Hvorfor må man ikke selv søge FP?

[Evaave]

Hvor er I bare søde hver og en.

Jeg er ked af hvis det lød som om jeg skat alle over én kam på ADHD foreningens hjemmeside. Det var ikke min mening, jeg har blot været ude for en del ubehagelige kommentar på vejen, som gjorde, at jeg har taget en pause derindfra. Jeg ved godt, at der er masser af nyttig info og en del, der stiller sig kritisk overfor medicinering af både voksne og børn.

Jeg har nu været til møde med min jobkonsulent. Hun er meget meget sød. Hun sagde, at hun ikke kan se hvordan hun skal kunne hjælpe mig og hun vurderer, at hun ikke kan finde noget sted til mig og at selv om hun gør, at jeg alligevel ikke kan gennemføre det. Så er det jo på plads og hun skriver det i sin rapport. Jeg skal holde et møde med hende, min skp´er og en sagsbehandler fra jobcentret næste uge, så vi kan få en samling på, hvad der skal ske med mig.

Min jobkonsulent siger, at den største forhindring er, at jeg ikke vil medicineres og det er også det jeg kan forstå herinde, er den største hurdle. Landet ligger bare således, at ADHD medicin IKKE er godkendt af lægemiddelstyrrelsen og samtidig forholder det sig således, at min ADHD diagnose ikke har betydning for min arbejdsprøvning, så er det bare at min logiske tankegang krakelerer. For hvordan kan man sige, at man skal tage medicin for en diagnose, som man ikke tager højder for. Det giver da ikke mening. Enten må de da anerkende diagnosen som en faktor, der har med ens arbejdsevne at gøre eller også må de lade være og stoppe alt deres snak om betydningen af medicinering...eller hvordan?

Min konsulent sagde også, at min læge slet ikke måtte skrive på papiret, at holdningen fra lægens side er, at jeg bør tildeles pension. Jeg forklarede at det ikke var mig der havde bedt om den udtalelse og at jeg undrede mig over, at min læge ikke måtte skrive sådan. Så jeg spurgte om hun kunne dokumentere, at det var ulovligt at min læge skrev sådan....meeeen det kunne hun ikke. Det interessante er, at hver gang jeg beder om dokumentation for div. udtalelser fra konsulenter og sagsbehandlere, så får jeg ikke noget. De referer ALDRIG til paragrafer blot til tomme udtalselser...i hvert fald til andet er bevist.

Jeg aner ikke hvad det hele ender med, jeg håber blot at jeg snart får en afklaring.

Hun nævnte at jeg kunne søge en §17, men at man som regel fik afslag på dette. Så det er jeg ved at forstå, at det er sådan det hænger sammen. Heldigvis kan man jo anke og så er det en helt anden indstands, der tager stilling til afgørelsen. Hun kan også godt forstå, hvis jeg selv søger en pension eftersom kommunen ikke har gjort meget for at afklare mig og hun forstår godt, at jeg ikke kan gå og vente på en afklaring før jeg alligevel ryger på folkepension.

Det jeg er mest glad for, er at hun reelt kunne se hvor elendigt jeg har det og at det ikke er skuespil. Hun sad selv og blev helt ked af det på mine vegne og det er rart, at der endelig er et menneske, der kan se det og tager hensyn til det, men det er også først nu at jeg er så ødelagt, at jeg ikke kan skjule det længere...ikke at jeg som sådan har prøvet at skjule noget, men jeg har alle dage prøvet at klare tingene så godt som muligt og så kan det være svært at få øje på, at jeg ikke klare tingene så godt.

Det glæder mig Batu at høre, at du har formået at få hjælp uden at skulle gennem ild og vand. Nu kender jeg jo ikke din historie og baggrund, men rart at høre, at det kan lade sig gøre.

Puha jeg er træt og glæder mig til, at der sker et ordentligt ryk i alt det her rod.

Tak for hjælpen til Jer alle og knus og kram

[Florken]

Kære Evaave

Stor respekt for din holdning til medicinering

Been there, done that !

Kunne have fået alvorlige konsekvenser for mig,
hvis jeg havde ladet mig medicinere.

Min konsulent sagde også, at min læge slet ikke måtte skrive på papiret, at holdningen fra lægens side er, at jeg bør tildeles pension. Jeg forklarede at det ikke var mig der havde bedt om den udtalelse og at jeg undrede mig over, at min læge ikke måtte skrive sådan. Så jeg spurgte om hun kunne dokumentere, at det var ulovligt at min læge skrev sådan....meeeen det kunne hun ikke.

