Psykiatrisk fejldiagnose

[Stueplanten]

Hej

Er der nogen her der har prøvet at blive fejldiagnosticeret.
Jeg mener ikke jeg har den lidelse jeg har. Jeg mener slet ikke jeg har noget. Jeg fungerer blot lidt anderledes. I lægeverdenen vil man nok kalde det personlighedsforstyrrelse ikke at være normalt fungerende i hovedet.
Er det ikke ligegyldigt. Nej, ikke for mig. Jeg bryder mig ikke om at fejle noget jeg ikke gør, og så skal medicineres med alt muligt der giver en masse bivirkninger og måske forværre ens tilstand.
Jeg har talt med min psykiater om det. men denne siger bare, at jeg er puttet ned i den "kasse" der synes at passe bedst. En "kasse" skal de jo putte os ned i, mener hun. Der er altså ikke engang klart sikkerhed på, hvilken diagnose jeg har. Det føler jeg i hvert fald ikke.
Findes der nogen muligheder for at få foretaget en ny diagnose? Skal jeg skifte psykiater eller er jeg nød til at flytte til anden region for at starte forfra? Eller kan det slet ikke lade sig gøre?

[Tutteren]

En diagnose er blot et øjebliks billed af dig det er jo ikke dig vel? Hvis du ikke mener din medicin hjælper dig eller gør dig værrer kan du vel bare lade være med at tage den eller?

Man kan ikke få fjernet en diagnose, men du er jo ikke forpligtet til at oplyse f.eks. en kommende arbejdsgiver at du har haft en psykiatrisk diagnose. Hvorfor starte en ny udredning, hvis du mener du er "normal" og blot tænker på din egen måde?

[Hanna]

Jeg har lidt forskellige diagnoser fra min psykiater, hospitalet og egen læge. Men de er variationer over samme tema.

Jeg har det omvendt: for mig har det været en stor lettelse med min hoveddiagnose, fordi der er meget, der falder på plads og meget jeg pludselig forstår.

[Ragdoll]

Oprindeligt indsendt af Tutteren

En diagnose er blot et øjebliks billed af dig det er jo ikke dig vel? Hvis du ikke mener din medicin hjælper dig eller gør dig værrer kan du vel bare lade være med at tage den eller?

Tutteren,

Jeg blev meget chokeret over at læse dit svar, man må aldrig, aldrig nogensinde foreslå en anden bare at udelade sin lægeordinerede medicin, det kan i værste fald have fatale konsekvenser i form af død eller selvmord, der er mange medikamenter, ikke mindst psykofarmika, hvor en langsom nedtrapning af medicinen er alfa og omega, og det må man ikke bare ændre på uden samråd med lægen.
Hvis du giver et sådant råd, og personen følger det og det får fatale konsekvenser er du ansvarlig for det, og kan i yderste konsekvens blive stillet til ansvar for det.
Undskyld den løftede pegefinger, men et sådant råd må du aldrig give igen.

Mvh

Ragdoll

[ABC]

Oprindeligt indsendt af Ragdoll

Tutteren,

Jeg blev meget chokeret over at læse dit svar, man må aldrig, aldrig nogensinde foreslå en anden bare at udelade sin lægeordinerede medicin, det kan i værste fald have fatale konsekvenser i form af død eller selvmord, der er mange medikamenter, ikke mindst psykofarmika, hvor en langsom nedtrapning af medicinen er alfa og omega, og det må man ikke bare ændre på uden samråd med lægen.
Hvis du giver et sådant råd, og personen følger det og det får fatale konsekvenser er du ansvarlig for det, og kan i yderste konsekvens blive stillet til ansvar for det.
Undskyld den løftede pegefinger, men et sådant råd må du aldrig give igen.

Mvh

Ragdoll

Ragdoll
Det kan også være fatalt at fortsætte på medicin, hvis denne gør det værrere og værer, trods faglig ekspertice overhører advarsler og sætter dosis op.

Havde jeg ikke selv truffet beslutningen om at trappe langsomt ud af medicinen uden psykiaters vidende, havde jeg nok begået selvmord ved at forulykke i traffiken i sammenstød med en anden bil, dvs skadet andre med måske dødelig udgang for flere.
Jeg stoppede 4 mdr. efter udtrapningen hos den berygtede psykiater, da vedkommende ikke var til hjælp og hvor han/hun kunne se jeg fungerede bedre uden medicin (min stærke destruktive tanker blev reduceret kraftigt)

Her 3 år efter har jeg fået en ny psykiater, hvor jeg nogle mdr. forinden var blevet frivilligt tvangsordinæret psykofameka af den praktiserende læge, for at se om jeg kunne tåle en ny type + udtømme mulighederne.
Igen var der store bivirkninger med medicinen, og den nye psykiater konkluderede jeg ikke kunne tåle psykofarmeka/antidepresivt medicin og skrev det i sin udtagelse til SB
Psykiateren har følgt mig i 1 år som clean og kogniative samtaler hjælper i små skridt.

Vil slutte af med at skrive, at man ALTID skal stille spørgsmålstegn ved lægers udsagn, hvis man bliver dårligere og dårligere. Havde mine forældre ikke brugt deres fornuft i min barndom, var jeg ikke levende idag.

Til sidst vil jeg sige, at mit indlæg kun er svar på Ragdoll irettelsættelse af "Tutteren" og jeg har ikke læst hele tråden.

Jeg vælger at holde svaret offentligt til støtte for "Tutteren" og andre kan sortere i erfaring/råd, da man altid skal sortere i rådene herinde på K10, for ingen indlæg passer måske bare 50% til andre. Vi er alle induvialister med forskellige forudsætninger, som f.eks. fysiske og psykiske, nogle kan tåle medicin, andre kan ikke tåle den coktail.

