Hvorfor må man ikke selv søge FP?

[Evaave]

Hej Florken

Ja det der med medicinering er en sær størrelse. Jeg har været hos 2 psykiatere uafhængigt af hinanden. Mine første konsultationer varede hos den ene 20 min og hos den anden lige knap 30 min., hvorefter jeg stod med diagnose og recept i hånden uden forudgående helbredsundersøgelse. Hvordan kan man så kalde sig selv højudd. og prof.?

Jeg har sidenhen fundet ud af, at Ritalin og div. andre præparater kan være direkte farlige, hvis man selv eller nærmeste familie har kredsløbsproblemer...og jo tak, min far har ikke andet, min farfar havde ikke andet og gad vide, hvordan det stor til med min oldefar,m en ham har jeg ikke kendskab til, så det finder jeg jo aldrig ud af. Jeg forstår bare ikke, at man ikke som tommelfingerregel laver en grundliggende sundhedundersøgelse inden man proper heftig medicin i folk.

Ja og jeg håber at de sagsbehandlere der kommer til at skulle afgøre min sag, har empati og forståelse for min situation, jeg ved de også er pressede mennesker, men det skal ikke gå udover deres kompetencer til at skulle give borgeren den rette hjælp, fordi man bliver set på som statistik og ikke som menneske.

Knus

[MTVRV1]

Oprindeligt indsendt af Evaave

MTVRV1

Problemet er at jeg ikke har nogen synderlig arbejdsevne. Jeg har svært nok ved at få dagligdagen i hjemmet til at fungere, så jeg kan ikke se, hvordan jeg også skal kunne rumme et arbejdsliv og det er næsten uanset hvor få timer det måtte dreje sig om. Jeg ved godt, at de ikke tager min diagnose i betragtning i forhold til min arbejdsevne, hvilket jeg finder urimeligt i en eller anden forstand. Min diagnose har jo i den grad med min arbejdsevne at gøre. Min sygdom gør jo at jeg ikke rummer særlig meget, men det er der ikke særlig mange der kan sætte sig ind i...desværre. Men tak for jeres råd, I er søde.

gruden til du ikke får pension pågrund af en diagnose
er fordi vi er forskellige og hvor påvirket vi er

kender en med ADHD og får medicin
men kan udmærket arbejde
forstå dog ikke helt du ikke er i behandling eller har været det

er selv psykisk syg, dog nogle andre diagnoser
men er i behandling og har haft mange timer med psykiater og psykolog
er selv ved at blive indstillet til pension
men har alså været i behandling og fået lavet en masse undersøgelser
i gennem 9 år.
dog har jeg også fysiske ting
samt har arbejdet i en del år med min sygdom

hvad har du brugt næsten 10 år på
når det kun er 1.5 år siden du har fået diagnose

du må da vel selv have opsøgt læger

[Evaave]

Jo jo jeg har været til mange psykologer og min læge har jeg overrendt. Hun blev selv vældig ked af det, da det gik op for hende at jeg havde ADHD og at hun ikke selv havde spottet det. Jeg er bare en af de slags mennesker, der er rigtig god til at finde forskellige årsager til, hvorfor jeg lige har det som jeg har det og det har hun tolket, som det jeg sagde det var...hvis jeg var nedtrykt, så var det enten fordi jeg havde stress ang. børn, forhold, familie, venner osv. Det var svært for hende at gennemskue mig...og endnu mere svært for mig.

Det var først min sidste psykolog, der sagde efter første time, at jeg måske skulle få undersøgt om jeg havde ADHD, da hun ligesom kunne fornemme, at det kunne være det, der var mit underlæggende problem i forhold til alle de problemer jeg havde. Og damen fik ret.

De sidste 10 år har jeg været i gang med 2 mislykkedes udd. forløb og mange kommuneforløb, som jeg ikke har kunne gennemføre. jeg har været på et højskoleophold, som jeg også stoppede før tid fordi jeg gik ned pga. stress. Resten af tiden har jeg gået hjemme og kæmpet for at få en hverdag med børnene til at hænge sammen og det sidste 1½ år har jeg prøvet at forstå min sygdom og acceptere den og lære at leve med den på bedst tænkelig måde med de begrænsniger, der nu er for mig ved at have ADHD.

