Arbejdsprøvning

[Lille mig]

Hvad sker der, hvis man ikke kan klare en arbejdsprøvning????

Skal selv i arbejdsprøvning inden længe, og er mega bange for hvordan det skal gå.....

Er ny her - kan vist ikke helt hitte ud af det her inde endnu. Prøver igen.

Jeg har snart gået sygemeldt i et år. Pga. udbrændthed, stress & depression. Har lige været igennem en speciallæge undersøgelse som så viste at jeg også lide af generaliseret angst. Angsten fylder desværre meget hos mig.

Er her nogen der ved hvad der sker, hvis jeg ikke kan gennemføre en arbejdsprøvning???

[Anne Mette]

Det er svært at sige hvad der vil ske bagefter. Det afhænger også af hvordan din arbejdsprøvning forløber.

Noget vigtigt er: skriv dagbog, noter ned hver eneste dag, hvordan du har det, hvornår du mødte og gik, sov du når du kom hjem - simpelthen alt fra hele dagen (så meget du orker)

Og
Mød op, også selvom det er for at gå hjem igen. Mød op og vær der så meget du kan, gå hjem når du ikke kan mere (altså inden du klapper sammen). Prøv så vidt muligt at komme hver dag, men kan du simpelthen ikke, så sørg for at kontakte din læge og hav denne med på sidelinien hele tiden.

De skal jo gerne have et billede af at det ikke er fordi du ikke vil, du prøver virkeligt. Men det er ikke ensbetydende med at du rent faktisk kan og det giver det også et billede af, hvis du forsøger at møde op hver dag.

Måske det derefter hedder pension, måske de vil se på andre muligheder. Det er så hulens svært at spå om, for der er så himmelvid stor forskel fra kommune til kommune og endda fra sag til sag.

Ikke ligefrem meget hjælp at give dig, men håber du trods alt finder lidt fornuft i det

KH
Anne Mette

[MineBørnsMor]

Jeg blev sendt i arbejdsprøvning for nogle måneder siden. Det var meget svært for mig at få til at hænge sammen over sommeren pga børnepasning mm, men der var de nu meget forstående og lod mig starte let op før ferien og så skulle jeg så rigtigt i gang her efter ferien. Som udgangspunkt begyndte de at snakke om 30 timer!! Og det undrede jo mig meget eftersom min sidste vurdering lød på under 10 timer. Da de læste min sag (!) fandt de ud af at jeg ikke skulle ha så mange timer, men så blev det besluttet at jeg skulle ha 4 timer hver dag. Det er jo også langt mere end jeg kan holde til, og det vidste jeg på forhånd, men jeg var nødt til at gå ind på det, og så bide i det sure æble og få et nederlag og vide at jeg måtte se hvor meget jeg kunne og så sige fra (selvom jeg er enormt dårlig til at sige fra). Da jeg så kom derud så var jeg der et par timer første og anden dag. På trejdedagen måtte jeg melde mig syg, fordi min hverdag slet ikke hang sammen. Jeg var træt som et helt alderdomshjem og mistede totalt overblikket og hukommelsen slukkede helt. Og så sagde min krop også fra med totalt udmattethed, svimmelhed osv. Jeg fik at vide jeg kunne holde fri indtil mandagen i ugen efter. De foreslog at jeg kom nogle få timer hver dag, men jeg bad om at få det ændret til flere timer på få dage. Det var ok med dem. Det kunne bedre hænge sammen for mig. Men jeg var stadig meget mere presset end jeg kan tåle, og derfor gik det heller ikke. Jeg gik og tænkte på hvordan jeg skulle få snakket med dem om det, da jeg blev kaldt til samtale med min kontaktperson. Hun sagde at hun ikke ville være en del af at jeg kørte mig mere ned og det kunne hun se jeg gjorde. Så jeg blev sendt hjem og bedt om at møde op til et møde hvor de skulle tale om min sag. Her blev de (læge, psyk, fys) enige om at jeg ikke skulle fortsætte arbejdsprøvningen og nu ved jeg så ikke hvad deres næste træk bliver....

Men altså, Hvad skal du gøre? Mærk efter og husk at sige fra. Og vis at du forsøger - dvs møde op også selvom du bare skal hjem igen. Ring afbud, og forklar hvordan du har det og hvorfor du ikke kan. Eller skriv mail hvis du bedre kan det end telefonsamtaler. Og kom evt selv med forslag som viser at du ikke er afvisende. Som jeg fx foreslog samme timetal men lagt på en anden måde som passede bedre. Eller foreslå ændringer i jobbet så du bedre kan klare det eller lign.

held og lykke med det!

[LUM]

Altså hvis du ikke kan, så kan du bare ikke slut.

