En god historie.

[annagw]

Jeg har tidligere skrevet trådene "Flexjob eller...? Input søges." og "Hvad skal der dog blive af mig?". Jeg er 25 år og lider af psykiske problemer der præges meget af store udsving i styrke.

Vi har her på K10 så megen frustration og vrede, så jeg vil lige bidrage med lidt positivt nu hvor det går godt.

Jeg droppede ud af studie ultimo 2009 efter få måneder, og brød i gråd hos min sagsbehandler i Jobcenter København i januar, da jeg slet ikke kunne se, at jeg nogensinde ville komme til at fungere på noget nær normalt plan. Vinteren var ekstremt hård (igen) i år.

Jeg blev henvist til Projekt Springbræt , (www.springbraet.dk), som beskæftiger sig med afklaring af borgere med særlige problemer. Ved den indledende samtale blev det gjort klart, at det tremåneders forløb kommunen havde bestilt IKKE drejede sig om praktikforløb eller lignende, men udelukkende om at afklare hvad jeg kan klare. Min kontaktperson hos Springbræt har sendt ansøgning til kommunen om en hjemmevejleder til mig.

Projekt Springbræt knyttede mig til en af deres samarbejdspartnere, Center for Test, Træning og Motivation (www.sundhedsaktivering.dk). Stedet fungerer ud fra tesen om, at en sund krop giver mere overskud og stabilitet. Her gennemgik jeg fuld konditest, og kommer nu to gange om ugen og træner med en personlig træner; en ung kvinde jeg synes rigtig godt om. Der er kostvejledning, og jeg skal snart op på tre ganges træning om ugen. Hvis forløbet bliver forlænget, vil der blive lagt større vægt på coaching sideløbende med den fysiske træning. At jeg har personlig træner på giver mig en stor tryghed i forhold til ikke at falde tilbage i spiseforstyrrelse.

Jeg syntes, at dette er det bedste tilbud jeg til dato har været tilknyttet, og selvom det kan føles lidt fjollet at bruge 3 måneder (eller 6 hvis forløbet forlænges) på fysisk træning og samtaler, så tror jeg virkelig på, at disse bitte små skridt betyder, at jeg vil kunne finde den rette vej og ende med at finde min plads på arbejdsmarkedet.

Diverse praktikforløb og studiestart er ikke lykkedes, og jeg sætter stor pris på, at jeg denne gang formåede at være ærlig over for mig selv såvel som sagsbehandleren, og indrømme at der er behov for at gå helt tilbage til nul og gå langsomt frem. Det burde jeg nok have accepteret for år tilbage, men det var jeg simpelthen ikke i stand til.
Jeg finder det stadig tvivlsomt at vil kunne holde til et standardfuldtidsjob, men jeg tror nu på, at jeg har en fremtid med fast beskæftigelse.

Sideløbende med alt dette har jeg fået ny psykiater. Jeg er begyndt på ny stemningsstabiliserende medicin, og det lader til, at dette virker. Jeg har ihvertfald været så godt som stabil i ca. 3 uger nu - mod tidligere stemningssvingninger i løbet af hver eneste dag. Jeg er samtidig begyndt at trappe ned i min antidepressive medicin, og efter blodprøver fortalte at mit d-vitaminniveau er fire gange lavere end det minimum burde være, er jeg begyndt på en stærk tremåneders kur.

Om det er medicinen, den fysiske træning eller det spirende forår der gør det ved jeg ikke - men jeg har det godt.

Der er dog stadig behov for hjælp herhjemme, hjælp til at få opbygget et aktivt socialt fritidsliv og behov for at finde ud af hvad i alverden jeg skal beskæftige mig arbejdsmæssigt, så der er lang vej endnu. Det vigtigste er dog, at jeg ikke længere oplever de stemningssvingninger (og dermed skift i livsanskuelse) i løbet af hver eneste dag, som drænede mig sådan.

Tja... Her er ikke brug for råd og vejledning fra andre brugere - men forhåbentlig kan jeg hermed opmuntre andre: Det findes også gode tilbud derude til os!