Jeg har prøvet medicin både Motiron og Ritalin, men ikke særlig længe fordi jeg jeg blev skidt tilpas og det er selvom jeg fik meget få miligram...pipfugledosis, som min psykiater kaldte det. Så ja jeg har også været hos psykiater, men eftersom jeg har valgt ikke at tage medicin, så var der ingen grund til at jeg fortsatte. Han brugte 1 time en gang om ugen på at overtale mig til attage medicin og jeg brugte 1 time en gang om ugen, på at overbevise ham om, at det ikke var en løsning for mig, så efter 5-6 timer stoppede jeg med at vi spildte hinandens tid og han kunne bruge tiden på mennesker, der havde brug for den hjælp han kan give.

Jeg er ret kreativ, så jeg bruger en del tid på at tegne og male...kommunen har anerkendt mit talent, men mener ikke at jeg kan leve af det og vil derfor ikke hjælpe mig til at blive selvstændig kunstner med det argument, at der ikke er særlig stor sansynlighed for at jeg kan blive selvforsørgende af at sælge malerier....men omvendt så er der heller ikke særlig stor sansynlighed for at jeg kan blive selvforsørgende ved at få et job, som jeg går ned af. Det gør mig trist og ked af det, at de ikke engang giver mig en chance for i det mindste at blive delvis selvforsørgende ved at sælge mine malerier. Der er mange der gerne ville købe af mig, men jeg tør ikke sælge noget som helst fordi jeg er så autoritetstro og retslignet og så er jeg pisse bange for at blive knaldet for socialbedrageri, så der bevæger jeg mig slet ikke i nærheden af. Jeg har spurgt om jeg må sælge bare jeg oplyser dem om hvad jeg sælger, så de kan trække det fra min kontanthjælp...det har jeg fået afslag på.

Jeg lavede på et tidspunkt nogle ret fede perleting...fade og den slags, som der var en agent, der gerne ville købe af mig, hun lavede oven i købet en kontrakt til mig, hvor jeg skulle være eneleverandør til hendes butik. Selv med den kontrakt i hånden og med mulighed for at sælge mine vare til Bahne fok jeg klar besked om, at jeg ikke skulle bevæge mig ud i at blive selvstændig, så den mulighed blev også lukket i. En af begrundelserne var, at de ikke var sikker på at jeg kunne magte at være selvstændig med de problematikker jeg har, men omvendt mener de, at jeg skal blive selvforsørgende...det giver ikke mening. Jeg vil utrolig gerne være selvstændig og jeg vil utrolig gerne kunne forsørge mig selv helt eller delvis, men hvis ikke jeg kan på deres præmisser, så må jeg slet ikke...øv og snøft.

[Vovse]

Nogle af indlæggene har jeg kun skimmet, så jeg beklager hvis jeg gentager noget andre allerede har skrevet.

Du kan godt søge en §17 på det foreliggende dokumentationsgrundlag nu, men eftersom du ikke har været i en arb.prøvning er der meget stor risiko for et afslag.

Mit råd er, at du lige afventer det næste møde og finder ud af, om de vil have dig i en arb.prøvning.

Hvis de vil have dig i en arb.prøvning mener jeg du står bedst ved at tage den med inden du søger pension.

Det er vist meget almindeligt, at kommunen først nævner fp når sagen er nået så langt, at arb.prøvning og div. lægeundersøgelser er overstået og kun rp'en mangler.
Sådan var det i min sag.

I en arb.prøvning er det vigtigt, at du møder op hver eneste dag, så vidt du overhovedet er i stand til det, men ingen kan forlange, at du skal blive i x antal timer, mød evt. op for at fortælle at du har det så skidt at du bliver nødt til at gå hjem igen.

Du skal vise, at du kan overholde aftaler, at du kan komme ud af sengen om morgenen, at du "gider" det her.