Dagbog og din læge (speciallæge vil være rigtig godt) med inde over er som allerede skrevet en rigtig god ide, men møde op og presse dig så langt at du ikke kan holde til det der hjemme... NEJ!
For din egen skyld skal du ikke mere end du kan magte det okay, ikke noget med at presse dig selv mere end godt er, det vil KUN svige til DIN røvsi, igen andens.... din sagsbehandler kommer altså ikke og laver mad, vasker tøj og gør rent, mens du er ude af døren, og gør det heller ikke senere, hvis du får presset dig op til at de mener du skal have fleks (og op til at dine papirer peger på fleks)

Du er nød til at holde fast i at du har et liv ved siden af der også skal løbe rundt, den det andet gavner ingen, og da slet ikke sig selv.

Med de diagnoser du har, er du en af dem, der har dage, hvor bare det at komme ud af sengen er fysisk umuligt, hvor kroppen simpelthen bare ikke KAN... så skal du heller ikke tvinge den, også for din egen personlige skyld, for ved at presse dig selv længere end godt er, forværre du kun din tilstand, og vil kun forlænge perioden hvor du har det dårligt, og ikke mindst gøre det endnu svære at få det bedre. Hvem vil det gavne at du får det dårligere?

Du ved selv bedst hvordan DU fungere, personligt skal jeg gå 0,0001 over stregen, og så stoppe (det er angst) går jeg længere bliver jeg bare mere angst, og i stedet for at stregen før måske hed 40, hedder den efterfølgende 35 (hvor jeg skal op på 100, for normal) Det er super vigtigt at du ikke går længere end til det ikke forværre dig.

Du kan så risikere at din kommune går ind og siger, stop ikke mere arbejds prøvning for du kan ikke gennemføre. Ny arbejds prøvning, og den SKAL du eller en masse sanktioner og trusler, som i øvrigt er ulovlige at komme med (nej du skal ej, det står ingen steder at man skal gennemføre) Der er det super vigtigt at du holder fast i at ingen fremmøde OGSÅ siger noget om din arbejdsevne, nemlig at du ikke kan... kommunen vil muligvis påstå at de ikke kan vurdere dig når du ikke møder, men det jo netop hvad de kan, de kan vurdere at du ikke kan, så den parole skal du ikke føle dig presset, til at gøre noget som er til skade for dig, af.

Lige gyldigt om du så gennemføre risikere du at kommunen ikke er tilfreds (at de vil have dig op i timer) og derfor siger ny arbejds prøvning, og ny og ny og.... sådan kan man faktisk gå i årevis, hvis man som borger ikke får sagt STOP!

Det er helt generelt vigtigt at dokumentere og kræve dokumentation, der er nogle grundlæggende regler (råd) du ikke går galt i byen med *ss*

Tal ALDRIG! i telefon med kommunen (du kan ikke bevise, det sagte, og ringer de lader du være med at tage den, de kan IKKE kræve at de kan komme i kontakt med dig telefonisk) Brug i stedet mail, hvor du beder om kvittering, også til de mere haste beskeder.
Tag altid en med dig til møder, et fedt hvem, selv din gamle moster på 90 kan bruges (ja ja overdrivelse fremmer *ss*)
Optag mundtlige samtaler, efterfølgende skriver du et referat og beder din sagsbehandler (eller hvem det nu er) svare dig på om du har forstået samtalen korrekt ud fra referatet, hvilket du naturligvis kræver at få lagt i din sag.
Overholder du de 3 ting HVER gang, er du klædt rigtig godt på, både hvis nu de forsøger at mås rande dig (nu har du skriftlige beviser og der ved noget at klage ud fra) men også når du selv skal danne dig et overblik over din sag.

Det 4. punkt... sørg altid for at have dine lægepapirer i orden, dvs hav altid din læge (helst specal læge deres ord vægter tungere) med på side linjen. Fx nu til arbejdsanvisningen, får du en af de dage hvor du bare ikke kan, giv da din læge besked (og skriv det i din dagbog, og lav gerne et ekstra notat til din egen sags mappe)
5. og måske endda det mest vigtige... hav styr på dine papirer, har du ikke aktindsigt så få det, tjek at alt er der fra læger ol, hvis ikke så skaf det og forlang at få det vedlagt din sag.

Har du styr på dine ting, er det 100 gange nemmere at klage, partshøre og anke afgørelser, og 100 gange nemmere at få hjælp

[Enteneller]

Hej Lille Mig,

Velkommen til. Jeg forstår at du har angst for ikke at kunne gennemføre arbejdsprøvningen som du skal ud i, dette forstår jeg godt. Jeg lider selv af generaliseret angst og stress og ved hvordan du har det .

Det jeg kan råde dig til er at tage en dag adgangen som vi siger. Hvis du fx. sættes til at møde 3 timer den første dag og bare føler at det er for meget, så meld ud at det er for meget at starte med. Måske skal du bare møde 1 eller 2 timer med pauser indlagt. Det er vigtigt at du får det som du vil have det så du bedre kan klare arbejdsprøvningen.

