Isolation

[frup]

Jeg har brug for at få luft, så skriver lige her...

Mit problem er, at jeg er begyndt at isolere mig alt for meget

Jeg har pga. mit handicap svært ved at komme ud af huset uden at bruge hjælpemidler (stok, rollator), og for tiden orker jeg simpelthen ikke at 'flashe' mig selv, som 'hende den handicappede'...

For et par år siden kunne jeg stadig bevæge mig rundt uden disse hjælpemidler, og mit handicap var derfor ikke så synligt (om end jeg gik meget langsomt).

Min fornuft siger mig, at jeg selvfølgelig skal være ligeglad med hvad (og om) andre tænker, men indeni har jeg lige for tiden virkelig svært ved at hamle op med det, med det resultat, at jeg holder mig hjemme stort set hele tiden.

Jeg kan mærke, at det på ingen måde er godt for mig med al den isolation - føler livet passerer forbi og at jeg blot er tilskuer.
Jeg vil så gerne skabe mig et rigt og godt liv trods sygdom og pension, og havde nok ikke rigtig ventet, at min psyke ville begynde at spille ind på denne måde

Jeg kan jo sagtens sige til mig selv, at andre menneskers evt. mening er ligegyldig og, at jeg bare skal tage mig sammen, men den strategi hjælper ikke .
Jeg ved jo også godt, at mit handicap ikke definerer mig, men har brugt så mange år på at forsøge at fremstå raskere end jeg er, vel netop fordi jeg ikke orkede hele tiden at blive konfronteret med min sygdom.

Jeg VIL lære at skabe mig selv et godt liv trods mine begrænsninger, men aner ikke hvordan. Prøver derfor at fortælle det her i håb om, at nogen kender til det og måske endda er kommet på den anden side.

Heller ikke synderlig godt for mit ægteskab, at jeg stort set ikke komme ud og får input...

Håber der er nogle af jer, der har lyst til at dele jeres erfaringer med mig.