Hjælp! Min sagsbehandler ødelægger mig.

[mullamulla3]

Hej

Jeg håber virkelig at du/i vil tage jer tid til at læse mit indlæg, da jeg virkelig har brug for hjælp.

Jeg er 23 år, blev vurderet aktivitetsparat pr. 1 januar 2014.

Kort fortalt om mig:
Jeg droppede ud af skolen som 13 årig pga. en slem depression, og har i det store hele ikke været i gang med noget siden. Jeg har været tilknyttet psykiatrien on/off siden. Jeg får Sertralin (Anti-depressiv medicin) og har fået det siden jeg var 13 år.
Mit liv har været møg elendigt for at sige det mildt, og det er nok det som gør at jeg har det som jeg har det i dag. Jeg lider af kronisk angst, depression der kommer og går. Jeg har svært ved at være sammen med andre, det er nærmest umuligt for mig.

Er næsten lige startet op på psyk. igen og jeg ved på nuværende tidspunkt ikke helt hvad der skal ske. Er startet op i ny medicin ved siden af sertralinen, og man venter lige nu på at se om medicinen vil hjælpe mig.

I sommers fik jeg en ny sagsbehandler, som jeg var til møde ved 2 gange, hvor jeg derefter søgte om en ny sagsbehandler da han var direkte modbydelig over for mig.
Min tidligere sagsbehandler var meget sød og forstående og hun bekymrede sig oprigtigt for mig, da jeg lukkede op overfor hende og fortalte om mine nærmest daglige selvmordstanker.

Ham jeg fik efter hende var fuldstændig ligeglad med min psykiske tilstand, og selv da jeg brød grædende sammen overfor ham, tog han sig ikke af det. I stedet gloede han ind i hans computer, og kiggede ind i mellem over på mig (som er du snart færdig med at tude).
Han sagde at de kunne ikke blive ved med at lade mig gå og at de snart skulle have mig ud i noget, for jeg skulle jo gøre noget for at få mine penge.

Problemet er bare at jeg er ude af stand til at gå i gang med noget. Jeg kan ikke fungere ude blandt mennesker, jeg kan ikke engang fungere hjemme hos mig selv.

Jeg fik så en ny sagsbehandler, som jeg har været til møde hos i dag. Hun er desværre lige så modbydelig som ham, og nu ved jeg ikke hvad jeg skal stille op.

Hun spurgte ind til hvordan jeg har det, og jeg fortæller at jeg har det rigtig skidt og at jeg sover det meste af dagen væk, hvortil hun svarer "Man kan jo ikke sove hele dagen". Jeg prøver så at forklarer hende at når man har en depression, så kan man godt sove hele dagen. Det gider hun ikke høre på og spørger derefter hvad jeg har af hobbyer, dertil svarer jeg at jeg har ikke nogen og det gør hende åbenbart halv sur, hvortil hun svarer "Ej du må jo have nogen hobbyer" i en meget vred og nedladende tone.

Jeg har det helt forfærdeligt. Mit humør ryger op og ned flere gange om dagen - Det ene øjeblik kan jeg have det okay godt, og pludselig bryder jeg ud i gråd uden at vide hvorfor. Jeg har ofte selvmordstanker og har ufattelig svært ved at få noget som helst gjort. Mine dage går primært med at holde mig selv i live, for min families skyld.

Jeg prøvede at forklarer hende disse ting, men hun har absolut ingen følelser og siger at: "hun kan ikke blive ved med at retfærdigører over for lovgivningen at jeg intet laver.", ja det var nøjagtig det hun sagde.

Jeg har siden 2014 haft mentor, som jeg har haft SMS kontakt med en gang ugentligt. Grunden til at kontakten kun er SMS, er fordi jeg har svært ved at mødes med nogen, hvilket jo er en af mine problemer. De har også gået med til at det bare var SMS kontakt. Min nye sagsbehandler sagde så i dag at det var slut nu, og at jeg skal mødes med hende fremover og finde ud af hvad jeg godt kunne tænke mig at komme ud i.

Jeg forlod mødet i dag fuldstændig ødelagt. Tog direkte hjem, lagde mig under dynen og græd mig selv i søvn. Nu er jeg så vågnet her til aften, stadig fuldstændig fortvivlet over min situation. Hver gang jeg forlader jobcentret er det med stærke selvmordstanker. Problemet er jo at jeg er så bange for at miste mine penge hvis jeg ikke gør som de siger, men jeg føler jo ikke jeg er i stand til det. Man føler næsten man ville gøre dem en tjeneste hvis man tog livet af sig selv, men hvis jeg tager livet af mig selv skader jeg bare min familie i stedet.

Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre. Jeg frygter at de vil sende mig ud i noget jeg ikke er i stand til og jeg frygter at skulle mødes med min mentor.

Desuden føler jeg også at de bevidst har sat "onde" sagsbehandlere på mig for at piske mig i gang. Det virker heller ikke til at de tror på at jeg har det dårligt.

Kan de tvinge mig ud hvis jeg psykisk ikke er i stand til det? Og SKAL jeg mødes med mentor?

Jeg håber virkelig at der er nogen af jer der kan hjælpe mig med nogle svar.

Og tusind tak fordi du tog dig tid til at læse mit indlæg