en lang modløs redegørelse (og en masse spørgsmål)

[frkkaos]

Nu hvor jeg sætter mig ned med det ved jeg ikke engang hvor jeg skal begynde.
Vejen til de bekymringer og grunden til at jeg i dag besluttede at jeg havde brug for at læsse ud til nogen, er der en utrolig lang forklaringsvej til..

Det er ikke fordi jeg forventer det vilde respons eller noget - tror bare jeg har brug for at komme af med det til nogen, der ikke er syltet ind i min hverdag og tumult.

Jeg er en kvinde på 28 år.
For at starte med det helt basale var jeg noget af et kiks og tumlefumler hele folkeskolen igennem og blev også godt og grundigt mobbet, slået og kørt psykisk terror på. I 10'ende klasse blev jeg hele det år det varede holdt udenfor og kørt på af nogle pænt onde piger.
Dvs da jeg startede i gymnasiet havde jeg stortset ingen selvtillid, og gik igennem gymnasiet med ønske om at jeg bare kunne være usynlig, så ingen lagde mærke til mig.

På det familiemæssig plan kommer jeg fra en rigtig "vinder-familie", og jeg var "taberen" i alt hvad jeg foretog mig. Det betød at der blev set ned på mig og min mor ofte undskyldte mig. Hvilket jeg stadig til dags dato er vred og skuffet over.
Min "vinder-forældre" pressede mig ud i ubehagelig situationer og jeg endte med f.eks. at kaste op i den kørersagkyndige bil af ren skær ubehag.

Gymnasiet endte da også med at jeg pjækkede fra samtlige idrætstimer, fordi de andre brugte tiden på at grine af mig - trådte mig selv over foderne, sparkede mig selv m.m.
Jeg røg på fuld pensum og besluttet mig her at ikke alt var nødvendigt at fortælle mine forældre og jeg sagtens kunne. Så min stædighed slog ind, og jeg tog 13 fag på 1½ mdr og gennemførte med matematisk gymnasium lige akkurat. Det kostede mig dog dyrt i venner og omgangskreds, hvilket betød at jeg var meget alene på det tidspunkt.

Jeg startede på landbohøjskolen i København og efter et semester fik jeg 00 i samtlige af min fag og valgte så at droppe ud.
Ligepludselig blev min drøm knust, og jeg valgte at fortsætte med at forfølge min drøm om at arbejde med dyr og søgte ind på landbrugsskole i Århus.

Imens jeg gik og ventede på at kunne flytte til Århus, mødte jeg den her fyr. Han drejede fuldstændig hovedet rundt på mig, og jeg vil i dag ikke være i tvivl om at han fejlede et eller andet psykisk.
Han havde store jalousi-problemer, enormt behov for bekræftigelse og nærvær, nærmest tvangsritualer omkring sex, voldsomme vredesudbrud og var rigtig manipulerende.
Af en eller anden grund som jeg ikke husker længere endte det med at han flyttede til Århus med mig. (ikke det smarteste træk jeg har lavet i mit liv)

Landbrugskolens to år var faktisk nogenlunde, jeg haltede meget bagefter på det faglige. Det påvirkede min karaktere at jeg ingen praktisk erfaring havde.
På det sociale plan gik det bedre end det nogensinde havde gjort. Den eneste barrierer var manipulations-kæresten, og selvom jeg havde det godt, så lukkede han vejen for de få venner jeg fik.
Da der var et halvt år tilbage af uddannelsen skulle vi arbejde i et større gruppe-projekt, og der var ingen der vil være sammen med mig. Ikke fordi de ikke kunne lide mig eller jeg var specielt meget dårligere end dem fagligt, jeg havde bare ingen praktisk erfaring og de mente jeg derfor ikke kunne bidrage med noget til diskussionerne.
Så ti styk inklusiv mig drog vejen fra Århus til undervisningsministeriet i København, for at gøre det et krav til optagelse på uddannelsen at man skulle have praktisk erfaring.
Så jeg stod pludselig med et halvt år tilbage af en uddannelse, hvor jeg vidste det vil være fuldstændig urealistisk for mig at gå ud og få et job.
Min "vinder-forældre" pressede mig til at tage uddannelsen færdig, og jeg kom da også igennem.