Det er fordi at det er sagsbehandleren, der afgør,
hvilken ydelse borgeren er berettiget til,
og sagsbehandleren har derfor lov til at se bort fra papirer,
hvor lægen udtaler sig om netop dette.
Det er dejligt at høre, at der ER sagsbehandlere, der er empatiske.

Held og lykke med samarbejdet med denne person.

[Evaave]

Hej Florken

Ja det der med medicinering er en sær størrelse. Jeg har været hos 2 psykiatere uafhængigt af hinanden. Mine første konsultationer varede hos den ene 20 min og hos den anden lige knap 30 min., hvorefter jeg stod med diagnose og recept i hånden uden forudgående helbredsundersøgelse. Hvordan kan man så kalde sig selv højudd. og prof.?

Jeg har sidenhen fundet ud af, at Ritalin og div. andre præparater kan være direkte farlige, hvis man selv eller nærmeste familie har kredsløbsproblemer...og jo tak, min far har ikke andet, min farfar havde ikke andet og gad vide, hvordan det stor til med min oldefar,m en ham har jeg ikke kendskab til, så det finder jeg jo aldrig ud af. Jeg forstår bare ikke, at man ikke som tommelfingerregel laver en grundliggende sundhedundersøgelse inden man proper heftig medicin i folk.

Ja og jeg håber at de sagsbehandlere der kommer til at skulle afgøre min sag, har empati og forståelse for min situation, jeg ved de også er pressede mennesker, men det skal ikke gå udover deres kompetencer til at skulle give borgeren den rette hjælp, fordi man bliver set på som statistik og ikke som menneske.

Knus

[Pip]

At de ikke tager hensyn til diagnoser som sådan, betyder bare at de ser på det samlede billede.

De anerkender at diagnoser påvirker ens arbejdsevne - men diagnoser udløser ikke i sig selv pension.

Dvs alt hvad der har indflydelse på din arbejdsevne..

Der skal være dokumentation for at din arbejdsevne er ubetydelig - samt at den ikke på nogen måde kan øges.

Det betyder at hvis man har en diskusprolaps og lægen anbefaler operation, fordi det vil øge arbejdsevnen.. så vil pensionsteamet sandsynligvis give afslag hvis man nægter operation - fordi alle muligheder så ikke er udtømte i forhold til at bedre arbejdsevnen.

Det samme gælder medicin.

Du kan godt tage kampen op mod systemet og gå imod psykiaterudtalelsen... men det vil sikkert tage rigtigt mange år, og sandsynligheden for at det lykkes er lille.

Du må finde din egen vej gennem systemet....

[Webmaster]

Man skal også lige huske på at kommunen SKAL tage hensyn til ens skånebehov og tilrettelægge afprøvningen derefter...

Så der er grænser for hvad man kan kunne ud for....

Man SKAL dog så vidt som overhovedet muligt....møde op hver dag....for hvis man ikke gør det...ja så vil den ikke gælde for en godkendt arbejdsprøvning...og man skal således bare ud i en ny...

Den eneste måde man kan "slippe" for en arbejdsprøvning på....det er hvis ens læge eller speciallæge skriver at ens helbred vil blive væsentligt forværret hvis man skal i arbejdsprøvning..

Ang det med at lægen eller speciallæger IKKE må udtale eller skrive at du skal have en pension....det er faktisk helt korrekt...

Sjovt at de ikke har kunne give dig en henvisning til hvor det står...men det viser måske bare at de måske ikke er helt så meget inde i lovstoffet som de måske burde være...

Men det står her i denne skrivelse om orientering om lægers opgaver i pensionssager.

Socialministeriet skal præcisere

På baggrund af den aktuelle debat om lægers opgaver i førtidspensionssager, skal det præciseres:

- at det over for pensionsmyndighedens sagsbehandlere på pensionsområdet præciseres, at det er pensionsmyndigheden, der har ansvaret for og træffer afgørelse om førtidspension

- at afgørelsen indeholder en fyldestgørende begrundelse, herunder oplysninger om hvilke hensyn pensionsmyndigheden i den konkrete situation har lagt til grund for afgørelsen

- at det over for lægekonsulenten præciseres, at denne alene skal bistå pensionsmyndigheden under sagens behandling vedrørende de helbredsmæssige oplysninger

- at praktiserende læger/speciallæger alene skal beskrive de helbredsmæssige forhold

- at pensionsmyndigheden tager kontakt til eventuelle praktiserende læger/speciallæger, hvis der afgives synspunkter om ansøgerens pensionsberettigelse og eventuel erhvervsevne

- at det tilkendegives over for praktiserende læger/speciallæger, at erklæringer for fremtiden under ingen omstændigheder må indeholde synspunkter om pensionsberettigelsen.