Her kan du se et eks. på en jobdagbog, den model brugte jeg: http://www.k10.dk/showthread.php?t=9...ghlight=dagbog

Der er skrevet rigtig meget om arb.prøvning her på K10, bl.a. om vigtigheden af at sige fra når man ikke kan mere.

Jeg havde en super rar konsulent i forb. med min sidste afprøvning, en dag sagde han til mig, at "det er jo ikke meningen du skal vise hvor meget smerte du kan klare, du skal jo "kun" vise hvor meget du kan klare at arbejde".

[Webmaster]

Man skal også lige huske på at kommunen SKAL tage hensyn til ens skånebehov og tilrettelægge afprøvningen derefter...

Så der er grænser for hvad man kan kunne ud for....

Man SKAL dog så vidt som overhovedet muligt....møde op hver dag....for hvis man ikke gør det...ja så vil den ikke gælde for en godkendt arbejdsprøvning...og man skal således bare ud i en ny...

Den eneste måde man kan "slippe" for en arbejdsprøvning på....det er hvis ens læge eller speciallæge skriver at ens helbred vil blive væsentligt forværret hvis man skal i arbejdsprøvning..

Ang det med at lægen eller speciallæger IKKE må udtale eller skrive at du skal have en pension....det er faktisk helt korrekt...

Sjovt at de ikke har kunne give dig en henvisning til hvor det står...men det viser måske bare at de måske ikke er helt så meget inde i lovstoffet som de måske burde være...

Men det står her i denne skrivelse om orientering om lægers opgaver i pensionssager.

Socialministeriet skal præcisere

På baggrund af den aktuelle debat om lægers opgaver i førtidspensionssager, skal det præciseres:

- at det over for pensionsmyndighedens sagsbehandlere på pensionsområdet præciseres, at det er pensionsmyndigheden, der har ansvaret for og træffer afgørelse om førtidspension

- at afgørelsen indeholder en fyldestgørende begrundelse, herunder oplysninger om hvilke hensyn pensionsmyndigheden i den konkrete situation har lagt til grund for afgørelsen

- at det over for lægekonsulenten præciseres, at denne alene skal bistå pensionsmyndigheden under sagens behandling vedrørende de helbredsmæssige oplysninger

- at praktiserende læger/speciallæger alene skal beskrive de helbredsmæssige forhold

- at pensionsmyndigheden tager kontakt til eventuelle praktiserende læger/speciallæger, hvis der afgives synspunkter om ansøgerens pensionsberettigelse og eventuel erhvervsevne

- at det tilkendegives over for praktiserende læger/speciallæger, at erklæringer for fremtiden under ingen omstændigheder må indeholde synspunkter om pensionsberettigelsen.

Kilde: https://www.retsinformation.dk/Forms....aspx?id=86668

Man kan i øvrigt finde en masse gode links til alle disse ting via vores Nyttige Links som du kan finde her http://www.k10.dk/showthread.php?t=3684

Det var der jeg fandt den omtalte skrivelse...

[annagw]

Oprindeligt indsendt af Evaave

MTVRV1

Problemet er at jeg ikke har nogen synderlig arbejdsevne. Jeg har svært nok ved at få dagligdagen i hjemmet til at fungere, så jeg kan ikke se, hvordan jeg også skal kunne rumme et arbejdsliv og det er næsten uanset hvor få timer det måtte dreje sig om. Jeg ved godt, at de ikke tager min diagnose i betragtning i forhold til min arbejdsevne, hvilket jeg finder urimeligt i en eller anden forstand. Min diagnose har jo i den grad med min arbejdsevne at gøre. Min sygdom gør jo at jeg ikke rummer særlig meget, men det er der ikke særlig mange der kan sætte sig ind i...desværre. Men tak for jeres råd, I er søde.

Jeg bliver også nødt til at komme med en kommentar til det.

Vores diagnose er en titel vores problemstillinger/symptomer går ind under. Ikke en beskrivelse af lige præcis vores problemstillinger.

