Et skridt i den rigtige retning...

[Andersine85]

Vil lige sparke ind med kommentaren ift. "ymerparagraffen" - ja, det er en klassisk ymer det her! Og sådan set det der er meningen, selvom vi i dette tilfælde måske nok mener, at afklaringen skulle kunne klares på 26 uger!

Om du skal klage eller ej kan jeg ikke svare på, men synes kun du skal gøre det, hvis du har energien og synes det handler om princippet.
For udfaldet i sidste ende bliver nok ikke så anderledes, og du kan som sagt altid søge på det foreliggende, hvis du ender med at blive "syltet" på ledighedsydelse.
Jeg tror ikke jeg ville klage hvis det var mig - mest fordi jeg er bekymret i fald du får medhold - og der så sker "et eller andet" - sådan at du ikke vil nå at være afklaret indenfor de 26 uger, og at du så på en eller anden måde ender uden for ymeren... For nu her har du i hvert fald et anstændigt forsørgelsesgrundlag, og det hjælper i hvert fald ikke på presset og stressen af have en volddårlig økonomi...

Men som sagt, gør hvad mavefornemmelsen siger!

[jasch]

håber det møde gik ok idag...

[FrkNorden]

Hej igen....

Hmm... Man kan vist godt sige min sag har taget en uventet drejning. Siden jeg fik det brev ang fleks bevilling i lørdags har jeg været ude i noget af en rutchebanetur med flere op og nedture end jeg havde regnet med... Især det sidste døgn har krævet meget følelsesmæssigt...

Well... Snakkede i mandags med ham IT gutten ang det brev - og han fik endda en kopi af det. Han læste det og var inde og finde andre fleks bevilligede i systemet - og der er åbenbart ikke så meget at komme efter. Han gav mig ret i at det sparrer penge for kommunen, men at det selvfølgelig gøres i "god tro" om at sikre min forsørgelse. Alt andet i brevet skal jeg i princippet bare se bort fra i øjeblikket. Jeg fortalte jo at jeg følte jeg havde fået lagt et ubeskriveligt pres på mine skuldre, pga denne visitation, hvortil han sagde at det mente han ikke var nødvendigt! Efterfølgende prøvede jeg at lægge brevet lidt fra mig og tænker på at jeg jo har NÆSTEN 4 uger tilbage hvis jeg vil klage over stoppet!

Tirsdag skulle jeg jo til den her rundbordssamtale/team møde. DRØNNERVØS sidder jeg pænt på min plads og venter. Blir hentet over 20 minutter for sent, så neglene var ret flossede... På vejen til mødelokalet forklarer min jobkonsulent hurtigt hvad der skal ske - og hun tager fat i min arm, og siger det hele nok skal gå! Kommer ind i rummet og der sidder IT gutten, en psykolog, en fysioterapeut og så sociallægen. Det var ikke ham jeg havde regnet med - han havde tydeligvis ferie.

Min jobkonulent starter med at fortælle hvad de har snakket om til deres "for-møde"... Altså mine diagnoser, min historik og min indsats på reva... Jeg husker ikke så meget af det, for som altid går der en klap ned, når jeg er til sådan noget "officielt" noget! De andre fortæller hurtigt hvad deres rolle i dette egentlig er. Det virkede meget tilforladeligt det hele... Men jeg RYSTEDE! Og tårene sad på lur hele tiden. Og så skete der det der fuldstændig har væltet min verden det sidste døgn....

De mener ikke jeg skal ud i længerevarende afklaring - og slet ikke at jeg skal ud i ekstern praktik... De mener tværtimod min afklaring skal stoppe inden for kortere tid... FORDI de vil anbefale mig til førtidspension!!!! Jeg hørte ikke så meget mere - andet end lidt støj og nogle få ord ind i mellem og jeg græd og græd.... Bare at sidde og skrive dette, får mig til at græde igen....

De mener jeg har prøvet SÅ mange gange at begå mig på arbejdsmarkedet. Ca. 18 job på lidt over 10 år, mener de taler sit helt klare sprog. De mener at mine diagnoser hver især er slemme - men at dem alle sammen fælles er ødelæggende, hvis man samtidig skal klare sig i et hårdt arbejdsliv. De mener at jeg skal satse på at få lidt kvalitet i mit liv frem for disse evige kampe. Og de mener at jeg fortjener ro i mit liv.

Jeg blev overrasket, usikker, nervøs, frustreret, ulykkelig og en MASSE andet!! Jeg har slet ikke ord for alle de følelser jeg har gennemlevet siden da. De vil gerne følge mig hele linien ud, så i morgen skal jeg til møde med min jobkonsulent om hvordan det videre skal forløbe. Hun vil også snakke med mig om hvad jeg evt kan få brug for for at forlige mig med at det faktisk er sådan det skal ende...