Kilde: https://www.retsinformation.dk/Forms....aspx?id=86668

Man kan i øvrigt finde en masse gode links til alle disse ting via vores Nyttige Links som du kan finde her http://www.k10.dk/showthread.php?t=3684

Det var der jeg fandt den omtalte skrivelse...

[annagw]

Oprindeligt indsendt af Evaave

MTVRV1

Problemet er at jeg ikke har nogen synderlig arbejdsevne. Jeg har svært nok ved at få dagligdagen i hjemmet til at fungere, så jeg kan ikke se, hvordan jeg også skal kunne rumme et arbejdsliv og det er næsten uanset hvor få timer det måtte dreje sig om. Jeg ved godt, at de ikke tager min diagnose i betragtning i forhold til min arbejdsevne, hvilket jeg finder urimeligt i en eller anden forstand. Min diagnose har jo i den grad med min arbejdsevne at gøre. Min sygdom gør jo at jeg ikke rummer særlig meget, men det er der ikke særlig mange der kan sætte sig ind i...desværre. Men tak for jeres råd, I er søde.

Jeg bliver også nødt til at komme med en kommentar til det.

Vores diagnose er en titel vores problemstillinger/symptomer går ind under. Ikke en beskrivelse af lige præcis vores problemstillinger.

Altså: Én person med en given diagnose (=specifikke ”symptomer”) vil klare hverdagen glimrende uden kontakt med kommunen, mens en anden person med den samme diagnose vil have svært ved at opretholde selv de mest basale ting i hverdagen og sidste ende klassificerer sig til pension.
Der er mange sværhedsgrader af enhver sygdom/lidelse/tilstand.

DERFOR betyder vores diagnose, altså ORDET, ikke noget i forhold til vurdering af vores sag.
Det er den måde vores problemstillinger påvirker vores hverdag på der betyder noget, og det er derfor, at det er nødvendigt med fx. arbejdsprøvning.

Oprindeligt indsendt af Evaave

Min jobkonsulent siger, at den største forhindring er, at jeg ikke vil medicineres og det er også det jeg kan forstå herinde, er den største hurdle. Landet ligger bare således, at ADHD medicin IKKE er godkendt af lægemiddelstyrrelsen og samtidig forholder det sig således, at min ADHD diagnose ikke har betydning for min arbejdsprøvning, så er det bare at min logiske tankegang krakelerer. For hvordan kan man sige, at man skal tage medicin for en diagnose, som man ikke tager højder for. Det giver da ikke mening. Enten må de da anerkende diagnosen som en faktor, der har med ens arbejdsevne at gøre eller også må de lade være og stoppe alt deres snak om betydningen af medicinering...eller hvordan?

Nej, ikke helt.
For det er de problemer du har der har betydning - og som anerkendes. De problemer kan puttes ned i en kasse der hedder ADHD.
De problemer som kan puttes ned i ADHD-kassen, de anses for at kunne afhjælpes med medicin hvis de er så svære at de gør det svært at føre en ”normal” hverdag.
Altså, vi taler om, at det der anerkendes og har betydning er det der er i kassen, det er ikke selve kassen.

Grunden til det med at behandlingsmulighederne potentielt ikke vil kunne anses som udtømte hvis du ikke har taget medicin er, at årsagen til din manglende arbejdsevne er en større mængde symptomer, problemer m.m. som samlet set anses for noget der kan afhjælpes ved medicinering.

(Bemærk at jeg siger ANSES FOR. Jeg syntes det er glimrende med skepsis over for medicin.)

En smertepatient kommer ikke i betragtning til førtidspension uden at have fået både smertestillende medicin OG være blevet undersøgt for om der ved hjælp af terapi og/eller psykofarmaka kan lettes på smerterne.
Fordi ALT skal være prøvet.

Jeg siger ikke at jeg er enig i systemets funktion, bare hvordan det er.

