Når familier stævner det offentlige for svigt....

[phhmw]

... er desværre ved at blive ofte, at de civilretslige domstole skal tage stilling til om familiernes påstande om, at de er blevet svigtet af kommunerne, som er sat i Verden til også at hjælpe børn, unge, voksne og ældre.

Denne tråd er ikke forargelsens hygge rum, men indsamling af fakta og dokumentation for hvad disse familier gennemgår af nedværdigelser.

Børn der bliver svigtet, sexmisbrugt og hvor svigt er gennemgående.

Man siger at ingen kan vinde over systemet.

Man siger at man kan ikke vinde over Staten.

Man siger at magthaverne er som en broderloge ingen kan vinde over.

Men tiden må være til ændringer, hvor borgerne har tillid til politikere, styrelser og domstolene.

I denne tid, hvor man fra politisk hold kræver 50.000 flere tvangsfjernelse af børn viser at vælgerne ude skærpe deres sanser og forstå alvoren.

Alvoren hvor mange familier oplever direkte trusler om fjernelse af deres børn, af ens sagsbehandlere.

Alvoren i at de kommunale sagsbehandlere bliver tilbud bonus, jo flere sygemeldte de kan få ud af sygedagpengeordningen.

Hvor vi bla råder borgerne til aldrig være alene til tvungne møder på kommunen, men altid tage en Bisidder med. Så bliver tonen lidt mere dæmpet.

Altid forstå, at kommunikationen med kommunen foregår skriftligt, fordi vi jeg påstår at kommunen er din juridiske modstander, med modsat rettet interesser.

Ja, vi ser i denne tidslomme Styrelser, Tilsynet i Ankestyrelsen kræver at Folketingets love, her Servicelovens § 102 skal være frivilligt for kommunerne at bruge.

Ombudsmanden reagerer få timer efter, en reaktion som burde være kommet fra Folketinget.

Vi ved også at KL Kommunernes Landsforening, privat interesseforening, fysisk sidder inde i Ankestyrelsen i deres "Dialog-forum" hvor nye "Principafgørelser" udsendes. Hvor man også ønsker ledende embedsmænd skal sidde i fremtiden.

Det er hvad vi er oppe imod.

Derfor, hvis du opdager borgerne stævner deres kommune for svigt eller ulovligheder for de civilretslige domstole, må du hjælpe til og oplyse det her i tråden med dit indlæg.

På forhånd tak

Hilsen Peter

[phhmw]

https://www.berlingske.dk/indland/sk...ine-nu-kan-den

Skolen gjorde hendes børn syge med hallucinationer og mavepine. Nu kan den spektakulære sag ændre udskældt skolelov

En lægesekretær fra Kalundborg kæmpede i 11 år for at få sine tre børn væk fra den almene skole. Nu sagsøger familien kommunen i en principiel sag. Advokat mener, at sagen er så vanvittig, at den kan føre til en afgørende ændring i skolelovgivningen.

På et tidspunkt stoppede Maria Larsen op. Kunne det virkelig være rigtigt, hvad der foregik omkring hende?

Sammen med sin mand stod hun med tre børn, som var i massiv mistrivsel i deres skole. Tics, ondt i maven, fingre, der blev kradset til blods, hallucinationer. Afleveringer med gråd og fysisk ubekvem. »Traumatisk,« som Maria Larsen siger det.

Men det var slet ikke slut.

For først efter mere end et årtis tovtrækning med systemet fik de hul igennem. Udredning, tre autismediagnoser og en vej ud af den almene skole. I dag har de det alle tre godt.

Nu sagsøger familien kommunen i en principiel sag, der kan få store konsekvenser for den måde, hele skolesystemet er indrettet.

Målet er klart. Vinder familien sagen, håber de at fælde den udskældte inklusionslov, der har til formål at indlemme så mange børn som muligt i den almene undervisning, i samme ombæring.

Maria Larsen er »slet ikke« i tvivl om, det er inklusionsloven, der har afholdt hendes børn fra at få den undervisning, de har ret til.

