Vejledningspligten

[phhmw]

https://www.dukh.dk/Guides-og-Praksi...sforpligtelsen

Praksisnyt 21 - Vejledningsforpligtelsen
DL
18-11-2022
Læs mere om hvornår kommunen har pligt til at yde vejledning.
Vejledningsforpligtelsen
Hvornår har kommunen pligt til at yde vejledning, og hvad sker der, hvis kommunen ikke yder vejledning, eller hvis den er mangelfuld?
”Kommunen har aldrig fortalt mig, at jeg kunne søge om at få den ydelse.”

”Kommunen kendte godt til mine problemer, men de fortalte mig ikke om mine rettigheder.”

”Kommunen fortæller mig aldrig noget om, hvilken hjælp jeg kan få.”

Sådanne udsagn hører vi ofte i DUKH fra borgere, der oplever, at de ikke modtager tilstrækkelig vejledning i kommunen. Men hvornår har kommunen pligt til at yde borgeren vejledning? Og hvad sker der, hvis kommunen ikke yder den fornødne vejledning? Det handler denne udgave af praksisnyt om.

Kommunens forpligtelse til at yde vejledning
Efter forvaltningslovens § 7 har kommunen pligt til at vejlede borgerne i kommunen om deres muligheder for bl.a. at modtage hjælp efter serviceloven:

”§ 7. En forvaltningsmyndighed skal i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde.

Stk. 2. Modtager en forvaltningsmyndighed en skriftlig henvendelse, som ikke vedrører dens sagsområde, videresendes henvendelsen så vidt muligt til rette myndighed.”

I retssikkerhedslovens § 5 præciseres kommunens vejledningsforpligtelse i ansøgningssager:

”§ 5. Kommunalbestyrelsen skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning. Kommunalbestyrelsen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning.”

Helt konkret betyder § 5, at en ansøgning og spørgsmål om hjælp skal vurderes i forhold til alle lovgivningens hjælpe-muligheder inden for det sociale område og således ikke kun snævert i forhold til, hvad der er ansøgt om. Læs evt. mere herom i Praksisnyt nr. 55 om helhedsvurdering efter retssikkerhedslovens § 5.

Omfanget af vejledningsforpligtelsen
Herom udtalte Folketingets Ombudsmand sig i FOU 1990. 270:

”Efter praksis antages det, at der gælder en forpligtelse til vejledning inden for myndighedens eget område, hvis myndigheden på det grundlag, der forelægges, kan se, at den pågældende muligvis vil være berettiget til en ydelse, der forudsætter ansøgning. Herudover er myndigheden forpligtet til at besvare spørgsmål fra parten i det omfang, det har betydning for den pågældendes varetagelse af sine interesser under sagen.”

Vedr. omfanget af forpligtelsen i retssikkerhedslovens § 5 har Folketingets Ombudsmand udtalt sig således (FOU 2006.653):

”Jeg har … udtalt, at bestemmelsen i … § 5 ikke kun er en lovfæstelse af den almindelige vejledningsforpligtelse for forvaltningsmyndigheder, jf. forvaltningslovens § 7 …. Bestemmelsen må anses for at indebære, at forvaltningsmyndighedernes almindelige vejledningspligt er skærpet på det sociale område.”

Forudsætninger for vejledningsforpligtelsen
Vejledningsforpligtelsen efter retssikkerhedsloven og forvaltningsloven er vidtgående. Såvel borger som sagsbehandler i kommunen vil miste overblikket, hvis kommunen uden videre skal vejlede en borger om alle hjælpemuligheder inden for det sociale område.

Sagsbehandleren skal derfor ifølge principafgørelse 22-18 yde rådgivning og vejledning, hvis det er nødvendigt, og hvis der er anledning til det. bl.a. være klar over borgerens konkrete behov for hjælp, før vejledningsforpligtelsen indtræder. Det fremgår af 22-18:

”Kommunens vejledningspligt

Kommunen har, som en del af helhedsvurderingen, pligt til at behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning. Det følger af retssikkerhedsloven. Det betyder også, at borgeren skal have tilbud om rådgivning og vejledning, hvis det er nødvendigt. Som udgangspunkt har kommunen kun pligt til at vejlede, hvis der er anledning til det.”

Det er således vigtigt for borgeren at gøre opmærksom på eventuelle udækkede behov i en vejledningssituation.

