Invalidebil/trivselsbil

[phhmw]

Muskelsvindfonden dokumentere og vi forundres over hvor mange forhindringer der bliver lagt ud i forløbet, af ansatte, som har private holdninger med på job.

phhmw
Spørgsmål, som hvordan du tørre dig i numsen eller hvor mange gange pisser du og skider på en uge er også aktuelle for medborgere der søger om anden hjælp.
https://www.k10.dk/showthread.php?t=40457

https://muskelsvindfonden.dk/artikle...maa-mennesker/

Klumme: Ansæt kun små mennesker!

Eva Christensen
26. sep 2018
Nej, overskriften er ikke udtryk for et nyt, handicappolitisk princip i Muskelsvindfonden. Det er derimod meldingen fra en kommune i en konkret sag om indretning af bil efter bilbekendtgørelsens §13

Manden med muskelsvind, som sagen drejer sig om, havde i samarbejde med Muskelsvindfonden klaget over kommunens afgørelse bl.a. vedrørende bilens højde. Hans nuværende kassebil har en indvendig ståhøjde på 189 cm. I forbindelse med udskiftning af bil afviste kommunen at bevilge en bil med samme højde og anviste en bil med indvendig ståhøjde på 169 cm.

Brugeren: jeg har ansvar for hjælpernes arbejdsforhold

Imidlertid er manden bevilget en BPA (hjælperordning) efter servicelovens §96 og har dermed et ansvar for hjælpernes arbejdsforhold. Han påpegede i klagen, at han således også har ansvaret for, at arbejdsmiljøloven overholdes for hans hjælpere. Han anførte bl.a.:

”I forhold til den manglende højde i bilen er det vigtigt at understrege, at jeg har et arbejdslederansvar for mine hjælpere. Jeg har pligt til at overholde arbejdsmiljøloven og skal sørge for, at de ergonomiske forhold for mine hjælpere er i orden. Når jeg skal have overtøj af og på, have hjælp til at tisse, samt når jeg skal suges, er det opgaver, der tager tid, hvor hjælperen skal løfte, trække i tøj og – især i forbindelse med sugning – håndtere udstyr, som kræver nøjagtighed og koordination. Det er ikke muligt for hjælperen at udføre disse opgaver på forsvarlig vis hverken for mig eller hjælperen selv, hvis vedkommende ikke kan stå oprejst i bilen.”

Han henviste desuden til arbejdspladsvurderingen (APV) for sin BPA, hvoraf det fremgik at:

”Loftshøjden i X’s bil er 190 cm, hvilket betyder, at de fleste af X’s hjælpere kan stå oprejst, mens de arbejder med at suge ham. Både for den ergonomiske belastning og sikkerheden ved suge-arbejdet har det betydning, at hjælperne kan arbejde uden at skulle vride og bøje i nakke og ryg”.

Kommunen: Det er dit ansvar ikke at ansætte høje hjælpere

Kommunen indvendte herefter i en skriftlig kommentar til Ankestyrelsen følgende:

”Vi mener fortsat, at da det er X, der er arbejdsgiver, er det hans ansvar, at arbejdsmiljøet er i orden for de ansatte både i hjemmet og i bilen. Vi mener i øvrigt, at der er en rimelig ståhøjde i den bil, der er bevilget og kan understrege, at det er begrænset, hvilket arbejde omkring X i bilen, der foretages i fuld ståhøjde. Hvis X mener, at det er vigtigt, at alle hjælpere kan stå op i fuld højde, bør han ansætte hjælpere, der ikke er højere, end at de kan stå op i den bil, han vælger at købe.”

Den lader vi lige stå et øjeblik…

Ankestyrelsen: Det er en ommer

Ankestyrelsen mente dog trods alt ikke, at kommunen har hjemmel til at bestemme højden på mandens hjælpere og skrev bl.a. i afgørelsen til brugeren:

”Hvis du selv er arbejdsgiver for dine hjælpere, har du ansvaret for, at arbejdsmiljølovgivningen overholdes. Kommunen har imidlertid ansvaret for, at din bevilling kan dække de nødvendige udgifter til, at arbejdsmiljølovgivningen overholdes både i hjemmet og i bilen.

Vi understreger, at vi ikke har forholdt os til, om den bil, der skal bevilges, skal have en bestemt højde, for at arbejdsmiljølovgivningen overholdes. Kommunen skal sørge for, at den bil, der bevilges, er egnet til dig, herunder at dine hjælpere på forsvarlig vis kan udføre deres opgaver i bilen.”