En ting er, at den almene folkeskole ifølge hende ikke kan rumme børn med diagnoser. En anden ting er, at de børn ikke får lov at forlade skolen igen.

»I det øjeblik de er inde, kommer de ikke derfra, før de har det så skidt, at der ikke er anden udvej,« siger hun.

Kanariefuglenes kvidren

Da inklusionsloven blev indført i 2012, fremstod den som et nybrud.

Den betød, at kommunerne i videst muligt omfang begyndte at indlemme elever, der før skulle have været på specialskoler, i den almene folkeskole.

Men 2012 er langt væk. I 2013 var der stillet 83.000 diagnoser til børn og unge. I 2022 var det 113.000.

Med andre ord: Antallet af diagnoser er i kraftig vækst, og det samme er behovet for specialundervisning.

Inklusionen bliver af eksperter benævnt som en af årsagerne til, at mistrivslen blandt unge stiger. Og at skolevægring, hvor børn mistrives så voldsomt, at de nogle gange slet ikke kan komme ud af sengen, er i fremdrift landet over.

Berlingske har den seneste måned igennem en række konkrete sager beskrevet, hvor svært det er at få hjælp, når ens barn bliver ramt af skolevægring.

Skolevægring kan ramme alle, men børn med diagnoser er særligt udsatte. Inklusionsloven foreskriver, at de helst skal være i den almene folkeskole.

På samme tid er den almene skole forandret. Der er ofte øredøvende larm og mange børn med forskellige behov.

Og når børnene bliver syge, udebliver hjælpen i form af sygeundervisning, som de ellers har krav på.

Alt dette har givet børn med skolevægring kaldenavnet mistrivslens kanariefugle med henvisning til de gamle kulminearbejderes fugle, der som de første faldt om, hvis der var gasudslip og miljøet var fjendtligt.

Det var også det, der skete med Maria Larsens børn.

»De fik ondt i maven, hovedpine, græd. Vi har oplevet, når det var svært, at de mistede lysten til at leve,« siger hun og understreger, at det ikke skal forstås sådan, at de var selvmordstruede.

Lysten, glæden og gnisten var bare væk.

Et kafkask forløb

Maria Larsen er uddannet lægesekretær, og hendes mand, Peter Larsen, arbejder med it.

Deres tre børn – to piger på henholdsvis 18 og 16 og en dreng på 15 år – har alle fået en autismediagnose i dag.

Familien ønsker ikke, at børnene nævnes ved navn.

Igennem et årti strittede skole og kommune mod det, alle ifølge moderen kunne se: At hendes børn, der er almindeligt begavede, ikke kunne holde til at gå i den almene skole.

»Vi gik til møder, afleverede papirer og beskrev forløb, mens vores børn fik det dårligere. Men de fandt hele tiden nye undskyldninger for ikke at sende os videre,« siger Maria Larsen.

Hun kalder forløbet »kafkask«.

»Så fik vi at vide, at der både skal være problemer i hjemmet og på skolen, før de ville gøre noget. Så var børnene pludselig for dygtige fagligt eller for højt begavede til at få hjælp. De trak hele tiden i langdrag,« siger Maria Larsen.

I mellemtiden gav andre instanser udtryk for, at børnene havde alvorligt brug for hjælp.

Blandt andet familiens læge og Børnepsykiatrisk Klinik, der kunne se børnenes åbenlyse mistrivsel, der kom til udtryk i fingre, der var kradset til blods, voldsomme ticks og andre fysiske reaktioner.

»Psykiatrien gjorde, hvad den kunne. Og jeg gjorde alt, hvad jeg overhovedet kunne finde på. Men vi løb hele tiden panden mod en mur. Der var hele tiden en skoleleder eller en PPR-medarbejder (Pædagogisk, Psykologisk Rådgivning, red.), der kastede os tilbage i uvisheden,« siger Maria Larsen.

Det står rundt regnet på i ti år – fra deres første barn kommer i skole i 2010 og så indtil 2020, hvor et brev fra Ankestyrelsen bliver et vendepunkt.