Hvis ansøgeren har advokathjælp eller anden professionel bistand
Uanset at det er kommunen, som har vejledningsforpligtelsen, kan det forhold, at en borger har søgt professionel bistand hos en advokat m.fl., være med til at begrænse kommunens vejledningsforpligtelse. Det fremgår af en udtalelse fra Folketingets Ombudsmand (FOU 1990.270):

”Ombudsmanden fandt, at det forhold, at der havde medvirket advokat i sagen, i et vist omfang måtte fritage inkassokontoret fra vejledningsforpligtelsen, og at kontoret med rette måtte kunne forvente, at advokaten tilsvarende ville undersøge mulighederne for kontanthjælp ved henvendelse til forvaltningens bistandsafdeling. På denne baggrund, og i betragtning af den ikke nærmere præciserede karakter af vejledningsforpligtelsen i forvaltningslovens § 7, stk. 1 og bistandslovens § 28, fandt ombudsmanden ikke med tilstrækkelig sikkerhed at kunne fastslå, at inkassoafdelingen havde begået vejledningsfejl.”

Manglende/mangelfuld vejledning
Hvis kommunen ikke lever op til sine vejledningsforpligtelser, kan der blive tale om, at borgeren skal have ydet hjælp med tilbagevirkende kraft (realudligning) fra det tidspunkt, hvor der var anledning til at yde hjælpen.

Det betyder konkret, at kommunen skal træffe en ny afgørelse, der retter op på den manglende eller mangelfulde vejledning, således at borgeren stilles, som om der fra begyndelsen var givet korrekt vejledning. Det er f.eks. tilfældet i principafgørelse 22-18:

”Manglende eller mangelfuld vejledning fra kommunens side kan efter omstændighederne føre til, at borgeren skal stilles, som om kommunen havde ydet korrekt og fyldestgørende vejledning. Det kan fx betyde, at borgeren er berettiget til hjælp fra et tidligere tidspunkt end ansøgningstidspunktet, eller det kan få betydning for vurderingen af, om en borger, der uberettiget har modtaget ydelser, også har modtaget ydelserne mod bedre vidende.”

Principafgørelse 98-15 handler også om realudligning som følge af mangelfuld vejledning. Fra afgørelsen:

”Det følger af den forvaltningsretlige grundsætning om realudligning, at manglende eller mangelfuld vejledning fra kommunens side efter omstændighederne kan føre til, at borgeren stilles, som om kommunen havde ydet en korrekt og fyldestgørende vejledning, som borgeren havde handlet i overensstemmelse med.

I sag … fandt Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg, at borgeren havde ret til fastholdelsesfleksjob, selvom der ikke forelå en skriftlig aftale mellem arbejdsgiveren og medarbejderen om ansættelse efter de sociale kapitler eller på særlige vilkår.

Beskæftigelsesudvalget vurderede, at den manglende skriftlige aftale mellem borgeren og arbejdsgiver skyldtes kommunens mangelfulde vejledning om reglerne om fastholdelsesfleksjob, herunder kravet om en skriftlig aftale mellem borgeren og arbejdsgiver. Udvalget vurderede, at kommunens mangelfulde vejledning efter omstændighederne skulle føre til, at borgeren blev stillet, som om kommunen havde ydet korrekt og fyldestgørende vejledning, som borgeren og arbejdsgiver havde handlet i overensstemmelse med.”

Folketingets Ombudsmand udtalte sig i FOU 1989.168 om konsekvenser af manglende rådgivning vedrørende ret til børnetilskud:

”Ombudsmanden fandt …, at det var en fejl, at muligheden for, at hun var berettiget til ordinært og ekstra børnetilskud, ikke blev undersøgt eller inddraget i en samtale (vedr. tilskud til psykologbehandling/ej), som A i november 1987 havde med en medarbejder i socialforvaltningen.
Ombudsmanden udtalte endvidere, at det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at manglende eller mangelfuld vejledning efter omstændighederne får den retlige virkning, at den pågældende bør stilles på den måde, som behørig vejledning ville have medført.
Amtsankenævnet måtte herefter anses for at have truffet afgørelse på grundlag af en urigtig retsopfattelse, og ombudsmanden henstillede til ankenævnet at genoptage sagen til fornyet behandling på baggrund af det anførte.”

Endelig kan der i særlige tilfælde blive tale om, at kommunen pådrager sig et erstatningsansvar for økonomisk tab hos borgeren, når dette er forårsaget af fejlagtig eller mangelfuld vejledning.

Forældelse
Spørgsmålet om, hvor lang tid tilbage der kan ydes hjælp fra pga. mangelfuld eller manglende vejledning, afgøres ud fra forældelsesloven. Den almindelige forældelsesfrist er 3 år, men i nogle tilfælde regnes forældelsesfristen først fra det øjeblik, hvor borgeren bliver eller burde blive klar over, at han eller hun har ret til en given ydelse. Læs mere herom i Praksisnyt nr. 3 - Forældelsesfrister og suspension af forældelsesfrister.

