opgiver at kæmpe længere

[Førtidsp.]

Hej dalsgård.

Sørgeligt at høre ang. din situation..

MEN, det hedder jo i medgang og modgang.

Har du talt med din mand om det med at flytte fra hinanden ?

Mon ikke din mand ville være glad for, at du blev hvis det hele nu
var omvendt, altså at du var rask og han var syg.

Du kan jo ikke gøre for at du er blevet syg, men jeg kan godt forstå
din frustation.

Håber at i finder ud af det sammen, og at i selvfølgelig prøver at
finde en løsning hvor i kan blive sammen i fremtiden

Mvh. Førtidsp.

[Enteneller]

Kære dalsgård,

Du vil ikke vide hvilke lidelser, der kan være når/hvis man bliver skilt og alene, specielt som syg. Jeg så guld og grønne skove da jeg selv anmodede om skilsmisse for ca. 6 år siden, det var friheden til alt også fra min eks og hvad dermed hører, så jeg var overbevist om at jeg bare kunne få fred.

Min eks og jeg har så børn sammen og det er een ting. Men det er absolut heller ikke bare lykken at blive enlig og så samtidig syg og dømt ude af systemet. Ingen kan forestille sig hvor svært det er at kæmpe sig tilbage eller bare overleve (og dette ikke økonomisk ment). Endvidere vil der heller ikke være mange der forstår een, der er jo sjældent at man lige kender een der har været syg og bliver eller lader sig skilde.

Hvis jeg havde haft muligheden for at blive ved min mand, så var det absolut det jeg havde gjort. Derved havde jeg haft meget mere psykologisk støtte i forhold til min afklaring og kunne tale med min mand omkring mulighederne for, at komme videre og lign. Ingen kender een som ens partner.

Rykker du ud for dig selv, så kan du risikere at synke endnu dybere end hvor du er nu. Hvis du og din mand vil hinanden, så bliv sammen og kæmp sammen, for der er I stærkest.

[MLT]

Vi gav op..jeg gav op.
Blev smidt af sygedagpenge efter 52 uger.. ( ca) og over på ægtefælle forsørgelse.
Efter at have været på dette nogle mdr, måtte vi kaste håndklædet i ringen. Der var INTET at leve for. ( vi sidder i hus)
Så alle betalinger til bank og kreditforeninger, samt til bil lån er nu stoppet og vi er blevet separeret.

Det er hårdt. Men skulle vi have mad på bordet var det den eneste mulighed.
Jeg har også en stor datter jeg betaler børnebidrag til, da hun bor hos hendes far og disse penge kunne jeg jo ikke betale da jeg ingen indtægt havde og alle min mands penge gik til budget kontoen .

Jeg havde det meget dårligt med det.. Og var jeg ikke stationær da de lod mit liv ramle, ja så blev jeg det.. ( og det har jeg speciallæge erklæring på )
Det har været hårdt for vores dreng at se en super sund frisk fuldtidsarbejdende mor - først gå ned med ptsd og angst ( PGA røveri) hernæst blive sparket til og sjoflet af kommunen, for bare at blive smidt ud af deres system som var jeg skrald.

Da beslutningen var truffet og ført ud i livet, var det faktisk en stor lettelse for nu har jeg atter penge at leve for. Endda flere end jeg har haft i de 2 år jeg har været syg...

Så for os var det løsningen...

Men set i bakspejlet er det altså en grotesk måde vi bliver behandlet på af landets kommuner, og de kan uden at blinke ødelægge folks liv for evigt, ingen drager dem til ansvar for ikke at følge loven...

Håber og ønsker du finder frem til det der vil lettet presset fra dig / jer.

[Enteneller]

MLT, du lyder til at være psykisk stærk trods alt og godt for det, for denne tid er ikke for svage sjæle og det har min muligvis været.

Nu efter 6-7 år er jeg ved at komme nogenlunde overens med mig selv, således at mine børn kan være hos mig med glæde og hvor svært skulle det så lige være kunne nogle sige.