Det er ens eget ansvar/liv, hvilke råd/udpluk man vil prøve på sig selv. Hvad der virker på en person, virker ikke med samme effekt på en anden.

Til trådopretter med emnet "Psykiatrisk fejldiagnose" kan jeg sige at min nuværende psykiater ikke er enig i min første berygtede psykiaters diagnose. Heldigvis er "den berygtede" gennemskuet af jobcenter.

Mvh ABC

[Tutteren]

Oprindeligt indsendt af ABC

Ragdoll
Det kan også være fatalt at fortsætte på medicin, hvis denne gør det værrere og værer, trods faglig ekspertice overhører advarsler og sætter dosis op.

Havde jeg ikke selv truffet beslutningen om at trappe langsomt ud af medicinen uden psykiaters vidende, havde jeg nok begået selvmord ved at forulykke i traffiken i sammenstød med en anden bil, dvs skadet andre med måske dødelig udgang for flere.
Jeg stoppede 4 mdr. efter udtrapningen hos den berygtede psykiater, da vedkommende ikke var til hjælp og hvor han/hun kunne se jeg fungerede bedre uden medicin (min stærke destruktive tanker blev reduceret kraftigt)

Her 3 år efter har jeg fået en ny psykiater, hvor jeg nogle mdr. forinden var blevet frivilligt tvangsordinæret psykofameka af den praktiserende læge, for at se om jeg kunne tåle en ny type + udtømme mulighederne.
Igen var der store bivirkninger med medicinen, og den nye psykiater konkluderede jeg ikke kunne tåle psykofarmeka/antidepresivt medicin og skrev det i sin udtagelse til SB
Psykiateren har følgt mig i 1 år som clean og kogniative samtaler hjælper i små skridt.

Vil slutte af med at skrive, at man ALTID skal stille spørgsmålstegn ved lægers udsagn, hvis man bliver dårligere og dårligere. Havde mine forældre ikke brugt deres fornuft i min barndom, var jeg ikke levende idag.

Til sidst vil jeg sige, at mit indlæg kun er svar på Ragdoll irettelsættelse af "Tutteren" og jeg har ikke læst hele tråden.

Jeg vælger at holde svaret offentligt til støtte for "Tutteren" og andre kan sortere i erfaring/råd, da man altid skal sortere i rådene herinde på K10, for ingen indlæg passer måske bare 50% til andre. Vi er alle induvialister med forskellige forudsætninger, som f.eks. fysiske og psykiske, nogle kan tåle medicin, andre kan ikke tåle den coktail.

Det er ens eget ansvar/liv, hvilke råd/udpluk man vil prøve på sig selv. Hvad der virker på en person, virker ikke med samme effekt på en anden.

Til trådopretter med emnet "Psykiatrisk fejldiagnose" kan jeg sige at min nuværende psykiater ikke er enig i min første berygtede psykiaters diagnose. Heldigvis er "den berygtede" gennemskuet af jobcenter.

Mvh ABC

Tak, der er meget klogt skrevet. Jeg har også skrevet tidligere i tråden undskyldt, at jeg selvfølgelig GLEMTE at skrive at nedtrapning/udtrapning skal ske i samråd med en læge.

Jeg har ADHD og får ikke altid lige tænkt mig om og tænkte ikke lige på at en læge ville være imod en udtrapning af virkningsløst medicin som kun giver slemme bivirkninger.

Og i det eksempel du giver fra dit eget liv, får du jo tydeligt illustreret at vi altså SELV er ansvarlige for vores liv i sidste ende. Du har jo også fundet en god psykiater, så det var godt du slap af med ham den anden. Læger ER altså ikke guder heller ikke overlæger.

[DortheJ]

Jeg var i min sag hos en psykaiter der på 1 time incl diverse tlf opkald mente at jeg muligvis var forværret til en bipolar lidelse og foreslog behandling.

Senere i min RP blev det til jeg var syg.

Talte med min egen læge om det og han sagde at hun overhovedet ikke kunne stille en sådan diagnose på 1 time.

Jeg nægtede at tage de foreslåede piller da der bl.a skulle tages blodprøver osv inden. Virkede totalt forkert på mig.

Det tog så kun lige 16 mdr. at få lov at komme til en anden psykiater der fejede af bordet jeg fejlede noget psykisk. Det var min fysik der var til hinder for at jeg kunne arbejde!

Anbefaler dig at få en second opinion :-)

[Stueplanten]

Nu er jeg startet hos en psykolog og er begyndt at tale med ham om min diagnose. Han siger, han ikke kan gøre så meget mht at få den ændret. Men jeg håber jo på han kan be elle afkræfte diagnosen og så evt. nævne det over for min psykiater hvis han mener diagnosen er forkert.

[MTVRV1]

En diagnose er blot et øjebliks billed
er helt enig
fik også nogle af mine diagnoser
men senere har jeg så fået den endelig diagnose
et forløb på cirka et halvt år
det er jeg super glad for

hvis medicinen ikke ændre ens tilstand
1 en forkert diagnose
2 eller forkert medicin

det er netop derfor man skal følge en psykiater meget tæt
jeg går stadig hver 3-4 uge for opfølgning af medicin

for et halvt år siden troede jeg alt mit var fysisk


kan du vel bare lade være med at tage den eller?
det er jeg ikke helt enig i
for hvis man ikke følger sin behandling
så får man sikkert også problemer med kommunen

[Stueplanten]

Det er også rigtigt. det kan give problemer med kommunen og med ens egen læge.