Advokat: Vanvid

Familiens advokat, Mads Pramming, kalder sagen »vanvittig« og mener, at den er principiel.

I offentligheden er han blandt andet kendt for at have ført sagen for de tidligere børn på drengehjemmet Godhavn, der fik godtgørelse og en undskyldning fra staten for årelang misbrug, svigt og overgreb i deres barndom.

På grund af den principielle karakter i sagen vil Mads Pramming og familien som det første erklære sagen sendt i landsretten. Den vurdering bakker Institut for Menneskerettigheder i øvrigt op om i en skrivelse om sagen.

Men Mads Prammings øjne er også stift rettet mod inklusionsloven.

»Med inklusion har man puttet adgangen til diagnosticering og udredning over i skolevæsenet. Og skolen nægter adgang, for hver gang de sender et barn til test, koster testen, og når resultatet kommer, bliver det endnu mere dyrt. Det er et strukturelt problem,« siger han.

»Det er simpelthen økonomisk attraktivt at holde folk fra døren. Det skaber angst og sygdom hos mange børn,« siger advokaten.

Han mener, at inklusionsloven »har fejlet totalt«.

»Man har gjort uoprettelig skade på helbredet blandt mange børn. Man må erkende, at det har fejlet. Man må give op og kaste håndklædet i ringen,« siger han.

Hvis familien Larsen vinder sagen, bliver det reelt umuligt at lade inklusionsloven stå urørt, mener han. For tusindvis af forældre vil i så fald stå foran godtgørelse eller have et styrket krav om et tilbud om specialskole.

Sidste år blev inklusionsloven endevendt af en arbejdsgruppe, der opfordrede regeringen til at give loven med grovfilen.

Men siden er intet sket. Ordet inklusion er ikke nævnt i regeringsgrundlaget, og det har mange steder skabt bekymring for, hvorvidt der er ændringer på vej.

Vendepunktet

Gennembruddet kom i flere etaper for familien Larsen.

Men først og fremmest dumpede et brev fra Ankestyrelsen ind i indbakken i oktober 2019.

Her skrev myndigheden, at de ikke kunne behandle klagen, fordi børnene slet ikke havde fået oprettet en sag. Maria og Peter Larsen tabte deres kæber.

Så klagede de igen. Til højre og venstre, alle instanser. Og denne gang skete der noget. For hvordan kunne de have fået henvisninger, deltaget i møder og skrevet indberetninger i årevis, uden der var oprettet en sag?

Derfra tog det fart.

Dog var børnene på det tidspunkt så ramt af angst og skolevægring, at de i første omgang heller ikke kunne deltage i skolegangen på den specialskole, de blev henvist til. Men i dag er alle tre børn i et tilbud, de trives i.

Den ældste er i et forløb på STU (forløb tilpasset unge med særlige uddannelsesbehov, red.), mens de to yngste stadig er i et andet specialtilbud i grundskolen.

Men forløbet har ifølge Maria Larsen trukket store veksler og også fået hende selv til at tvivle på, om de gjorde nok.

»Som forælder tænker man, at man har svigtet. Jeg er blevet gaslighted (manipuleret, red.) så meget af et system, der insisterer på, at jeg er problemet. Men jeg ved jo nu, hvor jeg kender systemet og lovgivningen, at det er systemet, der er sygt,« siger hun.

Hun mener, forløbet er »traumatisk«.

»Man tvivler på sig selv, og man bliver ødelagt. Man spørger sig selv, om det er ens egen skyld, at børnene ikke kan få hjælp.«

Retssagen står til at begynde i efteråret. Kalundborg Kommune og borgmester Martin Damm (V) har ikke ønsket at stille op til interview.

