Hvorfor må man ikke selv søge FP?

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af Evaave

Hvis jeg skal noget vigtigt mandag kl. 10, så falder jeg i søvn kl. 04 søndag nat fordi jeg er bange for at komme for sent og bange for ikke at kunne klare det jeg skal...ja og så er jeg hamrende træt både fysisk og psykisk. Jeg kan ringe 1 time før jeg skal til familietamtam og sige at jeg ikke kommer alligevel fordi jeg ikke kan overskue det....

Jeg kan godt se, at den er svær (ikke at jeg helt forstår det, for jeg har aldrig prøvet at have det helt sådan), men m.h.t. en arb.prøvning er det vigtigste, at du møder op.

Du behøver ikke at blive der, du behøver ikke at præstere noget når du er der, du kan gå hjem igen når du har vist flaget.

Hvis du er forsinket, så ring til dem og sig det, så de ikke tror at du bare bliver væk.

Men uanset hvad, så er dagbog møg hamrende vigtig, for hvis noget går skævt, så skriver du lidt om det i dagbogen, så du kan dokumentere hvad der er sket o.s.v.

Hvis du har en mp3'er kan du evt. indtale din dagbog på den, så kan du skrive det ned på et andet tidspunkt.
Og skulle det kikse helt med at få det skrevet, så kør hele dagbogen (fra mp3'eren) over på en skive eller usb-nøgle og aflever den til sb i stedet for en skreven dagbog.

Den har jeg aldrig tænkt på før, men hvis man har et handicap der gør, at man ikke kan skrive dagbog, så burde denne metode jo kunne bruges.

[Karo]

Oprindeligt indsendt af Evaave

.
...Jeg er meget kreativ...ha ha, jeg maler og tegner i et væk hvis jeg kan få plads og ro til det, men det har aldrig udløst angst eller paranoia, det er de omkringliggende stressfaktorer, der giver mig angst..

Evaave,
det er ikke kreativiteten som udløser angsten, med det er kreativiteten som gøre at mens du befinder dig i angsttilstand dine forestillinger blive stærkere end hos en ikke kreativ person som også lider af angst eller ADHD.

[FrkNorden]

[QUOTE=Evaave;166658]I er så søde allesammen og mange tak for feedback.

VOVSE; Ja jeg må vente og se, hvad der sker på næste møde. Det der hidtil er sket over de 3-4 møder vi har haft er, at hun har set, at jeg går mere og mere ned fordi jeg har et indre pres og det er uden at hun egentlig har presset mig til noget. Jeg vil bare så gerne vise mine bedste sider, men får stress, når jeg føler at jeg skal præstere noget. Hun ville f.eks. gerne have at jeg selv var med til at finde et sted, hvor jeg skulle arb. prøves, men det kan jeg ikke, jeg kan slet ikke overskue det. Sidste gang sagde hun, at hun slet ikke troede, at jeg kunne gennemføre en prøvning og at det så ville være formålsløst. Jeg sagde til hende, at jeg jo ikke rigtigt kunne komme videre uden en arbejdsprøvning og at jeg heller ikke selv mente at kunne gennemføre en, men at jeg stadigvæk gerne ville, da jeg jo selv er nysgerrig efter at se, hvad jeg reelt kan og ikke kan. Jeg håber jo stadigvæk i mit stille sind, at der bare er en eller anden lille bitte hylde, hvor jeg kunne passe ind.

Jeg ved godt, at man skal være mødestabil, men det er sådan set et af de allerstørste problemer, som jeg har haft hele livet. Jeg er blevet fyret fra så mange steder grundet min ustabilitet...hvad pokker skal jeg stille op? Jeg kan jo ikke ændre de sider i mig uanset hvor meget jeg ville ønske, at jeg kunne. Jeg kommer mere eller mindre konsekvent for sent og det er fordi jeg ikke vil stresse mig selv, men det bider sig selv i halen, for det er også en stress-faktor at komme for sent.

Hvis jeg skal noget vigtigt mandag kl. 10, så falder jeg i søvn kl. 04 søndag nat fordi jeg er bange for at komme for sent og bange for ikke at kunne klare det jeg skal...ja og så er jeg hamrende træt både fysisk og psykisk. Jeg kan ringe 1 time før jeg skal til familietamtam og sige at jeg ikke kommer alligevel fordi jeg ikke kan overskue det....heldigvis har min familie forståelse for min sygdom og har accepteret det...de fleste af dem i hvert fald. Det er blot for lige at give et billede af, hvordan jeg fungerer...eller mangel på samme.

Det med dagbogen er en rigtig god ide, men jeg er en abe til at få det gjort, jeg er til gengæld god til at tage billeder af mit hjem, så man kan se hvornår og hvor meget det flyder, når jeg er ophængt og stresset.