Sagen blev hjemvist https://www.dukh.dk/Guides-og-Praksi...---Hjemvisning til kommunen til fornyet behandling.

Artiklen er anonymiseret, da brugeren ikke ønsker sin identitet offentliggjort, så længe sagen med kommunen ikke er afsluttet.

TAK, til Muskelsvindfonden

Hilsen Peter

[phhmw]

https://muskelsvindfonden.dk/artikle...-til-stor-bil/

Der skal som udgangspunkt tages stilling til, om man kun har bil på grund af sin funktionsnedsættelse, eller om man også ville have haft bil, hvis man ikke havde haft en funktionsnedsættelse

En række ankeafgørelser, hvoraf kun et fåtal er principafgørelser fra Ankestyrelsen, yder tilsammen en vis vejledning til brug for denne vurdering.

Det er ikke i praksis muligt at sige noget som helst fornuftigt om, hvordan en bestemt person ville have levet sit liv uden funktionsnedsættelsen, og derfor skal der i stedet sammenlignes med ”andre mennesker på samme alder og i samme livssituation”, altså sammenlignes med en slags gennemsnitsperson.

Der findes dog enkelte ankeafgørelser, hvor man alligevel har sammenlignet med personen selv, hvis det har været utvivlsomt, hvordan personens liv ville have været uden funktionsnedsættelsen, f.eks. en afgørelse, hvor det blev vurderet, at en familie kun havde bil på grund af barnets funktionsnedsættelse, fordi familien – bevisligt – havde solgt deres bil, umiddelbart før barnet fik konstateret funktionsnedsættelsen.

Bortset fra en enkelt meget speciel sag er tommelfingerreglen, at personer under 25 år aldrig anses for at have haft bil uden funktionsnedsættelsen. Tilsvarende, også med en enkelt undtagelse, vil personer over 30 år blive anset for altid at have haft bil uden funktionsnedsættelsen.

Heraf kan udledes, at der i vurderingen er en gråzone i aldersgruppen 25-30 år, hvor andre forhold end alderen er helt afgørende for vurderingen, og gråzonens aldersinterval kan i særlige tilfælde udstrækkes yderligere, både op og ned.

Disse andre forhold vil typisk være, om personen er under uddannelse, om personen er enlig og om personen bor i et område med god offentlig trafik. Derimod foreligger der en ankeafgørelse om, at modtagelse af førtidspension ikke udgør et økonomisk grundlag, der er højt nok til at antage, at personen så ville have haft bil uden funktionsnedsættelsen.

Der er en tendens til at antage, at man i tæt befolkede områder vil være ældre, før man anskaffer sig bil, mens man køber bil i en yngre alder, hvis man bor i et tyndt befolket område. Studerende har som udgangspunkt ikke bil, og hvis man bor alene har man sjældnere råd til bil, end hvis man bor alene.

Det fremgår af Socialministeriets Vejledning, at statens takst kan anvendes ved disse beregninger, men det antages i den almindeligste ankepraksis, at denne fremgangsmåde kun er vejledende, og den skal i hvert fald ikke anvendes, hvis den fører til et indlysende forkert resultat, hvilket som regel vil være tilfældet, hvis man har en stor bil.

Den særlige problemstilling ved en stor bil er ikke blot, at den kører færre kilometer pr. liter, men også at den bruger ekstra brændstof, fordi døre er åbne i længere tid ved ind- og udstigning, som tager længere tid, og fordi man med en funktionsnedsættelse ofte bruger sin bil til små ture og bykørsel, hvor den bruger uforholdsmæssigt meget brændstof pr. km, og hvor andre mennesker i øvrigt ville gå eller gå eller cykle. Bilens kørselsmønster bliver derved atypisk, og dette indebærer, at det f.eks. fører til et ukorrekt resultat, hvis kommunen anvender www.hvorlangtpaaliteren.dk hvilket adskillige kommuner gør.

Derfor skal der ske en konkret opgørelse af, hvor langt bilen kører pr. liter brændstof ud fra den konkrete bil og den konkrete persons faktiske kørselsmønster. Dette er fastslået i en række konkrete ankesager.

Med udgangspunkt i en række afgørelser fra navnlig Statsforvaltningen Midtjylland har der udviklet sig en praksis for beregning af befordringsudgifter, der både forekommer korrekt og enkel, og som har bredt sig til mange kommuner.

