Kan det virkelig være rigtigt?

[mfc83]

Hej allesammen

Jeg har et problem med min psykolog/kommunen som jeg føler jeg er nødt til at spørge nogle til råds om.

Jeg er 27 år, og har været sygemeldt i snart 8 år. I min hverdag er jeg meget angst når jeg er udenfor og kan kun tage transport, handle osv. hvis jeg har nogen andre med. Igennem disse år har jeg fået stillet flere forskellige diagnoser af flere forskellige psykologer. I marts 2010 flyttede jeg til en ny kommune, og i juli 2010 besluttede kommunen at de ville sende mig til en psykolog de plejer at bruge med henblik på at få folk afklaret i forhold til arbejdsevne og e.v.t. førtidspension.

I september var jeg til den første samtale hos denne psykolog. Jeg fik stillet diagnoserne generaliseret angst, helbredsangst (hypokondri) , panik angst og post traumatisk stressforstyrrelse.

Hun udarbejdede speciallægeerklæringen, hun mente ikke at jeg kunne arbejde, og skrev i erklæringen: "Jeg fraråder at sende hende i arbejdsprøvning samt på arbejdsmarkedet, da dette i værste fald kan forværre hendes situation. Man bør nok overveje at frede hende"

Samtidig havde hun aftalt med kommunen at jeg skulle komme hos hende i et 3 måneders forløb, med henblik på at give mig kognitiv terapi, så jeg kunne lære at styre min angst bare lidt, og få forbedret livskvalitet.

Efter denne første samtale hos hende var jeg til møde på kommunen hvor vi opdaterede min ressourceprofil. Der fortalte min sagsbehandler mig at når denne var udarbejdet skulle min sag sendes til kommunens lægekonsulent, derefter skulle hendes leder læse min sag og så skulle den sendes på pensionsudvalget.

I oktober måned var jeg til anden samtale hos psykologen. Hun begyndte at spørge mig om jeg havde problemer med at styre mine følelser. Jeg mente at jeg måske engang imellem godt kunne have lidt humørsvingninger, men at det var på grund af hele min situation. Hun begyndte at foreslå at jeg skulle have stemningsstabiliserende medicin. Jeg gik helt i baglås, for allerede første gang havde jeg fortalt hende at jeg tidligere havde fået medicin op til flere gange, men uden resultat. Jeg følte altid at jeg fik det så dårligt af det og jeg var bange for det. Samtidig ville det være svært for mig at tage medicin, da jeg ville få angst ligeså snart jeg skulle sluge dem, fordi jeg har været fejlmedicineret flere gange og jeg så ville bilde mig selv ind at jeg ville blive syg eller dø.

Jeg forklarede hende samtidig at jeg ikke følte et behov for at tage medicin, da jeg mente at jeg helst ville prøve at komme angsten til livs ved at arbejde med den og udfordre og træne mig selv til at kunne bevæge mig alene udenfor igen (hvilket indtil videre faktisk er lykkedes en lille smule). Det kunne hun godt forstå og hun mente heller ikke at jeg havde behov for medicin.

Men hvad der skete mellem første og anden samtale ved jeg så ikke. For ikke desto mindre ændrede hun som sagt mening. Jeg takkede pænt nej tak, hvilket jeg troede var svar nok..men nej.

I onsdags var jeg så deroppe igen. Jeg blev hentet af min sagsbehandler om morgenen, da vi havde aftalt at hun skulle følge mig denne dag. Lige inden jeg skal ind til psykologen meddeler min sagsbehandler mig at jeg ikke kan få førtidspension. De mener lige pludselig ikke at alle behandlingsmuligheder er udtømte og så var jeg også for ung???? Hun fortalte at de havde haft møde med deres chef i kommunen og at det fremover ville blive rigtig svært for unge mennesker at få en førtidspension, så det var sådan at landet lå..

Min psykolog kaldte mig i samme øjeblik ind, jeg nåede lige at sætte mig ned, og så brød jeg sammen. Jeg forklarede psykologen hvad sagsbehandleren lige havde sagt. Psykologen gav sagsbehandleren ret og sagde at "førtidspension for unge var en by i Rusland"!...Herefter begyndte hun at sige igen at jeg skulle tage medicin for så var der en mulighed for at jeg kunne komme på arbejdsmarkedet igen. Jeg græd og sagde endnu engang at det ikke var medicinsk behandling jeg ønskede, og så begyndte hun nærmest og køre på mig. Hun sagde at jeg var syg, og altid ville være det. Og at hvis jeg modsatte mig den medicinske behandling så kunne kommunen lukke kassen helt i.

Jeg sagde til hende at jeg gerne ville prøve at arbejde med min angst uden at få medicin, og jeg spurgte hende om hun ikke kunne give mig nogle redskaber til dette, men det sagde hun at det kunne ikke lade sig gøre, og jeg måtte affinde mig med at min situation var stationær. Og der skulle jo helst ikke stå i min sag at jeg som 37 årig stadig var det samme sted, og hvis jeg skulle have børn en dag ja så ville kommunen gå ind og blande sig, hvis det var at jeg ikke fik medicinsk behandling, så jeg skulle tage det medicin for så ville jeg være så god som ny. Jeg havde jo både uddannelse og det hele, og det skulle ikke gå til spilde, så arbejdsmarkedet var vejen for mig. ( Hun skrev jo så godt nok noget andet i speciallægeerklæringen??!! ). Hun foreslog at jeg skulle have epilepsi medicin, for det kunne åbenbart hjælpe, og jeg skulle have den der virkede hurtigt, for mit forløb hos hende var snart slut???

Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige, jeg var mundlam.
Til slut kaldte hun min sagsbehandler, som ventede udenfor, ind og sagde at hun havde drøftet det der med medicinsk behandling med mig, og hvis jeg startede hurtigst muligt, så var hun næsten overbevist om at jeg kunne tage bussen over til hende alene om 1 uge???.

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er total målløs over at de anvender en form for frivilligt tvang. Kan det virkelig være rigtigt når man selv giver sin mening til kende at de så bare overhører den og BLIVER VED med at presse en?

Kan det virkelig passe at sagsbehandleren kan give et mundtligt afslag inden min sag overhovedet har været på pensionsudvalget? Og at hun bruger grunden at jeg er for ung?

Og sidst men ikke mindst...hvor mange forskellige piller skal man have prøvet for at kommunen/psykologen ser denne mulighed som udtømt?

Jeg ved simpelthen ikke hvem jeg skal gå til, for at få hjælp. For jeg føler virkelig ikke at dette kan være rigtig.

Jeg undskylder denne lange historie, men havde virkelig brug for at få luft