[Birkes-musen]

Hej !
Jeg har ADHD i svær grad, er 41 og har været på kontant-hjælp siden jeg var 18. Jeg kan sagtens forstå hvordan I har det og den kamp man kæmper i sytemet.
Min ADHD er blevet kraftig forværret gennem de senere år. Jeg kan slet ikke sørge for mad til mig selv længere så det ender med at jeg kun får aftensmad to gange om ugen eller hvis andre inviterer mig hen til dem for at spise. Min hverdag kan jeg slet ikke få til at hænge sammen men jeg forsøger at glæde mig over de små ting og holde mig oppe på den måde. Jeg venter på at komme i min første arbejdsprøvning. Jeg kender efterhånden til min manglende arbejdsevne men nu håber jeg bare at de ikke skælder mig ud i den der arbejdsprøvning når jeg f.eks ikke kan overskue arbejdsgangen og bliver frustreret. Det er flot at at så mange herinde kan klare de kampe de tager med sytemet for mit eget vedkommende der har jeg ingen kræfter til at stille noget op mod nogen. Jeg har forberedt mig på at jeg kan risikere at skulle leve af kontanthjælp resten af mit liv og at den måske vil blive skåret ned i ydelsen af regeringen på længere sigt. Men så prøver jeg at lave et net-værk af privat personer der kan hjælpe mig lidt med mad osv. Mine elskede katte må jeg så prøve at finde sponsorer til det er meget nemmere at arbejde i det små end at kæmpe mod systemet. Mange folk i og udenfor systemet fejlbedømmer mig tit i forhold til hvad jeg kan og ikke kan fordi jeg lyder intelligent som de siger, er velformuleret, ren i tøjet, smilende og sympatisk som jeg jo er opdraget til at være. Jeg forsøger altid at gøre hvad andre forventer af mig men kommer tit til at save egne lemmer af da mine grænser nærmest er usynlige. Folk bliver tit vrede på mig og generer mig når de opdager at jeg alligevel ikke kan leve op til de ting de forventer af mig. Så opdager de at jeg er svag og ikke kan leve op til aftaler osv og så bliver det rigtig ubehageligt for mig og så går jeg hjem og isolerer mig i flere dage. Jeg står på vente-liste til en støtte-kontakt-person men jeg har ventet længe. Jeg forstår ude-mærket hvordan alle jer med ADHD har det.
Er der forresten nogle af jer med ADHD der også lider af vrangforestillinger og får paranoia af og til ang. at I føler at nogen vil gøre noget ondt imod jer eller er jeg den eneste med ADHD der har det sådan ?
Hilsen Birkes-musen

[Vovse]

Jeg opdeler lige Birkes-musen's indlæg, mange kan ikke koncentrere sig om så tæt skrevne indlæg.

Oprindeligt indsendt af Birkes-musen

Hej !
Jeg har ADHD i svær grad, er 41 og har været på kontant-hjælp siden jeg var 18. Jeg kan sagtens forstå hvordan I har det og den kamp man kæmper i sytemet.

Min ADHD er blevet kraftig forværret gennem de senere år. Jeg kan slet ikke sørge for mad til mig selv længere så det ender med at jeg kun får aftensmad to gange om ugen eller hvis andre inviterer mig hen til dem for at spise.
Min hverdag kan jeg slet ikke få til at hænge sammen men jeg forsøger at glæde mig over de små ting og holde mig oppe på den måde.

Jeg venter på at komme i min første arbejdsprøvning. Jeg kender efterhånden til min manglende arbejdsevne men nu håber jeg bare at de ikke skælder mig ud i den der arbejdsprøvning når jeg f.eks ikke kan overskue arbejdsgangen og bliver frustreret.

Det er flot at at så mange herinde kan klare de kampe de tager med sytemet
for mit eget vedkommende der har jeg ingen kræfter til at stille noget op mod nogen.
Jeg har forberedt mig på at jeg kan risikere at skulle leve af kontanthjælp resten af mit liv og at den måske vil blive skåret ned i ydelsen af regeringen på længere sigt.

Men så prøver jeg at lave et net-værk af privat personer der kan hjælpe mig lidt med mad osv. Mine elskede katte må jeg så prøve at finde sponsorer til det er meget nemmere at arbejde i det små end at kæmpe mod systemet.

Mange folk i og udenfor systemet fejlbedømmer mig tit i forhold til hvad jeg kan og ikke kan fordi jeg lyder intelligent som de siger, er velformuleret, ren i tøjet, smilende og sympatisk som jeg jo er opdraget til at være.

Jeg forsøger altid at gøre hvad andre forventer af mig men kommer tit til at save egne lemmer af da mine grænser nærmest er usynlige. Folk bliver tit vrede på mig og generer mig når de opdager at jeg alligevel ikke kan leve op til de ting de forventer af mig.