Statsforvaltningen Midtjylland fik for nogle år siden den ide at tage udgangspunkt i beregningsgrundlaget for de satser, som Skatterådet hvert år fastlægger for det almindelige befordringsfradrag: https://www.retsinformation.dk/Forms...aspx?id=144129 hvoraf det blandt andet fremgår,

at gennemsnitsbilen i Danmark i 2013 kører 13,7 km pr. liter,

at en liter brændstof i 2013 indgår med en udgift på 13,24 kr.,

at statens lave takst for befordring i 2013 udgør 2,13 kr. pr. km, fordelt med 0,97 kr. til brændstof, 0,17 kr. til dæk, 0,74 kr. til reparationer/vedligeholdelse og 0,25 kr. til kilometerafhængigt værditab (afrundede tal).

Socialministeriets Vejledning omtaler befordringsudgifterne i 5 forskellige afsnit: Generelt, i fritiden, til og fra arbejde, til og fra uddannelse og til og fra behandling.

Af samme grund opdeler mange kommuner befordringsudgifterne i disse 5 kategorier i deres sagsbehandling. Dette forekommer unødig indviklet, fordi udgifterne faktisk skal opgøres og beregnes på samme måde uanset kategori. Så herved opdeler man først udgifterne – og lægger dem bagefter sammen igen.

Ud fra ankepraksis opgøres udgifterne til befordring i stor bil derfor således:

A. Hvis det vurderes, at man kun har bil på grund af funktionsnedsættelsen.

I dette tilfælde er al nødvendig kørsel en konsekvens af funktionsnedsættelsen, og den skal derfor beregnes med statens takst på 2,13 kr. pr. km + en korrektion for, at den store bil kører kortere pr. km.

Hvis den store bil f.eks. kører 9 km pr. liter brændstof, mens gennemsnitsbilen kører 13,7 km pr. liter brændstof, så skal udgiften til brændstof på 0,97 kr. pr. km forhøjes til 13,7/9*0,97 = 1,48 kr. pr. km, og hermed bliver statens korrigerede takst 2,64 kr. pr. km.

Faste udgifter, f.eks. til forsikring, skal dækkes særskilt, f.eks. som enkeltudgift, men hvis beløbet er forudsigeligt kan den også indregnes i den løbende merudgiftsydelse.

Udgifter til reparation og vedligeholdelse kan også dækkes særskilt som enkeltudgift, men så skal den faste takst nedsættes med de 0,74 kr. pr. km, der indgik i statens takst til dette formål, fordi den samme udgift ikke kan dækkes to gange. Det vil sige, at kilometertaksten til en stor bil, der kører 9 km pr. liter, og hvor alle udgifter til reparation/vedligeholdelse dækkes særskilt, skal være 1,90 kr. pr. km.

Der kan dog efter omstændighederne og en konkret vurdering modregnes en udgift til kollektiv trafik, som andre mennesker på samme alder og i samme livssituation måtte formodes at have.

B. Hvis det vurderes, at man også ville have haft bil uden funktionsnedsættelsen (men en almindelig bil).

I dette tilfælde skal al nødvendig kørsel til formål, der alene skyldes funktionsnedsættelsen dækkes med statens takst, korrigeret for ekstraudgiften til en stor bil, altså i det konkrete eksempel 2,64 kr. pr. km.

Det samme gælder kørsel, hvor andre mennesker, f.eks. på grund af kort afstand, ville gå eller cykle, men hvor man er nødt til at køre i bil på grund af funktionsnedsættelsen.

Kørsel til formål, hvor man også uden funktionsnedsættelsen ville have kørt i bil, men altså i en almindelig bil, dækkes i det nævnte eksempel med 0,51 kr. pr. km, svarende til at det er dyrere at køre i den store bil.

Hvis forsikringen eller reparation/vedligeholdelse er dyrere med den store bil end med en almindelig bil, er disse udgifter også en merudgift som følge af funktionsnedsættelsen, og forskellen skal indgå i beregningen.

Generelt beror reglerne om, hvornår man ville have haft bil i forvejen på konkrete vurderinger og er ikke nedskrevet, men af en række ankesager kan reglerne opfattes som ovenfor beskrevet.

Desuden er der i praksis forskelle fra kommune til kommune, fordi det ikke er enhver merudgift, der kompenseres, men kun nødvendige merudgifter, og ordet “nødvendig” er på ingen måde en objektiv størrelse.

https://muskelsvindfonden.dk/wp-cont...ter-af-bil.pdf

Bekendtgørelse om Skatterådets satser for 2013 vedrørende fradrag for befordring mellem hjem og arbejdsplads og udbetaling af skattefri godtgørelse for erhvervsmæssig befordring

Hilsen Peter