Åhhh, hvor jeg bare genkender LIGE PRÆCIS det du skriver her. Jeg har det på akkurat samme måde. Det er også én af de ting jeg frygter mest i min arbejdsprøvning... Ikke at sove fordi jeg skal op til et vist tidspunkt. Jeg arbejder på det - men syntes ikke rigtig jeg kommer nogle vejne. Kom for sent til en tidlig morgenaftale hos psykiasteren pga det. jeg var fuldstændig ødelagt i den tid jeg sad hos ham OG resten af dagen. Jeg HADER at komme for sent. Jeg hader at føle jeg spilder andres tid og hader den følelse af at skuffe mig selv.... Han syntes bare det var fint at se min reaktion, for indtil da havde han jo bare HØRT om det...

Jeg får fysisk ondt i kroppen når psyken driller - og jeg skulle hilse at sige at det jo ikke er så smart når det er psykisk man er syg

Pas nu på dig selv

[Evaave]

KARO; Så er jeg med på hvad du mener...og du har helt ret.

FRKNORDEN; Det er rart at vide, at man ikke er ene om at have det sådan, men jeg ville ønske for os begge og alle andre der har det sådan, at vi ikke havde det sådan.

Det er sjovt, at du nævner det med at din psyk. gerne ville se hvordan du havde det, da der jo er forskel på det sagte og det gjorte, som du selv nævner. Min konsulent sagde også ved første møde, at det ikke var fordi hun ikke troede på de ting jeg sagde, men at hun jo ikke kunne sætte sig helt ind i det, når hun ikke kunne se på mig, at jeg havde det skidt. Heldigvis, hvis man kan sige sådan, så har hun ved de sidste 2 møder set, at jeg får det dårligere og dårligere og sidste gang sagde hun, at hun blev ret påvirket af, hvor dårligt jeg egentlig har det. Hun er rigtig sød og hun gav mig et ordentligt kram, da jeg skulle gå. Det er dejligt, når de fremmede mennesker man sider og krænger sin sjæl og sit liv ud til udviser forståelse og empati. Jeg er gået fra sagsbehandlere, der ikke har udvist noget som helst andet end tydelig irritation og nedladenhed...det gør ondt.

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af FrkNorden

Åhhh, hvor jeg bare genkender LIGE PRÆCIS det du skriver her. Jeg har det på akkurat samme måde. Det er også én af de ting jeg frygter mest i min arbejdsprøvning... Ikke at sove fordi jeg skal op til et vist tidspunkt. Jeg arbejder på det - men syntes ikke rigtig jeg kommer nogle vejne. Kom for sent til en tidlig morgenaftale hos psykiasteren pga det. jeg var fuldstændig ødelagt i den tid jeg sad hos ham OG resten af dagen. Jeg HADER at komme for sent. Jeg hader at føle jeg spilder andres tid og hader den følelse af at skuffe mig selv.... Han syntes bare det var fint at se min reaktion, for indtil da havde han jo bare HØRT om det...

Jeg får fysisk ondt i kroppen når psyken driller - og jeg skulle hilse at sige at det jo ikke er så smart når det er psykisk man er syg

Pas nu på dig selv

Som du har oplevet, at det kan være en fordel, at psyk. ser dig når du har det slemt (værst?), ligeså kan dette være en fordel i en arb.prøvning.

Og i arb.prøvningen er det vigtigste, at man møder op, ikke hvor længe man bliver der, så når først man har vist flaget og de har set "giraffen", så kan man gå hjem igen og pleje sig selv.

Og hvis du f.eks. skal møde kl. 8, men først er faldet i søvn kl. 5 og vågner kl. 8, så start med at tage telefonen og ring til arb.prøvningsstedet, fortæl som det er, at du har sovet elendigt p.g.a. nervøsitet (eller hvad det nu er) og først lige er vågnet, lov dem, at du kommer lige så snart du har fået tøj på.

Og husk så, at skrive om det i dagbogen.

[marianne1959]

Oprindeligt indsendt af Evaave

Jeg har nu været på kontanthjælp i 10 år.

Hele mit liv er jeg hoppet fra den ene udd. til den anden og det samme gælder jobs. Har max. været div. steder 1 år...og det er faktisk lidt overdrevet.

For 1½ år siden fik jeg diagnosen ADHD. Det hjalp mig til at forstå forskellige ting omkring mig selv. I forbindelse med min diagnose fandt jeg ud af, at den eneste løsning for mig er at få en FP...desværre. Eller det vil sige, jeg er afklaret med det faktum, at jeg ikke er i stand til at arbejde som andre mennesker og at jeg ikke orker at blive kastet mere rundt i systemet. Pt. er jeg gået helt ned, spiser ikke, sover ikke, ryger 60 smøger om dagen, kan knap passe min familie osv. Men systemet har ikke accepteret, at jeg ikke kan mere. Jeg er 33 år og har hovedet skruet godt sammen, jeg virker ressourcestærk og er enormt velformuleret og har stor selvindsigt. Det er åbenbart nok til, at de finder mig "uværdig" til en FP.