TAK til Berlingske

Hilsen Peter

Vi følger retssagen og dommen her i tråden

[phhmw]

https://www.berlingske.dk/indland/bo...er-vurderer-at

Borgere vinder sjældent over det offentlige, men eksperter vurderer, at Paloma og Friggas forældre kan stå med en god sag

To forældrepar har hevet Københavns Kommune i retten for ikke at leve op til loven om at sikre deres børns trivsel og udvikling. Kommunen argumenterer for frifindelse, men to af landets førende retslige kapaciteter vurderer, der kan være mere i sagerne.

En enlig dommer i Københavns Byret skal i disse dage tage stilling til, om det er i orden, at en blind pige fik frataget sin støttepædagog i børnehaven, og om det, en særlig sensitiv pige blev udsat for i sin børnehave, var inden for lovens rammer. De to sager er anlagt af forældre mod Københavns Kommune, og udfaldet kan få indflydelse på, hvad borgere kan forvente af velfærdssamfundet.

Normalt er det overordentligt svært for borgere at vinde sager mod det offentlige. Men de to sager kan være af en så grov karakter, at forældrene har en chance. Det vurderer to af landet førende kapaciteter inden for social og forvaltningsret

»Domstolene udviser et meget bredt hensyn til politiske prioriteringer, og der er en stor fejlmargin for offentlige myndigheder. Men spørgsmålet her er, om der i begge sager er begået individuelle fejl, som går ud over det, man vil betragte som minimumsstandard,« siger professor i offentlig ret ved Syddansk Universitet Frederik Waage.

Professor i socialret ved Københavns Universitet Stine Jørgensen mener, at de pågældende sager kan være på kant med loven.

»Der er eksempler på, at disse sager er vanskelige at vinde ved domstolene, hvor der ofte er lydhørhed over for kommunale prioriteringer og økonomi. Men med den beskrivelse, jeg har fået af sagerne, må man stille spørgsmål ved, om børnene har fået et relevant tilbud i overensstemmelse med lovens krav. Børnene har ret til omsorg og sikkerhed, når de befinder sig i et dagtilbud,« siger professor Stine Jørgensen.

Nedre grænse

Forældrenes påstand er, at Københavns Kommune ikke levede op til dagtilbudslovens paragraf om at sikre børn med særlige behovs trivsel og udvikling.

Sagerne blev behandlet i Københavns Byret i denne uge. Kommunens advokat argumenterede for, at der ikke er noget at komme efter, da flere højesteretsdomme tidligere har fastslået, at kommuners serviceniveau på velfærdsområdet ikke er et spørgsmål for domstolene, men et spørgsmål om politisk og økonomisk prioritering.

Som kommunens advokat sagde i retten, er det i højere grad et spørgsmål, der skal afgøres ved stemmeurnerne end i domstolene.

»Men derfor er der stadig et minimumsniveau, som kommunen skal leve op til, også selvom det ikke er defineret i loven,« siger Frederik Waage.

I den ene sag var pigen Frigga tildelt en såkaldt basisplads i en almindelig børnehave. Et barn på basisplads svarer til fire børn i normeringen og udløser øget tilskud og flere ressourcer til institutionen. Blandt andet fordi institutionen skal følge en handleplan på det enkelte barn.

Men både forældre og ikke mindst kommunens egen interne revision har slået fast, at der var stor ustabilitet i Friggas institution med tårnhøjt sygefravær, enorm udskiftning af personale og ledelse, dyb mistillid mellem forældre og forvaltningsledelsen og dårlig trivsel. Forvaltningen erkendte selv, at der var udfordringer i forhold til basisbørn og ikke var styr på deres handleplaner.

For Frigga betød det, at hendes handleplan med alle nedskrevne aftaler blev væk, at handleplanen ikke blev overholdt, at pædagoger, medhjælpere og vikarer ikke var orienteret om aftaler i handleplanen, og at der under alle omstændigheder ikke var ressourcer i institutionen til at føre aftalerne ud i livet, hvor medhjælpere ofte var alene med alt for mange børn.

Forældrene blev advaret anonymt og af pædagoger og kunne i lighed med institutionens andre forældre konstatere, at der herskede kaos i institutionen.