Vi snakkede om det her med at jeg KUN er 35. At jeg vil tjene penge, kunne rejse og være "normal" ude i samfundet - og at jeg nu pludselig føler mig afvist. Jeg ved ikke hvorfor, men da de sagde alle de her ting, kunne jeg ikke lade være med at nævne at jeg da gjorde det godt i IT, og mødte til tiden... Og sådan "små positive ting". Og det fik jeg ros for - men som de siger er jeg under ingen omstændigheder i nærheden af noget der ville kunne bruges i et fleksjob.. Det var som om jeg havde brug for at finde ting der kunne retfærdiggøre at jeg da ikke bare skulle "afvises"... (Afvist er måske et forkert ord, men det er vist lidt den følelse jeg har gået rundt med siden igår)

Så blev der snakket om lidt af hvert - husker det ikke. Jeg husker de spurgte mig om der var noget jeg ville spørge om eller snakke om... Men jeg sagde nej. Kunne slet slet slet ikke få styr på noget som helst - og jeg bare græd og rystede... De takkede for mødet og ønskede mig al held og lykke - og lovede at de var med mig hele vejen og ikke "bare" slap mig nu, og så forventede at jeg bare kom videre...

Jeg var nødt til at få min jobkonsulent til at følge mig helt udenfor. Jeg skulle have luft og var ved at besvime, så jeg kunne ikke gå selv.... Puuuh ha....

Jeg fik mig samlet og kom ind for at lukke computeren ned. Jeg kunne ikke blive der og det vidste de selvfølgelig - og regnede de også med. Satte mig ned og så kom tårene igen... Og så tog jeg lige 10 minutter på den måde med skiftevis tårer, ro, tårer, ro.... Jeg besluttede mig for at gå hjem - jeg turde ikke kravle på cyklen...

Da jeg kom hjem, stor hylede jeg ÉN gang til... Og så kastede jeg op... Og igen... ØV!!! Brugte lige et par timer på at PRØVE at finde mig selv... Og så ringede jeg til mig mor... Og hun blev SÅ glad... Eller lettet... Og hun syntes det var den bedste nyhed for mig... Og som hun sagde, havde vi jo snakket om det en del - lige som jeg har vendt det herinde med jer... Men ÉN ting er at snakke om det... En anden ting er, at det pludselig blir sådan. Jeg har ikke selv noget valg, blir ikke selv spurgt - men får af vide, at SÅDAN er tingene... Som skrevet før - jeg føler mig AFVIST!

Jeg er godt klar over der er mange muligheder for at lave lidt/leve lidt/arbejde lidt osv når man er fp'er... Men lige nu føler jeg, at jeg blir helt udelukket af alting... Hvordan skal jeg nogensinde gå ud og retfærdiggøre mit liv over for den skeptiske del af min NÆRE familie? Over for gamle venner? Nye venner? En evt kæreste? Jeg har pludselig ikke meget at byde på (i mine øjne) og jeg ender som en crazy cat lady (nu eeeelsker jeg mine katte, men de KAN jo ikke give mig alt hvad jeg har brug for.....)

Nu skal jeg til møde i morgen og så må jeg prøve at følge med i hvad hun siger, så jeg ikke sidder med så mange løse ender... Og så må jeg finde ud af hvad der skal ske... Ved jo at ALTING tager tid - og fordi de anbefaler noget er det ikke sikkert det blir resultatet... Men den tid - det problem... Jeg har SÅ mange andre følelser lige nu, som jeg er nødt til at prøve at håndtere.

Skal til psykiateren på mandag. Overvejer om jeg skal maile ham deres beslutning. De vil også skrive til ham, så alle "arbejder sammen" om dette... Jeg ANER ikke hvad jeg skal give mig til... Idag har jeg haft min onsdagsfri og jeg har tilbragt både nat og dag, som om jeg har de ledeste tømmermænd... Altså rigtig dårlig og urolig søvn. Og dagen er og har bare været tung, grå og... Tjaaa.....

Og så har jeg været nede og aflevere ansøgningsskema til ledighedsydelse, så jeg er sikker på en indtægt. Ang klagen af sygedagpenge stoppet?? Jeg aner det ikke... Kan jeg ikke tænke på lige nu... Jeg er dødforvirret....

TUSIND tak for alle jeres forslag/tanker om stop af sygedagpenge/fleks visitation de sidste dage - jeg har som jeg skrev ét eller andet sted, læst dem - men har været nødt til lige at tage time out...

[jasch]

Det er jo kun positivt nyt og det du osse selv har været inde på mange gange, var løsningen for dig.

[Vovse]

FrkNorden livet stopper ikke fordi at du bliver tilkendt fp, måske nærmere tværtimod.

Hvis du bliver tilkendt fp synes jeg du skal starte med, at give dig selv den tid og ro det tager at vænne sig til tanken, og nyd, at der ikke længere er nogen der presser dig ud i noget du ikke kan klare.

På en fp er du herre i eget hus, det er dig selv der sætter dagsordenen.

Jeg kender dig ikke godt nok til, at råde dig m.h.t. hvad du evt. kan bruge tiden på, men jeg er sikker på, at mange herinde står klar til at hjælpe dig på vej.