Det der undrer mig er, at jeg nu snart af utallige sagsbehandlere, jobkonsulenter og min egen læge får fortalt, at man ALDRIG selv må bede om FP. Det er da den værste omgang høm høm, jeg endnu har hørt. Det vil altså sige, at de nedgør ens egen evne til at tage stilling til sig selv. Kan det virkelig passe?

Da jeg så i sidste uge tog min støttekontakt person fra kommunen med til min læge og hun for en gangs skyld kunne se, at jeg var så langt nede i kælderen, kunne jeg endelig langt om længe få hendes ord på...og på papir om at hendes vurdering er, at jeg skal indstilles til pension.

På papiret står der dog, at hun mener, at jeg skal arbejdsprøves så jeg kan få pension. Det er jo selvfølgelig fordi hun ved, at jeg ikke kommer udenom en sådan prøvning, da jeg ikke er fysisk ramt og at man derfor ikke skal tage hensyn til det. Hun sagde, at ved en arbejdsprøving skulle jeg blot komme det jeg magter og hvis ikke jeg kunne være der, så måtte jeg gerne gå hjem. Så er det bare, at jeg synes at have fået fortalt på kommunen op til flere gange, at hvis man ikke kommer nok til en arbejdsprøvning, så kan man risikere at skulle tage den ene prøvning efter den anden, da der ikke er reelt grundlag for at lave en vurdering af arbejdsindsatsen. Jo jo tænker jeg, men hvis man ikke kan gennemføre en prøvning, så er det nok fordi man ikke evner det...og hvad sker der så, er man så blot en lus klemt fast i en kæmmekam?

Hvor stor betydning har det for en FP ansøgning, at ens læge vurdere, at man skal tildeles en sådan? Og er det bedst at jeg selv sætter en FP ansøgning igang efter, at jeg har været i en arbejdsprøvning? Jeg kan slet ikke overskue at skulle ud et eller andet sted, men det lader til, at der ikke er nogen vej udenom, jeg går bare ned af alt det her ****.

Jeg er helt igennem ulykkelig. Der mangler en grædesmiley_ _ _

Man kan godt søge selv om FP. Men så vurderer de "kun" ud fra de akter som er der pt. Og det tror jeg ikke vil gavne dig i din situation..

[MTVRV1]

en sagsbehandler ser helst vi kan starte på 37 timer og ud af systemet så hurtig som muligt
derfor skal man alså sætte en grænse uden at man ikke vil medvirke

startede selv på 15 timer i arbejdsprøvning og det havde jeg selv sat
det var så bare alt for meget og endte op med 5 timer til sidste

men troede selv fuldt og fast på jeg udmærket kunne klare 15 timer på det tidspunkt

[Vovse]

Uanset hvilket timetal sb "aftaler", så skal man være super god til, at sige fra når ens grænse er nået.

Ellers komme afprøvningen jo til at give et helt forkert billede.

[FrkNorden]

MTVRV1... Ja det er jo deres hovedformål...

Jeg har sagt ja til 12-15 timer og så må vi tage den derfra. Allerede nu er jeg skeptisk, men det har jeg kun sagt til min familie. Jeg ønsker selvfølgelig at give det en reel chance og hvis min psykiater mener han kan hjælpe over mine hurdler, så må vi prøve det og de hvad der sker...

Vovse - det der med at sige fra er jo et af mine største problemer. Jeg kør på indtil jeg kører ned... har ALTID gjort det. Og det er det min psyk mener han kan hjælpe mig med at blive bedre til... Åhh ha, det ER ikke let at være syg

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af FrkNorden

MTVRV1... Ja det er jo deres hovedformål...

Jeg har sagt ja til 12-15 timer og så må vi tage den derfra. Allerede nu er jeg skeptisk, men det har jeg kun sagt til min familie. Jeg ønsker selvfølgelig at give det en reel chance og hvis min psykiater mener han kan hjælpe over mine hurdler, så må vi prøve det og de hvad der sker...

Vovse - det der med at sige fra er jo et af mine største problemer. Jeg kør på indtil jeg kører ned... har ALTID gjort det. Og det er det min psyk mener han kan hjælpe mig med at blive bedre til... Åhh ha, det ER ikke let at være syg

Det er svært at sige fra, det tror jeg det er for alle, der skal i en arb.prøvning.

Men du skal huske, at hvis du f.eks. arbejder 16 timer pr. uge i arb.prøvningen, så er det det du bliver bedømt på og det du forventes at kunne klare fremover.

Tænk på det hver gang du bør sige fra.

I en arb.prøvning er det ikke meningen, at du skal vise hvor meget smerte du kan klare, du skal "kun" vise hvor meget du kan arbejde.
Sagt af min meget rare og fornuftige konsulent hos anden aktør.