»I den sidste uge, hun var der, kom hun hjem hver dag og var blevet slået, taget kvælertag på eller havde fået skubbet en skillevæg ned over sig af de store udadreagerende drenge. Vi frygtede til sidst for hendes liv og holdt hende derfor hjemme,« fortalte Friggas mor, Kira Juul, til Berlingske og i retten forleden.

Børnenes sikkerhed

Kommunens advokat erkendte, at forløbet ikke havde været optimalt, men fastholder, at det ikke er et spørgsmål for domstolene, da det er kommunen, der fastsætter serviceniveauet.

Det mener professor Stine Jørgensen dog, at vi kan være ude over i den pågældende sag, da risiko for børns sikkerhed næppe hører under normen.

»Vi er vel lidt ude over, om de har leveret deres serviceforpligtelse her. Det er et spørgsmål om, hvorvidt der har været risiko for børnenes sikkerhed, og det er lidt mere alvorligt,« siger Stine Jørgensen.

Det samme gælder i den anden sag, der handler om den blinde pige Paloma, der i en periode fik frataget sin støttepædagog af kommunen, så hun skulle indgå i institutionen under samme vilkår som børn med almindeligt syn. Den risiko turde hendes forældre ikke løbe, der derfor holdt hende hjemme i en periode.

»Hun er helt banalt til fare for sig selv, hvis hun ikke har en hånd til at føre hende,« som hendes mor, Rikke Hubert, sagde til Berlingske forleden.

Stine Jørgensen nævner også som et kuriosum, der egentlig ikke er omfattet af sagerne, men som alligevel er relevant, at kommuner har en skærpet tilsynsforpligtelse over for børn.

»Selvom den typisk bliver brugt i forhold til, om børn har ordentlige vilkår i hjemmet, så gælder den faktisk også i forhold til, om der er risiko for, at barnet bliver udsat for utilstrækkelig omsorg i institution og skole,« siger hun.

Hvad er standard?

Traditionelt er domstolene varsomme med at dømme i sager om velfærdsstatens serviceniveau, da det kan få direkte indvirkning på magtens tredeling. Det er ikke domstole, men lovgivere, der prioriterer ressourcerne.

Den sag, der ofte drages frem i spørgsmål om det, og som kommunens advokat også kom ind på, handler om en kvinde, der døde af hjertestop efter en operation på et mindre hospital, hvor der ikke var en opvågningsstue, hvor hun kunne overvåges. Her fastslog Højesteret, at hospitalet levede op til standarden, da opvågningsstuer ikke var standard på mindre hospitaler.

»Jeg er enig med kommunens advokat i, at den standard, man lægger for eksempelvis et dagtilbud, er en politisk prioritering, som det kan være svært at komme efter,« siger Frederik Waage og fortsætter:

»Men her handler det om, hvorvidt kommunen har levet op til sine egne standarder. Selvom der gælder et betydeligt skøn, som er favorabelt for kommunen, for, hvad der er minimumsstandard for børnepasning, så må man påpege, at et barn angiveligt var udsat for vold, og et andet barn var blind med de komplikationer, det medfører. Så er spørgsmålet, om man er ude over den betydelige margin for skøn for, hvad der er minimumsstandard, som man giver kommuner.«

Forældrenes krav er, at kommunen med en undskyldning anerkender, at det ikke var i orden. Der ventes at falde dom sidst i september.

Hilsen Peter

Vi følger retssagen og dommen her i indlægget

TAK, til Berlingske

[phhmw]

https://www.berlingske.dk/indland/do...g-paloma-ramte

Domstolene skal afgøre, om børnehavebørnene Frigga og Paloma ramte velfærdsstatens nedre grænse

To principielle sager om Københavns Kommunes behandling af små børn med særlige behov, kan afgøre hvor lidt det offentlige kan slippe afsted med i forhold til borgere.