Nu stod jeg igen ved en skillevej, hvor jeg ikke vidste hvad jeg nu skulle. Da jeg godt kunne lide de handelsfag vi havde haft, valgte jeg starte på hgs.
På det halve år jeg læste der oplevede jeg pludselig at være populær (uden jeg egentlig selv havde gjort noget for det), jeg var bare mig selv. Igen kom manipulations-kæresten i vejen, men så stoppede festen også der for mig.
Jeg gik fra ham, og flyttede på kollegium. (nok den bedste beslutning jeg nogensinde har taget)

Jeg fik en elevplads som kontorelev og begyndte at få venner.
Selve uddannelsesdelen og det sociale gik på skinner. Jeg kunne bare ikke holde på en elevplads, og gik på de to år, fire-fem elevpladser igennem.

Da jeg blev færdig mødte jeg min nuværende kæreste, en af dem i venneflokken.
Jobmæssigt gik det ikke så godt. Jeg var god til jobsamtalen (kan bullshit mig ud af det meste), men så når jeg blev ansat var de utilfredse med min præsentation.
Jeg hoppede fra det ene job til det andet. Jeg oplevede rigtig tit at efter oplæringsperioden kunne jeg ikke huske hvad vi havde lært. Pludselig kom jeg i tvivl om alt, og lavede mange fejl.

Min sidste ansættelse varede en uge, da jeg skulle møde på arbejde om mandagen sad jeg derhjemme på sengen og tudede. Jeg kunne ikke huske nået af det vi havde lært på den uge, og jeg følte at jeg var rendt totalt ud for energi.

Fjorten dage efter blev jeg indkaldt til de der sædvanlige jobsøgningskurser, og kunne på daværende tidspunkt slet ikke overskue det. Så da jeg ringede og lagde mig syg, spurgte han om jeg mente det, for så røg jeg på sygedagpenge. Glad for jeg slap for jobsøgningsrumlen og endelig kunne få alle mine mislykkes jobs lidt på afstand sagde jeg ja. (nok den bedste ubeslutsomme beslutning jeg har taget)

Så kom lægeerklæring for sygemeldning, hvor jeg hele samtalen igennem tudede. (har fundet ud af man komme ret lang med en smule gråd blandet med frustration)

Jeg tror på daværende tidspunkt ikke min socialrådgiver anede hvad hun skulle gøre ved mig. Jeg var grådlabil (tårer i øjnene konstant), trist til mode, humørsvingende og havde totalt givet op på mig selv.
Var dog stædig nok til at holde fast i at jeg ikke var depressiv, selvom jeg var meget modløs havde jeg hverken selvmordstanker eller opgivendehed omkring livet.

Jeg røg på arbejdsprøvning på sådan et arbejdsmarked center. Her begyndte jeg til en psykolog og opdagede at hvis jeg gik hjem, når mit hoved stod af kunne jeg max kører i 1-2 timer.
Det bemærkede de også ude på arbejdsmarked centeret, og psykologen begyndte at rode rundt med forskellige diagnoser.
Her begyndte de at holde fast i at jeg var nød til at skulle omkring en psykiater, for ligesom at finde ud af hvad der var "galt" med mig. Kampen med socialrådgiveren i sygedagpengesystemet var sej, og der endte med at gå et halvt års tid inden jeg endelig fik en henvisning til en psykiater.

Ved psykiateren fik jeg stillet diagnosen ADHD, OCD, generaliseret angst og personlighedsforstyrrelse af blandet type. (pyha kan stadig blive helt forpustet af alle de sygdomme..)
Jeg blev herefter henvist ud til OCD og angstcenteret i Risskov, hvor der var 5 måneders ventetid.
Senere hen har jeg så fundet ud af det ikke var ventetid til en reel behandling men en forsamtale. I januar 2012 (vi begynder at nærme os en afslutning) fik jeg brev om stop af min sygedagpenge.