Jeg var selv ude af sdp. og systemet i sig selv i 6 -7 år, det er noget l...

[MLT]

Enteneller... Jeg tror det er hårdt for alle, uanset om det var før eller nu de må kæmpe mod systemet.

Jeg har bestemt haft meget angst over vores / mit valg, men skulle jeg redde den sidste rest af selvværd, så var det den vej jeg skulle gå.

Men vi er jo forskellige. Jeg er desværre ikke ud af en stor familie, så mine børn betyder alt for mig. Min angst i det daglige kæmper jeg gevaldigt med, men jeg går stadig ved psykolog og jeg finder god hjælp i diverse amerikanske og engelske angstgrupper på Facebook.

For mig var / blev det en fryd at se kommunen nu SKULLE give mig penge, nu SKAL de lave en plan, og nu KAN de ikke tvinge mig ud i aktivering med påskuddet om at de vil lukke mine sygedagpenge.. De kan ikke komme med en eneste trussel længere , og alt imens nyder jeg nu at have ro til min behandling. Jeg bliver aldrig rask, men jeg kan måske få en bedre livskvalitet... Samtidig ligger min klage i ankestyrelsen.

Om jeg er specielt psykisk stærk ved jeg ikke. Jeg er bare nået til det punkt, at de sidste der får mig ned med nakken - er kommunen.

[migselv]

Oprindeligt indsendt af MLT

For mig var / blev det en fryd at se kommunen nu SKULLE give mig penge, nu SKAL de lave en plan, og nu KAN de ikke tvinge mig ud i aktivering med påskuddet om at de vil lukke mine sygedagpenge.. De kan ikke komme med en eneste trussel længere , og alt imens nyder jeg nu at have ro til min behandling.

Jamen .. Hvad så med alle de penge i skylder til bank, kreditforening og for billån ?

Gælden vil jo ikke forsvinde bare fordi i har ladet jer separere, har stoppet alle afdrag - eller selvom du nu får penge fra kommunen ...

At stoppe alle afdrag kan kun ende med håbløs gæld i årevis fremover. Jeg er desværre bange for din "fryd" bliver kortvarig.


Jeg håber ikke dalsgård vælger samme handling, fremfor at lytte til gode og velmente råd fra andre deltagere i denne tråd

[MLT]

Nej selvfølgelig skal Dalsgård ikke lytte efter andre, hun skal udelukkende gøre hvad der er bedst for hende selv

Vi har haft advokat og bank med inde over da dette blev besluttet, og nej, med den ringe indtægt jeg står med fremover, vil de ikke kræve deres gæld indfriet... hverken hos mig eller min mand.

Mine børn ved at evt opsparede penge ligger til dem under hovedepuden såfremt jeg dør før tid... Og gælden siger de bare nej til.

Så jeg har faktisk ingen bekymringer pt- for første gang i 6 år. Udover jeg selvfølgelig gerne vil være rask, men det må tiden jo vise.

[Pip]

Du skal ikke tumle med det her alene..

Du er gift, og det er en fælles beslutning.. det er en proces man skal igennem.

Tal med din mand om dine tanker.

Der er jo også den mulighed at du har været under pres så længe at du har en begyndende depression, og derfor ser så sort på det.. og føler at du trækker andre med ned.

Alt det kan din mand måske meget bedre bedømme.. og hvis du holder af ham, bør du lade ham bestemme om han vil forlades.

Selvom I før har haft adskilt økonomi, så er det også normalt med fælles økonomi når man er gift, så det er bare en ny situation I skal omstille Jer på.

[Ninja]

Tænker også - kontanthjælp, det er jo nok en midlertidig løsning (selvom den kan være længerevarende), på sigt kommer der vel en udredning mht fleks eller førtidspension, såfremt du ingen arbejdsevne har, eller den er kraftigt nedsat......

[Nøgne tær]

Det er vigtigt at vente med så stor en beslutning til du er mere ovenpå.
Dine tanker er farvet af den belastning du er udsat for nu.