Flex pga. psyken?

[Mama]

Hej alle

Jeg har kigget lidt med på sidelinien og er nu vist klar til at deltage, som jeg nu kan.
Jeg er ikke så meget inde i regler mv. - men jeg står selv midt i en masse "bøvl" - og håber, I måske kan hjælpe tankerne lidt på vej.

Jeg forsøger at ridse lidt op, og I må gerne spørge ind, hvis der er oplysninger, der skulle mangle, for at I kan svare

Jeg er 36 år og har haft psykiske dyk siden mine teenageår Det har hele tiden gået op og ned, nogle "sorte huller" har været værre end andre, men jeg kender mig selv godt efterhånden - og som nu, hvor jeg har det godt (så godt som jeg nu kan have det), så ved jeg også, at jeg lynhurtigt kan stå på kanten til at falde dybt ned igen. Og det VIL jeg bare ikke mere!!

Jeg er uddannet pædagog, og hvordan jeg kom gennem uddannelsen, kan somme tider være mig en gåde. Men det trak også tænder ud hos mig - og dem, jeg var i studiegruppe med og min mand.... Her startede jeg første gang i gruppeterapi. Fik ret godt bugt med en masse angst og følte virkelig, at nu skulle det gå fremad. Gik i gruppen i 3 år.

Well, det skulle måske være kortere...
Jeg har gået på højskole, men fik depression. Afbrød HF pga psyken. Har ikke kunnet magte et arbejde på ordinære vilkår, fordi jeg hele tiden er "fyldt op" for hurtigt

Pt. har jeg været sygemeldt snart 3 år Jeg har været og er også stadig led og ked af, at jeg "bare" ikke kan finde ud af det. Har det som sagt godt nu - men så snart, jeg oplever pres og forventninger, så kollapser det i mig. Så frustrerende - og nej, man kan ikke SE på mig, at jeg er syg. Så det er svært...

Sidst i 2010 var jeg i virksomhedspraktik, men jeg magtede det ikke. Min sagsbehandler så, hvordan jeg led og bare var så ked af det. Jeg stoppede i praktikken.
Her nævnte jeg for første gang selv ordet flex for hende. (Efter at have snakket med andre om det - som også ser det som en mulighed for mig) Men hun var afvisende, at der var jeg da SLET ikke..... og jeg skulle bare op i tid så jeg kunne blive berettiget til dagpenge
- Men det kan jeg ikke...... Jeg kan ikke holde til det! Hvis jeg da bare kunne!! Hvis jeg da bare kunne være som "de andre" - så var der ikke noget, jeg hellere ville.
Men jeg er nødt til at tage mig selv alvorligt på en anden måde nu. Jeg har døjet med dette i omkring 20 år!! Og det er jo fuldstændig vildt at tænke på Jeg har sådan brug for RO - tid at vide, at jeg ikke skal presses ud i noget igen.

Men altså, i går skulle jeg så starte i jobklub - for at søge virksomhedspraktik Her fik jeg så at vide, at jeg nu har fået ny jobkonsulent..... og hende talte jeg så med. Og HUN nævnte så flex!!! Jeg var og er helt mundlam.......... tør næsten ikke tro på, at hun virkelig sagde det! - Som hun sagde, så er der nogen, der får en depression - og efter måneder eller 1-2 år, så er den måske væk - og så lever de videre..... Men jeg har haft dette i ja, omkring 20 år Så derfor tænkte hun, at det nok var den vej, vi skulle kigge på.
Jeg var sgu så RØRT, fordi jeg følte, at nogen SÅ og HØRTE mig!!

Lidt senere kom en anden jobkonsulent hen til os for at høre til mig vedr. virksomhedspraktik. Den første jobkonsulent forklarede ganske kort om mine skånehensyn - og at jeg har haft det sådan i så mange år. Og så nævnte jobkonsulent nr. 2 OGSÅ flex!!!!

Et par tårer trillede ned af min kind... og jeg sagde til dem, at det var fordi, jeg ENDELIG følte mig set......
Inden jeg gik derfra, gav den ene af dem mig et stort kram og sagde "det her skal vi have vendt til noget positivt til dig" (underforstået det med flex).

I dag ved jeg ikke, om jeg tør tro på det...... Men hvor ville det dog lette mig, hvis jeg kan få flex.

Tænker I noget om ovenstående? Tror I det er muligt for mig at få flex?

(undskyld hvis det blev alt for langt og rodet.....)

Mange tanker fra mig!