsendt af Blomsterglad

Hej,

Jeg er spritny som bruger her på sitet, men har været "med på en kigger" over en længere periode. Her til morgen tænkte jeg, at nu måtte jeg oprettes som bruger, så jeg kan få det fulde udbytte af siden. Noget teknisk geni er jeg bestemt ikke, så det er meget muligt, at jeg her i starten (og måske al den tid jeg er her vil lave nogle fejl... håber på lidt overbærenhed i den forbindelse.

Jeg har læst hvor mange der har store vanskeligheder med sagsbehandlingen i deres respektive kommuner. Set i det lys kan mit indlæg her nok synes som en bagatel - måske endda provokerende - for de af Jer, som har alle disse vanskeligheder. Men for mig er det et helt reel problem.

Indtil for 1 år siden arbejdede jeg som socialrådgiver i et jobcenter. Forinden dette job som souschef i en privat virksomhed. Jeg har har altid været en meget engageret medarbejder og har altid arbejdet i rigtig mange timer (opgørelse til Arbejdsskadestyrelsen viste et gennemsnit på 65 timer). Efter 10 år på arbejdsmarkedet blev jeg sygemeldt med en alvorlig depression i efteråret 2008! Pludselig vendte det hele, og jeg søgte - og fik - job. Tju hej hvor det gik derudaf. Jeg kunne bare det hele følte jeg.

Sådan har det været hele mit liv - kæmpe svingninger, men mit meget store kontrolgen og evne til at opretholde en perfekt facade har gjort, at kun ganske få har bemærket mine udsving. Mine forældre har tit sagt til mig, at jeg kunne være svær "at nå ind til".

Sidst i juni sidste år var den så gal igen. Fornyet depression og kom - efter lidt modvilje fra min side - i kontakt med psykiatrien. August stilles diagnosen bipolar sindslidelse. CHOK!! Den kunne stilles så hurtigt, fordi jeg åbenbart er en meget udpræget en af slagsen! Medicinen ændres og de efterfølgende måneder svinger jeg mellem svære depression og manier. Virksomhedspraktik opstartes februar 2010 og afsluttes efter 3 måneder (hvor jeg reelt ikke har været der så meget pga. mani og operation). Både arbejdsplads og psykiatrisk afdeling ikke vil tage ansvaret for yderligere afprøvning. Jeg er selv rystet over hvor dårlig arbejdskraft jeg er blevet! Er meget meget langt fra fordums styrke, men under hele virksomhedspraktikken tror jeg på, at det nok skal blive bedre. Et godt liv indebærer et arbejde for mig så jeg tror på det bedste.

Chokket over, at arbejdsgiver og psyk. ikke vil forsætte forløbet, er fuldstændig ubeskriveligt. Jeg synes selv, det går bedre - men det er jeg åbenbart den eneste der synes.

Min sagsbehandler (som hele vejen igennem har været meget hurtig og sober i sagsbehandlingen af mig) ringer først i juli og fortæller, at hun inden hendes ferie vil give mig en god besked... "Du er tilkendt pension". Jeg begriber det ikke. Tænk sig, at jeg pludselig er vurderet til at have en varigt nedsat arbejdsevne... ikke bare lidt... men til en ubetydelighed! Jeg føler mig så kasseret som menneske og arbejdstager. Føler jeg har mistet min identitet. Hvad skal jeg nu stille op med mit liv? Hvad jeg skal udfylde mit liv med? Jeg føler andre gør mig dårligere end jeg er - og når jeg siger det, får jeg at vide, at det er fordi jeg ikke har selvindsigt.

Hvad søren skete der? Hvordan kommer jeg nu videre i mit liv?

Hvad tænker I? Er jeg i virkeligheden et utaknemligt rad, der ikke værdsætter pensionen, når I andre nu kæmper sådan?

Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op? Er fuldstændig rådvild. Distriktssygeplejersken og andre forsøger at forklare mig, at det er godt for mig, at jeg nu kan få det godt. Men sådan føles det ikke indeni.