Så opdager de at jeg er svag og ikke kan leve op til aftaler osv og så bliver det rigtig ubehageligt for mig og så går jeg hjem og isolerer mig i flere dage.

Jeg står på vente-liste til en støtte-kontakt-person men jeg har ventet længe. Jeg forstår ude-mærket hvordan alle jer med ADHD har det.

Er der forresten nogle af jer med ADHD der også lider af vrangforestillinger og får paranoia af og til ang. at I føler at nogen vil gøre noget ondt imod jer eller er jeg den eneste med ADHD der har det sådan ?
Hilsen Birkes-musen

[Karo]

Oprindeligt indsendt af Birkes-musen

Er der forresten nogle af jer med ADHD der også lider af vrangforestillinger og får paranoia af og til ang. at I føler at nogen vil gøre noget ondt imod jer eller er jeg den eneste med ADHD der har det sådan ?

Ikke for så længe siden læste jeg om, at mennesker som er meget kreative og som lider af psykiske sygdomme, har det meget svært ved at begår sig og tilpasse sig samfundet.
Hvis en kreativ person få fks. angstanfald hans fantasi under anfaldet kører bare på fuld drøn og derfor angsten blive forstærket og man også udvikle paranoia.

Sådan kan det forholder sig også i tilfald af ADHD.

[Evaave]

I er så søde allesammen og mange tak for feedback.

VOVSE; Ja jeg må vente og se, hvad der sker på næste møde. Det der hidtil er sket over de 3-4 møder vi har haft er, at hun har set, at jeg går mere og mere ned fordi jeg har et indre pres og det er uden at hun egentlig har presset mig til noget. Jeg vil bare så gerne vise mine bedste sider, men får stress, når jeg føler at jeg skal præstere noget. Hun ville f.eks. gerne have at jeg selv var med til at finde et sted, hvor jeg skulle arb. prøves, men det kan jeg ikke, jeg kan slet ikke overskue det. Sidste gang sagde hun, at hun slet ikke troede, at jeg kunne gennemføre en prøvning og at det så ville være formålsløst. Jeg sagde til hende, at jeg jo ikke rigtigt kunne komme videre uden en arbejdsprøvning og at jeg heller ikke selv mente at kunne gennemføre en, men at jeg stadigvæk gerne ville, da jeg jo selv er nysgerrig efter at se, hvad jeg reelt kan og ikke kan. Jeg håber jo stadigvæk i mit stille sind, at der bare er en eller anden lille bitte hylde, hvor jeg kunne passe ind.

Jeg ved godt, at man skal være mødestabil, men det er sådan set et af de allerstørste problemer, som jeg har haft hele livet. Jeg er blevet fyret fra så mange steder grundet min ustabilitet...hvad pokker skal jeg stille op? Jeg kan jo ikke ændre de sider i mig uanset hvor meget jeg ville ønske, at jeg kunne. Jeg kommer mere eller mindre konsekvent for sent og det er fordi jeg ikke vil stresse mig selv, men det bider sig selv i halen, for det er også en stress-faktor at komme for sent.

Hvis jeg skal noget vigtigt mandag kl. 10, så falder jeg i søvn kl. 04 søndag nat fordi jeg er bange for at komme for sent og bange for ikke at kunne klare det jeg skal...ja og så er jeg hamrende træt både fysisk og psykisk. Jeg kan ringe 1 time før jeg skal til familietamtam og sige at jeg ikke kommer alligevel fordi jeg ikke kan overskue det....heldigvis har min familie forståelse for min sygdom og har accepteret det...de fleste af dem i hvert fald. Det er blot for lige at give et billede af, hvordan jeg fungerer...eller mangel på samme.

Det med dagbogen er en rigtig god ide, men jeg er en abe til at få det gjort, jeg er til gengæld god til at tage billeder af mit hjem, så man kan se hvornår og hvor meget det flyder, når jeg er ophængt og stresset.

WEBMASTER; Under en prøvning vil jeg selvfølgelig gøre alt for at møde op hver dag, men jeg er frygter de dage, hvor jeg er så træt, at jeg næsten ikke kan stå oprejst og ved godt, at det netop er der, at de med egne øjne skal se, hvordan jeg har det. Jeg ønsker inderligt at gennemføre en arbejdsprøvning, så min erhvervsevne kan blive afklaret.

