Kan det virkelig være rigtigt?

[tumnus]

Tænker på om man kan få sagsbehandleren til at skrive under på at de tager ansvar for enhver forværring af din tilstand og enhver følgevirkning af birvikninger.

Ellers ville jeg osse få en henvisning til psykriatiker - har selv været sendt til kommunens psyolog hvor jeg osse valgte at få henvisning til uvildig psykolog i stedet

[curls]

Sådan mfc83 ! Det er gode ord, du har skrevet, så andre bedre kan sætte sig ind i din situation...

[hboegelund]

jeg synes virkelig at sådan en situation er et paradoks!!!!

Jeg lider selv af angst for at indtage medikamenter og sågar visse fødevarer! HVIS kommunen vil have at man skal tage medicin man ikke tør, så BURDE det vitterlig være en menneskeret I DET MINDSTE at få hjælp til at komme af med sin angst for at tage medikamenter INDEN de tvinger den ned i halsen på en sammen med truslen om at tage ens penge fra en!!

Det er simpelthen noget af det mest usmagelige jeg længe har hørt!!

Jeg føler virkelig med dig og den kamp du skal kæmpe! Jeg holder på at man skal have et værdigt liv og retten til at sige nej til nogle ting, selvom man er syg og selvom man ikke kan tjene sine egne penge! Staten ejer da ikke en bare fordi de må hjælpe med at forsørge en!!

[Vovse]

mfc83, du skriver, at du har prøvet flere slags medicin, det må fremgå af nogle lægepapirer.
Skynd dig at få aktindsigt hos de læger der har ordineret medicinen til dig.

Tag kopi af disse lægepapirer, aflever dem personligt på kommunen, eller få en til at gøre det for dig.
Men det er vigtigt at i får en kvitterig på, at det er modtaget på kommunen.

Dette vil være dit bevis på, at disse slags medicin er afprøvet, d.v.s., at der ikke længere er lige så mange behandlingsmuligheder tilbage, om nogen.

Jeg er på fp p.g.a. ryggen, hvis en neurokirurg havde skrevet, at en ganske ufarlig op kunne gøre mig fuldt arb.dygtig, så havde jeg ikke fået fp før denne op var afprøvet.

Der må ikke tildeles fp før behandlingsmulighederne er udtømte.

[gråt]

Det er min holdning at jeg gerne vil have medicin hvis jeg tror på at de gavnlige virkninger for mig er større end de modsatte. Hvem vil ikke det, uanset lidelse? Det må dog være et valg man selv har ret til at træffe. Hvis dette skulle vise sig ikke at være tilfældet tror jeg at der må være nogle menskerettigheder der ikke overholdes. Danmark har da også tilsluttet sig FN's handicapkonvention, der i artikel 14 omtaler rettigheder i den retning.

http://www.lap.dk/holdninger/artikle...d-medicin.html

Om man så kan sige at trusler om at fratage en person sit økonomiske eksistensgrundlag, hvis ikke en bestemt behandling følges, kan kaldes tvang, ved jeg ikke.

Min egen læge har flere gange understreget det er lægen der står for min behandling. Kommunen kan mene hvad de vil, og komme med alle de gode råd/tilbud de vil, men det er egen læge der varetager behandling. Jeg har selv på et tidspunkt været henvist til en psykiater af egen læge. I det tidsrum jeg gik hos denne, var denne så egen læge inden for den lidelse jeg var henvist for.

Har selv fået lamotrigin i mange år. Hvis det kan hjælpe dig, vil jeg ikke være den der råder dig fra at prøve det. For mig har det virket bla. på min angst, uden at jeg dog er blevet fuldt arbejdsdygtig af det.

Jeg syntes dog at det er vigtigt at holde fast i at det må være dig eller mig som patient, der har valget. Så hvis du har kræfterne, kan jeg kun anbefale dig at holde ryggen ret i dette spørgsmål og tage en snak med din egen læge om hvad i mener er bedst for dig.

