???? - Side 2 - K10

Mundil · 10-02-2014, 23:50

Hejsa

Aner ikke om det er det rigtige sted at skrive, men nu prøver jeg

¨

Engang imellem har jeg de dage hvor alt bare følles SÅ uretfærdigt!
Jeg plejer at skrive det ned eller snakke med min kæreste og familie, men jeg har aldrig rigtig prøvet at snakke med mennesker der står i samme båd om det og høre deres meninger, for måske er det bare mig der er uretfærdig?

Når men jeg er en pige på 21 år, har været "psykisk syg" siden jeg var helt lille, og gik igennem en udredning for ca. 3 år siden hvor jeg fik 1001 forskellige diagnoser, men de jeg ligesom forstod var de vigtigste er bipolar sindslidelse og OCD.

Jeg har haft mange fritidsjobs, 9 klasse, grundforløb på sosu, en halv pædagog assistent udddanelse, tonsvis af arbejdsprøvninger, praktiker, kurser, projekter osv. osv. osv.

Har været sygemeldt gang på gang, og er nu på kontanthjælp..

Jeg har selvfælgelig mindst haft 200 forskellige jobkonsulenter og sagsbehandlere der alle har skulle starte "forfra" og Det er SÅ frustrerende..

Alt det "sundheds personale" jeg har været tilknyttet har gang på gang påpeget og anbefalet at jeg passer i kassen med fleksjob/skåne job.

Nu sidder jeg så her og jeg råber og skriger inde i mig selv, prøver og være høflig og rar mod den stakkels næste sagsbehandler jeg får...
Jeg er blevet sendt til månen og tilbage tusinde milliarder gange og ikke en gang er der kommet noget konkret ud af det...

Jeg ved jeg har en masse evner og færdigheder jeg kan biddrage med i det danske samfund og jeg ønsker mere end noget andet at kunne førsørge mig selv, men jeg har bare brug for lidt andre rammer..

Det er jo bare så svært at man skal slås med en identitet man ikke selv har valgt og som man har så svært ved at acceptere og at man samtidig føler man skal slås med de mennesker der jo egentlig i sidste ende har alt magten til at hjælpe en.

Jeg ved godt og gudskelov for det at ikke alle bare lige kan blive berettiget og at det er en lang og sej kamp...

Men hvor lang tid kan de i princippet blive ved?
Skal man bare læne sig tilbage og følge med strømmen og håbe på det bedste eller hvad dælen gør man?

Er der nogen råd?

På forhånd undskyld mine frustrationer, håber der er nogen der sidder eller har siddet i samme situation der kan komme med lidt gode råd og erfaringer, jeg har lige brug for at vide der er lys for enden

TAK!

10-02-2014, 23:50	#1
Mundil Føler sig hjemme på K10 Tilmeldingsdato: 10-02 2014 Indlæg: 26 Styrke: 11	???? Hejsa Aner ikke om det er det rigtige sted at skrive, men nu prøver jeg ¨ Engang imellem har jeg de dage hvor alt bare følles SÅ uretfærdigt! Jeg plejer at skrive det ned eller snakke med min kæreste og familie, men jeg har aldrig rigtig prøvet at snakke med mennesker der står i samme båd om det og høre deres meninger, for måske er det bare mig der er uretfærdig? Når men jeg er en pige på 21 år, har været "psykisk syg" siden jeg var helt lille, og gik igennem en udredning for ca. 3 år siden hvor jeg fik 1001 forskellige diagnoser, men de jeg ligesom forstod var de vigtigste er bipolar sindslidelse og OCD. Jeg har haft mange fritidsjobs, 9 klasse, grundforløb på sosu, en halv pædagog assistent udddanelse, tonsvis af arbejdsprøvninger, praktiker, kurser, projekter osv. osv. osv. Har været sygemeldt gang på gang, og er nu på kontanthjælp.. Jeg har selvfælgelig mindst haft 200 forskellige jobkonsulenter og sagsbehandlere der alle har skulle starte "forfra" og Det er SÅ frustrerende.. Alt det "sundheds personale" jeg har været tilknyttet har gang på gang påpeget og anbefalet at jeg passer i kassen med fleksjob/skåne job. Nu sidder jeg så her og jeg råber og skriger inde i mig selv, prøver og være høflig og rar mod den stakkels næste sagsbehandler jeg får... Jeg er blevet sendt til månen og tilbage tusinde milliarder gange og ikke en gang er der kommet noget konkret ud af det... Jeg ved jeg har en masse evner og færdigheder jeg kan biddrage med i det danske samfund og jeg ønsker mere end noget andet at kunne førsørge mig selv, men jeg har bare brug for lidt andre rammer.. Det er jo bare så svært at man skal slås med en identitet man ikke selv har valgt og som man har så svært ved at acceptere og at man samtidig føler man skal slås med de mennesker der jo egentlig i sidste ende har alt magten til at hjælpe en. Jeg ved godt og gudskelov for det at ikke alle bare lige kan blive berettiget og at det er en lang og sej kamp... Men hvor lang tid kan de i princippet blive ved? Skal man bare læne sig tilbage og følge med strømmen og håbe på det bedste eller hvad dælen gør man? Er der nogen råd? På forhånd undskyld mine frustrationer, håber der er nogen der sidder eller har siddet i samme situation der kan komme med lidt gode råd og erfaringer, jeg har lige brug for at vide der er lys for enden TAK!