Jeg kan ikke mere

[Julcha]

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte. Jeg er færdig, træt, udkørt, ja jeg har givet op. Jeg kan ikke hænge sammen længere. Ud over at smerterne holder mig vågen så holder bekymringerne og angsten mig også vågen. Jeg kan ikke spise, har mistet appetitten, har efterhånden tabt mig jeg ved ikke hvor mange kilo, mit indre er i oprør og synes bare det hele er mørkt. Føler mig ensom, latterlig, uværdig og lav.

Hvorfor spørger i sikkert. Jeg aner ikke hvor jeg skal starte. Fik mit liv smadret for 4 år siden. Har mistet alt. Orker ikke at genfortælle det hele fra begyndelsen, det står i min tråd jeg lavede da jeg blev medlem herinde. I behøver ikke læse den, har bare brug for at få det her ud.

Kom til skanning endnu en gang. Lægen siger Morbus Bechterews, speciallægen siger Morbus Bechterews, min krop siger Morbus Bechterews. Min sygdomshistorie siger Morbus Bechterews, men skanningen ( retter sagt beskrivelsen af skanningen) er uklar. Der er "forandringer" (eller hvad de nu kalder det). MB er meget svær at diagnostere ud fra en MR skanning. Da man skal være meget langt henne i forløbet. Ydermere var der en lille ekstra "gave", i form af endnu en diskusprolaps, udover den anden som stadig er et problem.

Blev derefter kaldt ind til midlertidig rådgiver nummer 4 eller 5 (kan helt ærligt ikke holde rede på dem mere) Hun siger ordret "dine almisser fra kommunen stopper til januar når du er færdiguddannet". Du er rask nok til fuldtidsarbejde da du fik en revalidering. Og man kan ikke få revalidering hvis man ikke kan arbejde fuldtids. Så til Januar er jeg ude af kommunens regi og skal klare mig selv. Du er ikke berettiget til flekstid da der ikke er nogen klar besked fra lægerne om du kan arbejde eller ej. Det er der så, ved sku ikke lige hvilken status hun har kigget på. Ja okay, der står desværre ikke ordret : .... skal have fleksjob. Årsagen til dette er fordi lægerne ville skrive pension. Men det ville jeg ikke. Der står livsvarige store skånehensyn, men nej, ikke nok. Hun mente ikke jeg havde fået en desideret diagnose. Nej desværre ikke 100% på Morbus Bechterews endnu, men to diskusprolapser er måske bare det rene pjat?? Men nej, der var ikke nogen klare indikationer på at jeg ikke vil kunne klare et fuldtidarbejde.

Hun sagde en masse andre ting, nedværdigende ting. Og forholdte sig kun til det ene faktum at der ikke noget sted står ordret " ..... lider af Morbus Bechterews". Forsøgte at forklare hende at speciallægen vil indkalde til konference og drøfte min situation med de andre læger. For det er Morbus Bechterews, men de er nødt til se om de har nok beviser til at kunne stille den endelige diagnose nu, eller om de er nødt til at vente på at det bliver tydligere på MR skanningen..... Efter mødet gik jeg direkte ud og kastede op i min bil af ren og skær afmagt.

Har aldrig i mit liv været så langt nede. Jeg er virkelig normalt en utrolig stærk pige, jeg har aldrig givet op, altid været positiv, har altid kunne klare mig selv, jeg var soldat i 4 år får fanden. Nu sidder jeg her. Blottet, ødelagt, nedbrudt. Jeg kan ikke se lyset for enden af tunnelen længere. Ikke nok med jeg skal acceptere min sygdom og acceptere den fremtid jeg går i møde med sådan en frygtelig sygdom. Jeg skal også acceptere at der er mulighed for at jeg ender i kørestol. Jeg skal også havde færdiggjort mit Bachelor projekt. Jeg har økonomiske problemer. Jeg skal have solgt mit hus så hurtigt som overhovedet muligt, for til Januar, hvis det går sådan som hun siger, ryger jeg ned og har 900 kroner til mig selv om måneden til mad, benizin og telefonregning. Jeg har forsøgt at søge legater i håb om at få lidt hjælp på den måde. Men at tigge penge på den måde fjernede lige den sidste stolthed jeg havde. Og så skal jeg kæmpe mod socialrådgiveren fra helvede.

Jeg ved godt nogle af de ting hun sagde ikke helt holder vand, jeg ved godt jeg kan klage osv osv osv. Men jeg har ikke flere kræfter!! Hvordan skal man kunne rejse sig op igen efter sit liv er blevet smadret til uigenkendelighed??? Jeg ved jeg er langt fra den eneste der har været igennem et helvede. Hvordan har i kunne kæmpe videre? Jeg kan bare ikke mere nu. Det er bare for meget og for uretfærdigt.