Håber ikke, at jeg træder andre over tæerne, når jeg nu ved - både fra sitet her, men også fra mine år som socialrådgiver - hvor svært det nogle gange kan være at få pension! Men for mig føles det som et reelt problem, og jeg græder lige så meget over at have fået pensionen som andre måske gør, fordi de ikke kan få den.

Tja.. hvad vil jeg egentlig med dette indlæg? Ved det ikke helt præcist, men håber måske nok, at der bare er en enkelt der føler lidt det samme som jeg - for at jeg føler mig meget alene med mine følelser omkring det. Måske skal jeg bare have et gevaldigt los bagi og ikke være så selvmedlidende?!.. Hjælp

Med ønsket om en god dag til alle.

Vh
Blomsterglad

Kære Blomsterglad

Først velkommen til kl 10

Jeg kan godt følge dig i den tanke gang, og jeg tror ikke at der nogle der drømmer om at få en førtidspension........

Jeg blev meget syg fra den ene dag til den anden for næsten 2 år siden, og lige da jeg kom hjem fra hospitalet trode jeg fuld og fast på at jeg da bare skulle tilbage til mit pædagogjob.....men det gik slet ikke så var i et par arbejdsprøvninger og er nu vudret til at ingen arbejdsevne have venter på svar om jeg får ftp i mint af sep. men tro mig det var en KÆMPE svær nød at knække at erkende at det skulle var en ftp jeg skulle fremover......Så dine tanker er meget normale.

[Agnes XXX]

Velkommen til fra en anden bipolar. :-) Håber at du kan bruge siden!

Dog, bare en mindre rettelse, det hedder ikke bipolar sindslidelse (selvom det er det).
Det virker heller ikke til at du har fået en "hurtig" diagnose, du skriver trods alt at du har haft kæmpe svingninger gennem din opvækst, hvilket er meget typisk og karakteristisk for bipolare (inklusiv mig selv).
Fra jeg fik min første mani til jeg fik en diagnose gik der syv år.

[Lunasdatter]

Hej Blomsterglad...
Jeg kan godt forstå at du fik et chok over at blive tilkendt en førtidspension... - det er jo gået så hurtigt at du ikke selv har "deltaget" i det...

Nu skal du finde dig selv i dit nye billede - lære at lytte til hvordan du har det.. og dernæst så skal du se din nye fritid som et gode.. enten med nye eller gamle interesser..
Du vil nok også være et stort plus at få ind i foreningen Sind.. men husk kun et par timer om ugen evt som skånejob....

Der er ihvertfald nogle helt nye døre der vil åbne sig for dig... altså hvis du kigger dig omkring
Kh
Lone

[Jørgine]

Hej Blomsterglad.

Jo, jeg forstår dig godt.

Søgte flexjob - blev fundet for dårlig - og tilkendt pension.

Arbejder stadigt få timer om ugen i mit tidligere job. For mig er det en god måde at leve mit liv på. Er lykkelig for at kunne bibeholde lidt tilknytning til arbejdsmarkedet. Der blev også - fra kommunens side - lagt meget vægt på i min sag, at jeg skulle bibeholde de få timer, jeg havde - og stadigt har - overskud til at arbejde.

Men igen - det er ikke sjovt at se sort på hvidt - hvor dårlig man egentlig er.

Håber, du med tiden finder dig til rette i dit nye liv.

Jørgine

[nille60]

hejsa alle har sagt til mig hele livet tror jeg eller ihvertifald fra konfirmations alderen at det var pension til mig men det ville jeg ikke høre tale om, jeg kunne da klare hele verden og det skulle folk da aldeles ikke bestemme men sidder den dag idag 28 år gammel og kan se tilbage på at det kun var for at hjælpe mig så jeg ikke kom ud i alle de nederlad som jeg har fået psysisk med henblik på job og uddannelse og er selv kommet til den erkendelsen, tog mig meget lang tid flere år men at det er en pension jeg skal have, hvis jeg skal have det godt og uden psykiske nederlag såsom depression.

[MTVRV1]

Jeg vil da forslå du snakker om et skånejob
nogle få timer om ugen
det kan man nemlig godt få ved siden af sin pension.
så du kan komme lidt ud

[nille60]

ja skånejob er det ikke noget med max 10 timer pr uge ?

