På vej til en afklaring

[Bea]

Jeg er revalideret til pædagpg, og er også bevilliget et estra år med henblik på at få Diplonuddannelsen i Pædagogik.

Har i fire måneder været i job, men kunne ikke klatre at arbejde fuld tid, og bleg sygemeldt. Jeg vidste det godt, men jeg havde fortrængt det.

Nu har jeg så været i tre arbejdsprøvninger og skal starte i en ny i morgen ( på et reva center). Jeg søger fleksjob, men har invilliget i at blive afprøvet til & 28 og yderligere revalidering, selv om mine prøvninger klart siger at jeg højst kan arbejde fire timer om dagen. Min sygdom er tydeligt forværret siden jeg atartede på mit studie.

Med hensyn til, hvad mine omgivelser siger, kan jeg kun sige, at der er en del imellem som tydeligt lader det skinne igennem, at nu skal jeg vist til at tage mig sammen.

Jeg oplevet at mennesker spørger mig, og det gør de for at være høflige. Inden jeg hat talt i to minnutter, begyndet de at tale om noget andet. Jeg bliver så arrig, og er begyndt at sige til de mennesker jeg ved gør det på den måde, at jeg ikke har lyst at snakke om det, da jeg ved at de ikke kan forstå alt dette og at de jo heller ikke har lyst til at høre på elendigheden i længere tid.

Ja, lige netop længere tid er nødvendigt, for at jeg kan fortælle om de sidste seks års kamp for at bevare tilknytningen til arbejdmarkedet. Hvis ikke mine medmennesker har været tæt på mig og mit forløb hele vejen, er det også svært at forstå. Det jeg oplever i " systemet" lyder jo også som om det løgn, selv om jeg for det meste har mødt imødekommende og hjælpsomme sagsbehandlere på min vej, bliver deres afgørelser underkent og så skal jeg bare i en ny prøvning.

det er meget svært at bevare en facade, når man møder mennesker der vender det hvide ud af øjnene, når jeg beynder og fortælle. heldigvis er jeg kommet så langt at jeg siger fra, men må indrømme, jeg har været langt nede, på det grundlag.

Heldigvis har jeg også den glæde at have venner, der forstår mig, og ved og tror på at dette er min kamp for at bevare min tilknytning til arbejdsmarkedet. En kamp der har varet i seks år, og forhåbentlg er afsluttet og visiteret til et fleksjob. Beg ved godt kampen ikke er slut, for så skal jeg til at finde et job. KAmpen for at anekendt min " skavanker" er anerkendte, så må jeg køre videre derfra.

det er svært ikke have en identitet af den slag, som man har når man har et arbejde. det er hårdt ikke at tjene gode penge. Altså sådan tjene en løn som alle mulige andre.

Det er så vigtigt at der er en side som denne, som vi kan benytte af. Vi kan skrive sammen om vores problemer og vi kan få gode råd. Har vi ikke lyst at skrib´ve kan vi læse og drage nytte af andres erfaringer. Vi kan knytte kontakter med mennesker, der ved hvor svært det er.

Bea