Der er ikke nogle der siger at du SKAL klare arbejdsprøvningen, men det er naturligvis bedst at du gennemføre den, så kommunen kan se hvad du kan magte i forhold til arbejdsmarkedet. Er det helt uuholdeligt, må du tage en snak med din læge og sagsbehandler, men prøv det i første omgang og se hvordan det går. Måske går det bedre end forventet og hvis ikke må du få det justeret i forhold til dine behov.

Held og lykke.

Kh. EE

[Lille mig]

Var ikke sikker på mit første indlæg blev lagt ud. Har lidt svært at hitte ud af k10 - håber det kommer.

Pu ha skal til møde på kommunen i dag. En såklandt opfølgningssamtale.

Jeg fik brev fra kommunen, i sidste uge, at mine sygedagpenge ophøre til nov... Fedt - not. Der står godt nok, at der er mulighed for forlængelse, hvis man ellers opflyder dit og dat. Mon jeg høre under det? Aner det ikke. Alt det pres man konstant er under, som sygemedlt - gavner bestemt ikke.

Min psykolog, læge & psykiater sige alle, at jeg IKKE skal tilbage til mit fag som socialpædagog. De siger også at jeg skal starte langsomt op. 2 timer om dagen og efter 3 uger op på 3 timer o.s.v.. Men det kan jo ikke lade sig gøre, når en arbejdsprøvning kun er 8 uger.


Det er bare så frustrende

[Anne Mette]

Din arbejdsprøvning kan godt forlænges, hvis de mener at det kan være en god idé for at give det helt rigtige billede af hvad du kan og ikke kan klare.

Du skal lytte til dig selv, det kan være svært at sige fra, fordi man jo gerne vil. Men det er meget vigtigt, du er den eneste der ved hvordan det er i din krop og det kan ingen andre vide. Derfor er det kun dig der kan sige fra

Men det er også vigtigt at de får mulighed for at vurdere dig, dermed ikke sagt at du skal være der det fulde antal timer, hvis du ikke kan, så kan du ikke. Det er også med til at give et billede af hvad du kan klare, selvom du måske møder op for at gå hjem igen med det samme eller efter ½ time. Du viser din vilje og din evne til at møde, det tæller også med i vurderingen.


AM

[Enteneller]

Anne-Mette har ret og som hun også ved , så er det uhyre vigtigt, Lille Mig at du får forlængelsen af dine sygedagpenge på plads, evt. på jeres kommende møde.

Som jeg ser det kan du forlænges iht. §27 stk. 2. Denne er så udvidet til forlængelse med 39 uger:.

§ 27. Kommunen træffer afgørelse om at forlænge sygedagpengeperioden for personer, der er omfattet af varighedsbegrænsningen i § 24, når

2) det anses for nødvendigt at gennemføre virksomhedspraktik eller andre afklarende foranstaltninger med henblik på at klarlægge den sygemeldtes arbejdsevne, således at sygedagpengeperioden forlænges i op til 26 uger

Du skriver at du skal arbejdsprøves i 8 uger, det plejer i første omgang at være 12 ? Måske bliver der grundlag for forlængelse hvis det ikke går som præsten prædiker for nogen af jer.


Kh. EE

[Wodpoulsen]

Er det ikke sådan at man sagtens kan "smides" afsted igen, hvis Kommunen ikke er tilfreds med din arbejdsprøvning?

Jeg tror det handler om at møde op, hver dag.
Vis en positiv indstilling.

Vis/fortæl hvordan Du har det.

Sig aldrig nej, men ja, jeg prøver.

Kæmpe kram til dig.

[Lille mig]

Hej igen

Min sagsbehandler sige det er 8 uger! Men nu må vi se, hvad hun siger sener i dag. På mødet, skal vi skal også gennemgå min ressourceprofil. Kan faktisk ikke huske, at jeg har fået lavet en sådanne profil! Men min hukommelse er også som en si.

Den psykiater der lavede en speciallæge undersøgelse på/om mig, sagde at hun ville anbefale, at jeg kom i kognitiv terapi. Da det ville gavne mig, da jeg er skrøbelig. Det er 3 gang jeg er nede med flaget - hvis i forstå. Min egen mor fik førtidspension som 35 årige, af samme årsag. Jeg har på INGEN måde lyst til at blive pensonist som 44 årige.

Hele mit liv har jeg været omsorgsperson for andre. Nu er det MIG der har brug for omsorg og hjælp. Føler bare ikke jeg få den rette hjælp. Men det kender i sikker alt til? Jeg tror/håber selv på, at hvis jeg kunne komme ud i et job under beskyttede forhold, så tror og håber jeg, at jeg vil blomster op igen. Men 8 uger, er i min verden bare ikke NOK. Kommer ikke op på 37 timer på 8 uger. Som min psykolog/psykiarte & læge siger, det kommer til at tage tid, md til år..............

Skriver nok sener om hvordan mødet gik.......