Frigga var endnu ikke fyldt tre år og kun lige startet i børnehave, da hendes forældre modtog det anonyme brev. Det var tydeligvis skrevet af en person med indgående kendskab til børnetal, overbelægning, personale og børn som Frigga med særlige behov på hendes stue i børnehaven. Brevet sluttede med ordene:

»Som flue på Kiwi-stuens vægge ville I være bekymret for jeres barns trivsel, jeres barns udvikling og til tider jeres barns sikkerhed! Som flue på Kiwi-stuens vægge ville I være … bange!«

Friggas mor, Kira Juul, brød sammen, og forældrene holdt hende hjemme, indtil ledelsen overbeviste dem om, at det var sikkert at sende hende afsted. Det skulle de ikke have gjort.

En pædagog opsøgte grædende Kira Juul og fortalte, at hun ikke kunne mere. »I må kæmpe børnenes sag. For ledelsen lytter ikke til os,« sagde pædagogen ifølge Kira Juul. Senere interne rapporter fra kommunen bekræftede, hvilken hverdag Frigga var en del af. Den var fyldt med uro, ustabilitet, forvirring og massiv mistrivsel. I dag omtaler Frigga sin gamle institution som »der, hvor jeg altid blev slået.«

Hele vejen til Højesteret

Friggas mor, Kira Juul, beskriver sin datters knap ti måneder i børnehaven Nabohuset fra oktober 2019 til juni 2020 som et regulært »omsorgssvigt«.

Det kulminerer i denne uge i den ene af to sager som forældre med økonomisk støtte fra flere organisationer har anlagt mod Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune, der skal besvare spørgsmålet: Hvor går velfærdsstatens nedre grænse?

»Essensen er, at vi nu beder domstolen vurdere, om vi som samfund er nået under det nedre niveau i de konkrete sager. Det er en principiel sag om, hvad vi som samfund kan tillade os over for børn med funktionsnedsættelser,« siger Thomas Taguchi, der er overordnet advokat for forældrene i de to sager.

Sagerne kommer i kølvandet på flere års massivt forældreoprør for bedre vilkår i landets daginstitutioner. Professor emeritus i socialret ved Københavns Universitet Kirsten Ketscher har beskæftiget sig med dagtilbud i en menneskealder. Hun mener, at sagerne stiller nogle afgørende spørgsmål:

»Det er principielle sager, som jeg tror går hele vejen til Højesteret,« siger hun.

I begge sager mener forældrene, at forvaltningen i Københavns Kommune er skyldig i at bryde dagtilbudslovens paragraf 4, der fastslår, at kommunen skal sikre at børn, der har behov »for støtte for at kunne trives og udvikle sig, tilbydes en sådan støtte i tilbuddet«.

»Det principielle er, hvilken ydelse der skal stilles til rådighed i forhold til den ret, der ligger i dagtilbudsloven. Hvad skal et velfærdstilbud indeholde? Hvad har hvert enkelt barn krav på? Hvad har man som barn ret til, når man går i institution, som skal gøre en egnet til at vokse op i det danske samfund?« siger Kirsten Ketscher.

Uforsonlig kamp

Frigga var langtfra det eneste barn, der mistrivedes i Nabohuset. Gennem flere år var institutionen præget af massiv personaleflugt, samarbejdsproblemer, manglende overblik og meget højt sygefravær. Det udviklede sig til en uforsonlig kamp mellem forældregruppen og den øverste forvaltningsledelse. Da det var værst klagede hele 98 forældre over forholdene og håndteringen for at sikre ordentlige vilkår for børn og ansatte i institutionen. En intern rapport bekræfter, at forvaltningsledelsens håndtering var med til at eskalere konflikten.

»Det har mildest talt været en opslidende kamp,« siger Henriette Høj Gharib, der var tovholder for forældrene:

»Vi tror, vi lever i et velfærdssamfund, hvor vi passer på de svageste. Men jeg er rystet i min grundvold over den herskende inkompetence og modvilje, der sidder i den øverste forvaltning, der ellers skulle passe på børn. Og den manglende politiske vilje til at gribe ind og fjerne brodne kar og en forrået kultur,« siger Henriette Høj Gharib.