[Enteneller]

Hej Frk. Norden,

Det er da fuldstændigt fantastisk, at REVA folkene har fundet frem til, at en ftp. er det bedste for dig, det er da i den grad så rammende som noget.

Forstår godt, at du nu ikke får mulighed for at vise fuldt ud hvad du kan på arbejdsmarkedet, men der er altså også et liv uden for dette. Det er det du kommer til at skulle vænne dig til og jeg er sikker på at du vil komme til at nyde det.

Nu skal det hele naturligvis lige bunde sig og du skal fortsætte din afklaring, men du bliver glad for "deres" beslutning det er jeg sikker på. Du vil se livet på en helt anden måde, du vil få tid til at være dig selv og måske endda få overskud til at være der for andre. Alene det at man ikke skal igennem lidelser HVER eneste dag, bliver en mulighed, det er jo fantastisk.

Frk. Norden, mange af dine oppe og nedture nu kommer sikkert også af den ambivalente følelse du har omkring ftp., en skyldfølelse, selv bebrejdelser for ikke bare at være glad her for og meget andet. Lad det være det, det skal nok gå alt sammen, du skal også nok blive til "noget"

Sdp. stop, tror jeg du skal glemme, koncentrer dig om een ting ad gangen og lad være med at planlægge for meget i den nærmeste fremtid. Det bedste er nok at du stille og roligt følger din afklaring og REVA´s hjælp og anvisninger.

Vi er her jo alligevel, hvad enten du er på ftp. eller ej, så så forskelligt er det jo heller ikke..

[Lunasdatter]

Frk Norden.. jeg kan godt følge dig i den følelse .. og også i at din mor bliver lettet over at høre resultatet af den rundbordssamtale..

Men ... det er jo ikke verdens undergang at ende på en førtidspension... (det er skrevet med et stort smil) - du kan allerede nu tænke over hvilke ting der interesserer dig og som du måske kunne få et pr timer om ugen som et job.. eller du kunne starte op som ikke lønnet i en eller anden fore.

Jeg har selv hårdnakket nægtet at jeg skulle ha en førtidspension... men til sidst kunne jeg godt mærke at jeg skulle ha sagt ja tak da de snakkede om det første gang... hehe jeg godt at jeg er en del ældre end dig... men følelsen af nederlag eller blive kørt ud på et sidespor.. ikke høre til det der arbejdsfællesskab .. det har ingen alder..

Så mit råd er, at tænke meget positivt på hvilke gode ting det ville ende ud med for dig at du fik en pension.. ♥

Knus Lone

[popiae]

Frk norden;

HUSK at du til enhver tid KAN gøre din førtidspension hvilende!

Altså nu har du, som flere andre påpeger mulighed for at blive herre i eget hus.
Skulle der på sigt vise sig at blive en forbedring i din tilstand, kan du altid få det afprøvet.

Livet slutter ikke her!

Henstil dog til Reva-centret af din afklaring er MEGET omhyggelig i beskrivelsen, af skånebehov og timer. Altså Dybdegående beskrivelse af din arbejdsevne.

Skriv gerne igen når du er klar, eller skal have hjælp til noget. Næste skridt.
Vent gerne og se udviklingen af din sag især ift din sagsbehandler, før du begynder din klage over sygedagpengene. Du har foreløbig tid nok.

Held og lykke. Det skal gå gå alt sammen.
Du skal bare lige sluge kamelen.

VH Popiae

[Bella67]

Kære Frk. Norden.

Jeg er helt enig med Enteneller, Vovse, Lunasdatter og popiae.

Forstår godt dine følelser af "at være afvist", en følelse jeg selv kæmper med mens jeg venter på min indstilling til fp.

Tror virkelig på du har brug for den ro, som en fp kan give dig.

Når man som dig har været igennem et så langt forløb, med op og nedture, håb og forventninger der brister. Sygdomme, lidelser og andre mennesker der overtager styringen af DIT liv... ja så skal det jo give en voldsom reaktion; når du nu i et sidste forsøg på at bevare selvbestemmelsen i forhold til din arbejdsevne... bliver stoppet i det og andre igen tager en beslutning hen over hovedet på dig.

Du har været til en rundbordssamtale (noget jeg tror vi alle, har det svært med) og igen i morgen skal du til møde. Der er stadig mange ubesvaret spørgsmål, og mange ting der i dag er blevet vendt; og som du (helt naturligt) ikke helt kan huske.

Håber du over weekenden finder ro til at samle dine tanker, husker flere detaljer om møderne og ikke mindst at vende tankerne om hvad der for dig; vil være positivt ved en fp.

Mange og tanker
Bella

[FrkNorden]

Puhh ha, jeg græder bare af at læse jeres svar! TAK for jeres skønne støtte og ord....

Jeg vender tilbage med nyt en gang når jeg er klar efter mødet i dag eller i weekenden... Tingene tager godt nok tid nu... Og "tømmermændene" blir bare værre og værre

Rigtig god dag til jer alle