Oprindeligt indsendt af nille60

ja skånejob er det ikke noget med max 10 timer pr uge ?

Der er ikke timer på det er kroner og øre der tæller , du må tjene ca (gider ikke lige slå det op igen ) lidt over 60.000 om året , jeg kender folk i (såkaldte skånejob) *løntilskudsjob til førtidspensionister* som arbejder for 50 kr i timen men kender også nogen der arbejder til mindstelønnen ...

Så det er noget der laves individuelt ..

Men kan man arbejde over 10 timer så skal man nok overveje og fleks kan være noget i stedet for , kender til en førtidspensionist der arbejder 15 timer om ugen til mindstelønnen hun er så fra den gamle ordning (ftp før 2003) og mister en del penge på at arbejde men kan ikke undvære det , ikke en eneste har snakket med hende om at det kan laves om til fleksjob hvis arbejdsgiver er med på den , så hun var ved at falde ned af stolen da hun fandt ud af det og er pt igang med at søge om at få lavet det om til fleksjob hun har arbejdet og mistet penge på det i over 6 år samme sted ... for dårlig service fra kommunen ...

Blomsterglad velkommen til og jo jeg kan sagtens følge dig jeg er en af dem der bestemt ikke kunne forstå hvorfor nogen sagde førtidspension til mig allerede for 5 år siden , men jeg kunne heller ikke forstå hvorfor nogen sagde fleks for slet ikke at tale om det at blive sygemeldt og tro at man kommer på arbejdet i morgen og så kommer man aldrig tilbage ...

Så jo kan mere end godt forstå dig

Men jeg kan så sige at jobkonsulent og sagsbehandler sagde pension til mig for flere år siden men efterfølgende har jeg kunne se i mine akter at det lige så meget er brugt som en trussel for at få mig til at makke ret fordi de vidste at jeg ikke ville på pension, da dagen kom hvor jeg selv kunne se det var det eneste der var tilbage for mig (vil også gerne finde et job ved siden af ) ja så var lyden lige pludselig en anden ...

MEN Jeg har så ikke måtte kæmpe så hårdt som mange andre herinde, mit problem har været at få min sag til den rigtige afdeling da først min sag lå her tog det lidt over et år og alt blev kørt efter bogen

Håber det bedste for dig og folk der kender lidt til loven kan vi altid have brug for herinde

[ace dk]

velkommen til.......

jeg føler du ligesom jeg "var" indbegrebet af dit job.

altså dette var hele din (næsten) indentitet.... har jeg ret.????....

jeg har det i hvert fald sådan..... jeg tænker og spekulerer osv osv stadig TAXA...

kan lyde lidt naivt da det jo ikke ligefrem kan kaldes et højprofileret job .... men det var det for mig......

der var spillet i jobbet, da det var 100 % provision,
der var 12 kolleger, samt et utal af kunder (mange stam).... jeg behøvede ikke og få lokalsprøjten......

jeg havde the news før nogen journalist...

jeg havde meget præcist 0 sygedage på 2190 dage...

jeg arbejdede fra 07 til 18 man-fre........

se det jeg skriver her kan heller ikke bruges til en hujende fis... MEN MEN MEN....

det har været vores liv DIT og MIT...... og vi har været så engagerede, at når vi nu triller over på en pension, så gør det først og fremmest nas økonomisk, og derefter følelsesmæssigt.....

troede sku da ikke man kunne være jobafhængig.... no kidding ..... det kan man virkeligt......

og jeg tror nu du kan føje den samme smøre til din sygdom/e...
arbejdsmangel,kollega,kontakt/syndrom.....

og jeg ved ikke hvor længe der er bivirkninger af dette fænomen.... jeg fik ftp 1-9-2009 .... og de er ikke formindsket OVERHOVEDET.... snare tværtom....

håber du kan bruge dette som lidt positiv læsning...ala peptalk... bare så du kan se du ikke er alene på molen..... vi er mange måger på dette rækværk...... vi står blot der på et enkelt rødligt ben og venter på bedre vinde skal blæse ind over os.......

mvh eders ace dk...