Ja det er lidt sært at jobkonsulenten ikke kunne referere til §´erne, men det der undrer mig mest, det er at min læge har skrevet det. Hun er gammel af gårde, hvis man kan sige det, så hun burde vel vide, at hun ikke må udtale den slags og at det i sidste ende ingen betydning har. Skal jeg bede hende lave en helbredsmæssig udredning af mig i stedet? Nu sidder jeg og er bange for at lægens ord i sidste ende kan skade min sag...øv

Tak for dine links.

ANNAGW; Jeg forstår godt det du siger og jeg siger tak for dine ord, det hjalp mig lige til at se det hele i en ny vinkel og bedre at kunne forstå, hvordan systemet anskuer tingene....måske du skulle blive sagsbehandler.

Jeg vil bare ikke tage den medicin, der pt. er på markedet, da jeg er hunderæd for dens bivirkninger og langtidsvirkning, som man endnu ikke kender til. Den kamp må jeg tage og min jobkonsulent sagde, at hvis det endte med en sag som jeg vandt, så kunne den danne præcedens for andre sager, men nu må vi se, jeg håber ikke, at det ender helt derude.

Jeg har masser af dokumentation for, at medicinen kan være meget skadelig og i sidste ende have fatale konsekvenser.

BIRKESMUSEN; Du er langt fra den eneste der har det sådan, håber det på mærkværdig vis kan trøste dig lidt.

Jeg har ikke vrangforstillinger, men jeg har dødsangst og så har jeg noget der kunne minde om tvangstanker, men som ikke er det. Mine "tvangstanker" er blot et redskab til at få gjort de ting, som jeg har det svært med at få ordnet.

F.eks. så er jeg en skurk til at få klaret opvasken, det kan tage mig 4 timer at nå ud til vasken og komme igang...altså jeg laver masser af overspringshandlinger inden. Når jeg så endelig er nået ud i køkkenet så har jeg nogle "sære" tanker. Jeg vil prøve at få det til at give mening. Jeg tænker således; Jo flere ting jeg når at vaske op inden børnene kommer og siger noget til mig eller inden telefonen ringer eller andre udefra forstyrrende ting, jo mere service har jeg til at brødføde min familie...altså, hvis jeg kun har vasket en tallerken op og et glas...så har vi et problem, for hvordan skal vi kunne overleve med mad på en tallerken og et glas vand til 3 mennesker...hi hi ja det lyder pjattet og jeg ved jo godt, at vi ikke kommer til at dø af hverken sult eller tørst, men det er et tankespind, der sætter mit tempo i vejret og som reelt får mig til at gøre det jeg skal. Det samme gælder hvis jeg skal ryde et bord op, så tænker jeg, hvis jeg kun må fjerne 10 ting, hvilke 10 ting skal det så være, så bordet ser mest ryddet ud. Og der må gerne grines

Hvis ikke jeg havde børn, så ville jeg også leve af ren leverpostej og postevand.

Jeg magter sjældent at klæde mig af når jeg går i seng og vågner ofte med gårddagens tøj på...ja så grelt er det for mig, men jeg har accepteret det og finder det ikke problematisk....og så alligevel for hvorfor pokker har jeg ikke overskuddet til noget så banalt og basalt? Når ksla vælge tøj kan jeg gå helt i stå.

Mine børn til gengæld får rent tøj på hver dag, mad og bad...jeg giver dem alt hvad jeg har i mig.

MARIANNE1959; Ja jeg ved godt at det ikke fylder så meget på papiret, det er også derfor at jeg nu har bedt om en arbejdsprøvning og at de henter udtalelser fra div. psykologer jeg har været hos samt indsigt i min sygejournal fra min læge. Jeg er bare ked af, at få af vide, at jeg ikke selv må gøre dem opmærksomme på den slags og at det kan skade min sag, at jeg selv tager initiativ til, at der nu skal ske noget...jeg forstår ikke det system. De har ladet mig flyde i 10 år, hvem ville ikke begynde at røre på sig efter så mange år...og ikke at jeg har overskuddet til det, men jeg magter heller ikke længere at være uafklaret...pest eller kolera.

KARO; Jeg er meget kreativ...ha ha, jeg maler og tegner i et væk hvis jeg kan få plads og ro til det, men det har aldrig udløst angst eller paranoia, det er de omkringliggende stressfaktorer, der giver mig angst. Jeg har heller aldrig fået energi til at være kreativ under angstanfald, der er jeg helt paralyseret.

Men du har fat i noget ang. kreativitet og ADHD og det at tilpasse sig samfundet eller mangel på samme. Det er en meget interessant tanke og måske opdager man en dag, at der er simpel forklaring på det...noget kemisk i hjernen.