Begge sager er af så principiel karakter, at flere organisationer, blandt andre FOLA – Forældrenes Landsorganisation, har valgt at støtte familiernes sager økonomisk.

»Der er ikke mange andre steder, hvor man kan lave fejl, der har så indgribende virkning på børns liv, uden at det har nogen konsekvens for dem, der laver fejlen. De pågældende ledere er stadig ansat på samme områder i dag. Vi håber, at sagerne kan medføre en forståelse hos Københavns Kommunes forvaltning om, at de skal leve op til dagtilbudsloven, og at det skal have en konsekvens, når man ikke gør det,« siger formand for FOLA, Signe Nielsen.

Paloma er blind

Den anden sag handler om Paloma, der er født blind og gik i en anden institution under samme områdechef og forvaltning.

Da Palomas forældre opdagede, at hun var blind, glædede de sig over, at hun var født i Danmark. Der ville blive taget hånd om hende. Virkeligheden viste sig at være en anden.

»Paloma er blind, men kognitiv almindelig, og derfor ryger hun i en almindelig vuggestue, børnehave og skole. Vi regnede med, at der ville følge støtte med i form af en støttepædagog, for hun kan ikke indgå i en almindelig normering. Hun kræver en hånd til alt. En der kan guide hende, og være hendes øjne,« siger hendes mor, Rikke Hubert.

Men realiteten var, at selvom Paloma havde brug for en støtteperson i institutionen på fuld tid, var beskeden fra kommunen, at hun kun kunne få tildelt 15-20 timer. Det havde hun i begyndelsen, men ifølge forældrene fik de senere besked af forvaltningen om, at puljen med midler til Palomas støttepædagog nu blev helt nedlagt. I stedet skulle den selvejende institution selv finansiere støttepædagogen fra årsskiftet 2020.

Da det medførte et ramaskrig blandt medier og politikere, forklarede kommunen det som en fejl fra institutionens side, som de dog påtog sig ansvaret for. Familien kom til møde hos borgmesteren, og Paloma fik sin støttepædagog tilbage med flere støttetimer, end hun tidligere havde haft.

Det varede et års tid, så blev bevillingen skåret ned igen.

»Det kan man ikke. Det må man ikke«

Rikke Hubert har kæmpet for sin datter længe. Hun spurgte sin advokat, hvor mange der sagsøger kommunen. »Ingen,« svarede han.

Hun er træt. Det burde have være elementært, at hendes datter skulle have hjælp.

»Et blindt barn kan ikke …« siger hun og starter forfra.

»Hun er helt banalt til fare for sig selv, hvis hun ikke har en hånd til at føre hende. Hvis hun ikke får synstolkning, så er hun meget alene i verden. Det svarer til at få bind for øjnene eller blive placeret i et helt mørkelagt rum, uden nogen fortæller, hvad der sker. Det kan man ikke. Det må man ikke,« siger hun og tager en indånding:

»Jeg er bare mor og sypige, og jeg er blevet kastet ud i det her, og kan slet ikke overskue det, men det skal jeg jo, for jeg tager også en kamp for mange andre, der måske ikke har ressourcer til det eller er bakket økonomisk op, som vi er.«

Sagen om Paloma handler blandt andet om almindelig medmenneskelig snusfornuft, at børn, der ikke kan se, skal have hjælp.

»Vi mener, at det er et svigt ikke at sikre sig, at en blind treårig pige får den daglige støtte, som hun har brug for. Der må være et fornuftsmæssigt niveau for, hvornår en kommune ikke lever op til kravene i dagtilbudsloven. Man kan ikke blive ved med at tage støtte fra børn og samtidig sikre deres trivsel,« siger familiernes advokat, Thomas Taguchi.

Indtørret afføring

Mens Paloma på trods af sit synshandicap blev tildelt en helt almindelig plads i sin vuggestue og børnehave, gik Frigga på det der hedder en basisplads. Det er en plads for børn, der har særlige behov grundet for eksempel autisme, adhd eller som i Friggas tilfælde, at hun er særligt sensitiv. Et enkelt barn på basisplads svarer til fire børn og udløser større tilskud til institutionen, så de kan øge normeringen, løfte den pædagogiske kvalitet og understøtte indgåede aftaler.