Afrunding
Kommunerne har en klar forpligtelse til at vejlede borgerne om hjælpemuligheder inden for det sociale område. Hvis en kommune ikke lever op til denne forpligtelse over for en borger med behov for hjælp, kan det medføre, at der skal ydes borgeren hjælp med tilbagevirkende kraft.

Der kan blive tale om at yde hjælp med tilbagevirkende kraft 3 år tilbage, idet det er den normale forældelsesfrist. I enkelte tilfælde kan der dog ydes hjælp med tilbagevirkende kraft i endnu flere år, hvis der er baggrund for at suspendere fristen for forældelse.

Lovgrundlag
Hvis du er interesseret i at læse mere omkring lovgrundlaget og Ankestyrelsens principafgørelser, kan du læse mere på Retsinformation.dk

I dette Praksisnyt er henvist til:
Forvaltningsloven (nyt vindue)
Retssikkerhedsloven (nyt vindue)
FOU 1990.270 (nyt vindue)
FOU 2006.653 (nyt vindue)
Principafgørelse 22-18 (nyt vindue)
Principafgørelse 98-15 (nyt vindue)
FOU 1989.168 (nyt vindue)
Praksisnyt nr. 55: Helhedsvurdering efter retssikkerhedsloven § 5 (nyt vindue)
Praksisnyt nr. 3: Forældelsesfrister og suspension af forældelsesfrister (nyt vindue)

Hilsen Peter

[phhmw]

Rapport:
Vejledningspligten på socialområdet
Borgere med komplekse problemer

Vejledningspligten på socialområdet: Borgere med komplekse problemer
© Justitia og forfatterne, 2024
Af Birgitte Arent Eiriksson, Malte Kolze, Mikele Schultz-Knudsen og Blanca Josefine Pérez Schjødt
Justitia - Danmarks uafhængige juridiske tænketank
Vesterbrogade 69D, 1. sal. th. 1620 København
www.justitia-int.org [email protected]

https://justitia-int.org/wp-content/...bW15MTZieXRlcw

1 Resumé
Justitia | Danmarks uafhængige juridiske tænketank Vejledningspligten på socialområdet: Borgere med komplekse problemer

Rapporten behandler kommunernes vejledningspligt over for borgere i udsatte positioner i Danmark inden for rammerne af dansk lovgivning. Vejledning af udsatte borgere er en kompleks proces, og den ansvarlige myndighed og sagsbehandleren skal have et omfattende kendskab til en lang række love og praksis, for at kunne give fyldestgørende vejledning i praksis.

Vejledningsprocessen er desuden afhængig af en tillidsfuld relation mellem sagsbehandleren og den borger, som har brug for hjælp, samt en gradvis indsamling af viden om den enkelte borgeres konkrete livsomstændigheder for at oplyse sagen.

Udsatte borgere er meget afhængige af at have adgang til de rette støttemuligheder, og kommunernes vejledning er en central del af opgaven med at sikre borgeren den rette støtte i praksis. Borgere med høj kompleksitet i deres udsathed er særligt afhængige af at modtage helhedsorienteret vejledning og støtte, inden deres forskellige problematikker bringer dem i en uoverskuelig situation. Flere regeringer har gennem de seneste år udtrykt ønsker om at reformere socialområdet og skabe mere egnede juridiske og administrative rammer for helhedsorienteret vejledning og støtte til udsatte borgere. I skrivende stund er der dog ikke vedtaget et lovforslag som fører intentionerne i de forskellige aftaletekster ud i livet.

I rapporten identificeres en række samfundsjuridiske1 og retlige udfordringer ved vejledningen af borgere i udsatte positioner i praksis, som blandt andet omfatter:

At den socialretlige lovgivning er omfangsrig og spredt ud over en lang række regelsæt der ofte ændres og løbende fortolkes ved klageinstanser, domstole og Folketingets Ombudsmand. Dette gør borgerne afhængige af fyldestgørende vejledning fra myndighedernes side.

At de færreste borgere kender til mulighederne for at blive kompenseret (realudlignet), i de tilfælde, hvor myndighederne har givet dem mangelfuld vejledning.

At selvom der i årevis har været politisk fokus på at skabe en helhedsorienteret tilgang til borgere med komplekse problemer, er dette endnu ikke gennemført, og den offentlige forvaltning er på de store velfærdsområder stadig stærkt sektoropdelt.

At sagsbehandlerne oplever det som en udfordring at overskue og orientere sig i gældende lov og holde sig opdateret på nyeste retspraksis og lovændringer.

Bør læses i sin helhed.

Hilsen Peter