Så må samfundet leve med os som vi er. Man snakker jo inden for sportens verden meget om, ikke at dope deltagerne for at de kan præstere mere. Hvorfor skal vi andre så finde os i det, hvis lysten, modet eller bivirkningerne gør at vi hellere vil klare os uden eller med mindre "doping"??

Kunne ikke lade være med at oprette mig som bruger og kommentere dit, for mig, meget aktuelle indlæg da jeg så det. Held og lykke

[Engel]

Det er helt sten sikkert at en psykolog ikke har ordineret nogen form for medicin, ordinationsretten ligger hos læger, her i landet !
Så nej, psykologen har ikke ordineret noget som helst !

Det er muligt at en psykolog siger at medicin er en god ide, og så er der altså en læge der skal tage stilling til det, og gøre det under lægens eget ansvar.
Men der udleveres simpelthen ikke medicin her i landet uden at der har været en læge ind over.
Alt receptpligtig medicin der ikke er ordineret af en læge, og udleveres andet sted en hospital eller apotek, må sidestilles med den handel der finder sted på gadeplan, og er således ulovlig.

---

Jeg forstår godt en psykolog kan have svært ved at arbejde med mennesker der er meget hæmmede, uden at det forsøges gjort samtidig med medicinsk behandling.

At man ikke vil have medicinen, er jo en ærlig sag.
Alle beslutninger har en konsekvens, og den må man så opveje mod det ubehag der er ved ikke at få medicin.

Hvis man ikke ønsker at indgå i et samarbejde om sin sag, er kommunen velkommen til at lukke for kassen, og det er der jo som sådan ikke noget galt i.
Derfor er det ærgerligt når mennesker på baggrund af deres angst, ikke ønsker det ene eller andet, og faktisk på den baggrund sætter sig selv i en meget værre situation end den de kom fra.

Men hvad skal man gøre ved det, der er jo nok ikke så meget at gøre hvis folk på forhånd har meldt fra i forhold til at udvikle sig til noget andet, end det rod de siddder i !!!

[Ninja]

Oprindeligt indsendt af Engel

Det er helt sten sikkert at en psykolog ikke har ordineret nogen form for medicin, ordinationsretten ligger hos læger, her i landet !
Så nej, psykologen har ikke ordineret noget som helst !

Det er muligt at en psykolog siger at medicin er en god ide, og så er der altså en læge der skal tage stilling til det, og gøre det under lægens eget ansvar.
Men der udleveres simpelthen ikke medicin her i landet uden at der har været en læge ind over.
Alt receptpligtig medicin der ikke er ordineret af en læge, og udleveres andet sted en hospital eller apotek, må sidestilles med den handel der finder sted på gadeplan, og er således ulovlig.

---

Jeg forstår godt en psykolog kan have svært ved at arbejde med mennesker der er meget hæmmede, uden at det forsøges gjort samtidig med medicinsk behandling.

At man ikke vil have medicinen, er jo en ærlig sag.
Alle beslutninger har en konsekvens, og den må man så opveje mod det ubehag der er ved ikke at få medicin.

Hvis man ikke ønsker at indgå i et samarbejde om sin sag, er kommunen velkommen til at lukke for kassen, og det er der jo som sådan ikke noget galt i.
Derfor er det ærgerligt når mennesker på baggrund af deres angst, ikke ønsker det ene eller andet, og faktisk på den baggrund sætter sig selv i en meget værre situation end den de kom fra.

Men hvad skal man gøre ved det, der er jo nok ikke så meget at gøre hvis folk på forhånd har meldt fra i forhold til at udvikle sig til noget andet, end det rod de siddder i !!!

Som jeg også skrev tidligere, så ER der jo den mulighed, at medicinen rent faktisk virker!!! Tænk nu HVIS den gjorde, så ville det jo være fantastisk.

Selvom jeg er førtidspensionist, så har jeg da stadig et lille håb om, at der kom en pille på marked der kunne gøre mig rask. Hvor sejt ville dét ikke lige være. Tænk at kunne gå op på kommunen og sige ''hey, jeg er rask....og nu skal jeg arbejde til jeg segner og tjene en masse fede penge og møde en masse fede mennesker og endelig komme ud af hjemmet!!!!
Det ville jo være som at vinde i lotto!!!!