Altså: Én person med en given diagnose (=specifikke ”symptomer”) vil klare hverdagen glimrende uden kontakt med kommunen, mens en anden person med den samme diagnose vil have svært ved at opretholde selv de mest basale ting i hverdagen og sidste ende klassificerer sig til pension.
Der er mange sværhedsgrader af enhver sygdom/lidelse/tilstand.

DERFOR betyder vores diagnose, altså ORDET, ikke noget i forhold til vurdering af vores sag.
Det er den måde vores problemstillinger påvirker vores hverdag på der betyder noget, og det er derfor, at det er nødvendigt med fx. arbejdsprøvning.

Oprindeligt indsendt af Evaave

Min jobkonsulent siger, at den største forhindring er, at jeg ikke vil medicineres og det er også det jeg kan forstå herinde, er den største hurdle. Landet ligger bare således, at ADHD medicin IKKE er godkendt af lægemiddelstyrrelsen og samtidig forholder det sig således, at min ADHD diagnose ikke har betydning for min arbejdsprøvning, så er det bare at min logiske tankegang krakelerer. For hvordan kan man sige, at man skal tage medicin for en diagnose, som man ikke tager højder for. Det giver da ikke mening. Enten må de da anerkende diagnosen som en faktor, der har med ens arbejdsevne at gøre eller også må de lade være og stoppe alt deres snak om betydningen af medicinering...eller hvordan?

Nej, ikke helt.
For det er de problemer du har der har betydning - og som anerkendes. De problemer kan puttes ned i en kasse der hedder ADHD.
De problemer som kan puttes ned i ADHD-kassen, de anses for at kunne afhjælpes med medicin hvis de er så svære at de gør det svært at føre en ”normal” hverdag.
Altså, vi taler om, at det der anerkendes og har betydning er det der er i kassen, det er ikke selve kassen.

Grunden til det med at behandlingsmulighederne potentielt ikke vil kunne anses som udtømte hvis du ikke har taget medicin er, at årsagen til din manglende arbejdsevne er en større mængde symptomer, problemer m.m. som samlet set anses for noget der kan afhjælpes ved medicinering.

(Bemærk at jeg siger ANSES FOR. Jeg syntes det er glimrende med skepsis over for medicin.)

En smertepatient kommer ikke i betragtning til førtidspension uden at have fået både smertestillende medicin OG være blevet undersøgt for om der ved hjælp af terapi og/eller psykofarmaka kan lettes på smerterne.
Fordi ALT skal være prøvet.

Jeg siger ikke at jeg er enig i systemets funktion, bare hvordan det er.

[Birkes-musen]

Hej !
Jeg har ADHD i svær grad, er 41 og har været på kontant-hjælp siden jeg var 18. Jeg kan sagtens forstå hvordan I har det og den kamp man kæmper i sytemet.
Min ADHD er blevet kraftig forværret gennem de senere år. Jeg kan slet ikke sørge for mad til mig selv længere så det ender med at jeg kun får aftensmad to gange om ugen eller hvis andre inviterer mig hen til dem for at spise. Min hverdag kan jeg slet ikke få til at hænge sammen men jeg forsøger at glæde mig over de små ting og holde mig oppe på den måde. Jeg venter på at komme i min første arbejdsprøvning. Jeg kender efterhånden til min manglende arbejdsevne men nu håber jeg bare at de ikke skælder mig ud i den der arbejdsprøvning når jeg f.eks ikke kan overskue arbejdsgangen og bliver frustreret. Det er flot at at så mange herinde kan klare de kampe de tager med sytemet for mit eget vedkommende der har jeg ingen kræfter til at stille noget op mod nogen. Jeg har forberedt mig på at jeg kan risikere at skulle leve af kontanthjælp resten af mit liv og at den måske vil blive skåret ned i ydelsen af regeringen på længere sigt. Men så prøver jeg at lave et net-værk af privat personer der kan hjælpe mig lidt med mad osv. Mine elskede katte må jeg så prøve at finde sponsorer til det er meget nemmere at arbejde i det små end at kæmpe mod systemet. Mange folk i og udenfor systemet fejlbedømmer mig tit i forhold til hvad jeg kan og ikke kan fordi jeg lyder intelligent som de siger, er velformuleret, ren i tøjet, smilende og sympatisk som jeg jo er opdraget til at være. Jeg forsøger altid at gøre hvad andre forventer af mig men kommer tit til at save egne lemmer af da mine grænser nærmest er usynlige. Folk bliver tit vrede på mig og generer mig når de opdager at jeg alligevel ikke kan leve op til de ting de forventer af mig. Så opdager de at jeg er svag og ikke kan leve op til aftaler osv og så bliver det rigtig ubehageligt for mig og så går jeg hjem og isolerer mig i flere dage. Jeg står på vente-liste til en støtte-kontakt-person men jeg har ventet længe. Jeg forstår ude-mærket hvordan alle jer med ADHD har det.
Er der forresten nogle af jer med ADHD der også lider af vrangforestillinger og får paranoia af og til ang. at I føler at nogen vil gøre noget ondt imod jer eller er jeg den eneste med ADHD der har det sådan ?
Hilsen Birkes-musen