Jeg kom med alt håb om en "hurtig" behandling til samtale ved OCD og angstcenteret. Derimod oplevede jeg nok den mest kliniske og "kolde" person, som i løbet af to samtaler både fik gjort mig maniodepressiv og fysisk hjerneskadet. Jeg tror aldrig jeg har følt mig så syg, og følt mig så misforstået i mit liv.

Jeg kunne selv genkende mig i min ADHD diagnose, har altid haft svært ved at sidde stille og mit hoved føltes lidt som om der er 130 tv kanaler tændt på engang. Men kunne slet ikke genkende mig selv i noget af det hun fremlagde.

Da vores forsamtaler sluttede besluttede hun at jeg skulle henvises til en neurolog og have en MRI skanning (tror jeg det hedder).
Jeg kom herefter på venteliste til behandling på OCD og angstcenteret - ventetiden er ca et år!

Neurologen blev min redning og opstartede mig her for 3 uger siden på ritalin.
Fagre nye verden dukkede op og pillerne havde effekt fra dag et af!

Her lige inden påske skulle jeg så til et sidste møde med min socialrådgiver i sygedagpengesystemet, og var ved godt mod fordi ritalinen virkede så godt.
Der var jo mulighed for forlængelse af sygedagpenge. Men det havde (undskyld udtrykket) kællingen på OCD og angstcenteret sat en grundig pind i hjulet for. Jeg kunne ikke noget som helst før jeg havde været til behandling ude ved dem, så alle døre for forlængelse klappede hårdt i.

Her stod jeg med en klar forbedring i forhold til arbejdsmarked og har nu her tre uger efter ikke haft skyggen af tvangstanker eller angst, når ritalinen virker. Så udover tanken om at skulle tilbage til kællingen på OCD og angstcenteret, virker en behandling ikke særlig relevant.

Så jeg var nede og søge kontanthjælp her i sidste uge.

Nu står jeg så her også kommer mængden af spørgsmål.
Vil jeg kunne passe et job inde for kontorsektoren? - det har jo ikke været det bedste med alle de elevpladser.

Er det værd at vente på et behandlingsforløb ved OCD og angstcenteret (trods min dårlig oplevelse)?

Hvordan kan jeg sikre mig en succesoplevelse, nu hvor medicinen virker, med job?

Skal jeg ind og læse igen? - og hvordan ved jeg at jeg kan klarer det!?

Jeg har på ingen måder råd til at skulle gå igennem en masse afprøvning i kontanthjælpsystemet. Og har egentlig personligt selv behov for der sker noget nu. Hvad er ens muligheder så?
Har virkelig brug for at afprøve mig selv, og finde ud af hvad jeg kan med ritalin, men er ved at miste tålmodigheden med systemet. Så er nærmest klar til at kaste det hele på jorden og søge et job. Er det for dumt eller skal man hellere vente?

Lige en helt anden ting, har været sammen med min kæreste i to år nu og vi kunne godt tænke os det der børn. Men kan ikke klare det med mig på kontanthjælp, så derfor føler jeg mig også en smule presset af det. (uret er gået igang med at ringe) Aner ikke hvordan jeg skal takle det? (oven i alt det andet)
Hvad gør man medicin under graviditet?
- og vil det være for meget forlangt af mig selv at kunne tage et job, samt graviditet samtidig?

Lukker det for nogle tilbud til hjælp med at takle min ADHD, at jeg f.eks. begynder at arbejde?

En sidste bekymring ritalinen virker til ca klokken halv elleve om aften og så er det lidt som at trække et nummer fra tombolaen. Jeg ved ikke om mine 130 tv kanaler kommer tilbage i hovedet med 200 km/t eller om overgangen er flad.
Udover det er hammer svært at håndtere, og jeg ikke ved om jeg kan få hjælp til det?
Så har bare fået den største skræk for alkohol. At alle kanalerne tænder på en gang og jeg allerede er blevet lidt følelses-påvirket af alkoholen lyder på ingen måder som en god cocktail. Nogle gode råd?

Pyha tror vist det var det for nu. Undskylder på foran for diverse stavefejl - er ordblind og godtnok kan mit CD-ord (program der læser op fra computer) tage mange fejl, men ikke alle.