[gråt]

Hej Engel.

Jeg mener jo sagtens at man kan ønske at samarbejde om at blive rask, og så stadig have ret til selv at have medindflydelse på hvilken behandling der er mest hensigtsmæssig/ønskelig. Derfor er det også bedst at dette samarbejde foregår sammen med egen læge, der ikke burde have økonomiske interesser i hvilken behandling der vælges.

Om medicinen er gavnlig for sygdomme der ikke kan måles på med en skydelære, kan jo kun måles på feedback fra patienten. Det kan heller ikke være rimeligt at man skal være "forsøgskanin" i det uendelige..

Og ja det er vel rimeligt at det har konsekvenser ikke at ville samarbejde. Det mener jeg dog ikke at kunne læse er tilfældet her..

Jeg er og har nu også altid været så blåøjet at jeg tror mere på at motivere folk end at tvinge dem, også når det gælder behandling af bla. angst

[Ninja]

Præcis! Men jeg indrømmer så også, at man ikke som JEG behøver at afprøve medicin i 17 år for at konkluderer at det ikke hjælper

Jeg burde nok have smidt håndklædet i ringen NOGET tidligere, hahahaha...

[mfc83]

Jeg synes rigtig godt om ideén med at kontakte min egen læge, og blive henvist til en psykiater..og så snakke med denne om det. Det tror jeg at jeg vil gøre.

Til Engel: I min sag er det afprøvet med medicin og psykologbehandling samtidig op til flere gange..derfor kan jeg ikke se nogen idé i at skulle forsøge endnu en gang..Ja jeg erkender at jeg har angst for at indtage medicin..men der er flere grunde til at jeg denne gang vælger at sige nej tak. Jeg synes der går en grænse for hvornår nok er nok..som Gråt skriver så har jeg heller ikke lyst til at være "forsøgskanin" forever... Ja det kan måske godt være at det ville virke denne gang, måske ikke...skal jeg så også give det en chance med den næste pille, som de muligvis mener vil hjælpe? Det jeg gerne vil frem til er...hvor går grænsen?

Jeg er villig til at samarbejde med kommunen, men ikke for enhver pris. Efter utallige forsøg på medicinsk behandling burde det være en menneskeret selv at have muligheden for at sige stop. Man kan så diskutere om det så er okay at de lukker kassen i. men ja, alting har jo en konsekvens. Jeg mener bare at der burde være andre muligheder for at komme angsten til livs. Det kan godt være det tager længere tid uden medicin, men er det ikke også underordnet så længe personen er villig til at kæmpe for det, og der rent faktisk er en mulighed for at der kommer et positivt resultat ud af det i sidste ende?

Jeg vil forfærdelig gerne af med min angst, men jeg vil stadig også have lov til at sige fra til noget som jeg ved, jeg ikke kan stå 100% inde for.

Jeg føler slet ikke at jeg har meldt fra i forhold til at udvikle mig til noget andet. Jeg tror bare på at der er andre muligheder end lige medicin. Men igen så er det en holdningssag. Jeg føler først at jeg har givet op den dag jeg foretager mig noget mod min egen vilje.

Jeg synes bare det er utroligt sørgeligt at der er så mange der har følt sig presset til en behandling de ikke havde lyst til, men har været nødsaget til det, for at modtage en ydelse til at overleve for.....det er jo virkelig et problem.... jeg mener.. der er mange der grundet en psykisk lidelse, kæmper nok i forvejen for at blive "godkendt" af samfundet generelt.. det kan simpelthen ikke være rigtigt at man så skal underkaste sig enhver behandling for også at blive "godkendt" af kommunen..

Som sagt før så er jeg overbevist om at der er mange der har gavn af at være i medicinsk behandling. Jeg er bare kommet til det punkt hvor jeg simpelthen ikke tør eller vil mere.