[marianne1959]

Oprindeligt indsendt af Evaave

Jeg har nu været på kontanthjælp i 10 år.

Hele mit liv er jeg hoppet fra den ene udd. til den anden og det samme gælder jobs. Har max. været div. steder 1 år...og det er faktisk lidt overdrevet.

For 1½ år siden fik jeg diagnosen ADHD. Det hjalp mig til at forstå forskellige ting omkring mig selv. I forbindelse med min diagnose fandt jeg ud af, at den eneste løsning for mig er at få en FP...desværre. Eller det vil sige, jeg er afklaret med det faktum, at jeg ikke er i stand til at arbejde som andre mennesker og at jeg ikke orker at blive kastet mere rundt i systemet. Pt. er jeg gået helt ned, spiser ikke, sover ikke, ryger 60 smøger om dagen, kan knap passe min familie osv. Men systemet har ikke accepteret, at jeg ikke kan mere. Jeg er 33 år og har hovedet skruet godt sammen, jeg virker ressourcestærk og er enormt velformuleret og har stor selvindsigt. Det er åbenbart nok til, at de finder mig "uværdig" til en FP.

Det der undrer mig er, at jeg nu snart af utallige sagsbehandlere, jobkonsulenter og min egen læge får fortalt, at man ALDRIG selv må bede om FP. Det er da den værste omgang høm høm, jeg endnu har hørt. Det vil altså sige, at de nedgør ens egen evne til at tage stilling til sig selv. Kan det virkelig passe?

Da jeg så i sidste uge tog min støttekontakt person fra kommunen med til min læge og hun for en gangs skyld kunne se, at jeg var så langt nede i kælderen, kunne jeg endelig langt om længe få hendes ord på...og på papir om at hendes vurdering er, at jeg skal indstilles til pension.

På papiret står der dog, at hun mener, at jeg skal arbejdsprøves så jeg kan få pension. Det er jo selvfølgelig fordi hun ved, at jeg ikke kommer udenom en sådan prøvning, da jeg ikke er fysisk ramt og at man derfor ikke skal tage hensyn til det. Hun sagde, at ved en arbejdsprøving skulle jeg blot komme det jeg magter og hvis ikke jeg kunne være der, så måtte jeg gerne gå hjem. Så er det bare, at jeg synes at have fået fortalt på kommunen op til flere gange, at hvis man ikke kommer nok til en arbejdsprøvning, så kan man risikere at skulle tage den ene prøvning efter den anden, da der ikke er reelt grundlag for at lave en vurdering af arbejdsindsatsen. Jo jo tænker jeg, men hvis man ikke kan gennemføre en prøvning, så er det nok fordi man ikke evner det...og hvad sker der så, er man så blot en lus klemt fast i en kæmmekam?