»De specifikke aftaler blev ikke overholdt, der var konstant udskiftning af personale, flere børn blev meget udadreagerende og angreb hinanden. De var tre voksne til 12 regulære børn og fem basisbørn på stuen, og der var ofte vikar. Vi forældre måtte ofte blive der om morgenen, så det ikke kun var én enkelt medhjælper, der stod alene med det hele. Personalet gjorde alt, hvad de kunne, men normeringen var helt skæv, og der var dagligt mange sygemeldinger,« fortæller Kira Juul og uddyber:

»Vi kunne hente hende om eftermiddagen og konstatere, at hun stadig havde den samme ble på, som vi om morgenen havde givet hende på og endda med indtørret afføring i. Børn sad og kaldte ude fra toiletterne, uden at blive hørt af andre end os forældre, der gik ud og tørrede dem.«

Situationen blev ikke bedre af, at der både i forvaltningen og hos institutionen var flere fejl i Friggas sag. I en periode fremstod det som om hun var på en ordinær plads, hendes handleplan blev væk, og ifølge forældrene gav dele af personalet udtryk for, at de ikke kendte aftalerne i handleplanen. De kaotiske forhold kulminerede i sommeren 2020.

»I den sidste uge hun var der, kom hun hjem hver dag og var blevet slået, taget kvælertag på eller havde fået skubbet en skillevæg ned over sig af de store udadreagerende drenge. Vi frygtede til sidst for hendes liv og holdt hende derfor hjemme, imens vi fik overtalt den pædagogiske konsulent til at få akutflyttet Frigga til en ny børnehave« siger Kira Juul.

Dokumenteret kaos

I februar 2020 nedsatte Børne-Ungdomsudvalget på Københavns Rådhus to interne undersøgelser for at få afdækket den massive mængde klager fra forældre i Friggas institution Nabohuset.

Kommunens interne revision konkluderede blandt andet, at »klagerne vedrørende personaleudskiftning og personalemangel, trivsel og arbejdsmiljø, forældresamarbejde og overbelægning er berettigede«. I rapporten erkender forvaltningen, »at der konkret har været udfordringer i forhold til børn i basisplads, herunder at der ikke har været styr på handleplaner for børnene«. Revisionen konkluderer, at klagerne vedrørende basispladser »er berettigede«, og at område- og klyngelederens håndtering af forældrenes utilfredshed »ender med en optrapning af konflikten«. Kommunens Intern Revision anbefalede blandt andet, at Nabohuset kom under skærpet tilsyn.

Berlingske har forelagt kritikpunkterne for Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune. I et skriftligt svar understreger de, at de ikke er i tvivl om, at de har levet op til loven.

»Når det er kommet så vidt som til en retssag, så er det selvfølgelig fordi, at der er meget forskellige opfattelse af sagen, og om vi i kommunen har levet op til vores serviceniveau og vores forpligtelser. Vi i Børne- og Ungdomsforvaltningen begærer frifindelse, og vi ser frem til at få sagen afgjort i retten.«

Sagen om Frigga blev mandag behandlet i Københavns Byret som den første af de to sager. Mens kommunens advokat tilkendegav, at forløbet ikke var optimalt, argumenterede han for frifindelse med afsæt i tidligere højesteretsdomme, der har afgjort, at det er et økonomisk og politisk spørgsmål at prioritere serviceniveauet.

Sagen om Paloma bliver behandlet i retten tirsdag.

Forældrenes krav er, at forvaltningen anerkender, at det ikke var godt nok, og kommer med en undskyldning.

Der ventes at falde dom i sagerne om fire uger.

Det er en dom, der definerer, hvad vi kan tillade os at forvente af velfærdsstaten.

Hilsen Peter

TAK. til Berlingske