Hvor stor betydning har det for en FP ansøgning, at ens læge vurdere, at man skal tildeles en sådan? Og er det bedst at jeg selv sætter en FP ansøgning igang efter, at jeg har været i en arbejdsprøvning? Jeg kan slet ikke overskue at skulle ud et eller andet sted, men det lader til, at der ikke er nogen vej udenom, jeg går bare ned af alt det her ****.

Jeg er helt igennem ulykkelig. Der mangler en grædesmiley_ _ _

Man kan godt søge selv om FP. Men så vurderer de "kun" ud fra de akter som er der pt. Og det tror jeg ikke vil gavne dig i din situation..

[Vovse]

Jeg opdeler lige Birkes-musen's indlæg, mange kan ikke koncentrere sig om så tæt skrevne indlæg.

Oprindeligt indsendt af Birkes-musen

Hej !
Jeg har ADHD i svær grad, er 41 og har været på kontant-hjælp siden jeg var 18. Jeg kan sagtens forstå hvordan I har det og den kamp man kæmper i sytemet.

Min ADHD er blevet kraftig forværret gennem de senere år. Jeg kan slet ikke sørge for mad til mig selv længere så det ender med at jeg kun får aftensmad to gange om ugen eller hvis andre inviterer mig hen til dem for at spise.
Min hverdag kan jeg slet ikke få til at hænge sammen men jeg forsøger at glæde mig over de små ting og holde mig oppe på den måde.

Jeg venter på at komme i min første arbejdsprøvning. Jeg kender efterhånden til min manglende arbejdsevne men nu håber jeg bare at de ikke skælder mig ud i den der arbejdsprøvning når jeg f.eks ikke kan overskue arbejdsgangen og bliver frustreret.

Det er flot at at så mange herinde kan klare de kampe de tager med sytemet
for mit eget vedkommende der har jeg ingen kræfter til at stille noget op mod nogen.
Jeg har forberedt mig på at jeg kan risikere at skulle leve af kontanthjælp resten af mit liv og at den måske vil blive skåret ned i ydelsen af regeringen på længere sigt.

Men så prøver jeg at lave et net-værk af privat personer der kan hjælpe mig lidt med mad osv. Mine elskede katte må jeg så prøve at finde sponsorer til det er meget nemmere at arbejde i det små end at kæmpe mod systemet.

Mange folk i og udenfor systemet fejlbedømmer mig tit i forhold til hvad jeg kan og ikke kan fordi jeg lyder intelligent som de siger, er velformuleret, ren i tøjet, smilende og sympatisk som jeg jo er opdraget til at være.

Jeg forsøger altid at gøre hvad andre forventer af mig men kommer tit til at save egne lemmer af da mine grænser nærmest er usynlige. Folk bliver tit vrede på mig og generer mig når de opdager at jeg alligevel ikke kan leve op til de ting de forventer af mig.

Så opdager de at jeg er svag og ikke kan leve op til aftaler osv og så bliver det rigtig ubehageligt for mig og så går jeg hjem og isolerer mig i flere dage.

Jeg står på vente-liste til en støtte-kontakt-person men jeg har ventet længe. Jeg forstår ude-mærket hvordan alle jer med ADHD har det.

Er der forresten nogle af jer med ADHD der også lider af vrangforestillinger og får paranoia af og til ang. at I føler at nogen vil gøre noget ondt imod jer eller er jeg den eneste med ADHD der har det sådan ?
Hilsen Birkes-musen

[Karo]

Oprindeligt indsendt af Birkes-musen

Er der forresten nogle af jer med ADHD der også lider af vrangforestillinger og får paranoia af og til ang. at I føler at nogen vil gøre noget ondt imod jer eller er jeg den eneste med ADHD der har det sådan ?

Ikke for så længe siden læste jeg om, at mennesker som er meget kreative og som lider af psykiske sygdomme, har det meget svært ved at begår sig og tilpasse sig samfundet.
Hvis en kreativ person få fks. angstanfald hans fantasi under anfaldet kører bare på fuld drøn og derfor angsten blive forstærket og man også udvikle paranoia.

Sådan kan det forholder sig også i tilfald af ADHD.