K10 - Flexjob & Førtidspension
 

Gå tilbage   K10 - Flexjob & Førtidspension > Sagsformidler hjørnet > Alt det andet

Forum Kategorier Forum Regler Om K10 og Info om Cookies Hjælp til Forum Brug

Alt det andet Her kan du stille de spørgsmål hvis du ikke lige mener at det høre til under fleks, førtidspension eller sygedagpenge dog ikke politisk indhold som skal lægges under kategorien Samfund og Politik

Svar
 
Emne Værktøjer Visningsmetode
Gammel Igår, 20:21   #91
phhmw
Moderator
 
Tilmeldingsdato: 08-12 2005
Lokation: Dragør Danmark
Indlæg: 11.889
Styrke: 33
phhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vej
Ankestyrelsens Tilsyn truer politiker med bøder.....

Men,.......

https://ikast-brande.dk/aktuelt-og-p...orgernes-penge

Ikast-Brande Kommune sender opråb til ministeren: Ankestyrelsen overtræder sine beføjelser og spilder borgernes penge
Borgmester Ib Lauritsen sender på vegne af et enigt byråd i Ikast-Brande Kommune et opråb til Social- og Boligminister, Pernille Rosenkrantz-Theil.
Ikast-Brande Kommune mener, at Ankestyrelsen overtræder sine beføjelser.
02. maj 2024

Sagen handler om, at Ankestyrelsen har pålagt kommunen at få foretaget nogle specifikke undersøgelser, som Ankestyrelsen ikke har lovgrundlag for at kræve. Undersøgelser som i den konkrete sag var meningsløse, og som i øvrigt let kunne løbe op i 150.000 kroner pr. styk.

Da Ikast-Brande Kommune - efter Ankestyrelsens opfattelse - ikke fulgte befalingen, blev kommunen indberettet for Tilsynet med kommunerne. Byrådets medlemmer blev herefter stillet i udsigt, at de ville få tildelt personlige bøder, hvis ikke kommunen rettede ind. Kommunen forsøgte at imødekomme Ankestyrelsens krav, og det satte sagen i bero.

Da kommunens nye svar til Ankestyrelsen heller ikke blev godtaget, opstod der en ny tilsynssag med udsigt til tvangsbøder til byrådsmedlemmerne. Denne gang bad kommunen Ankestyrelsen om præcist at redegøre for, hvilke informationer der manglede i sagen.

Efter godt 3 måneder svarede Ankestyrelsen, at de havde fundet ud af, at de ikke havde grundlag for at give kommunen et pålæg.

I april 2024 - næsten to år efter sagens begyndelse - blev sagen derfor lukket.

Tilbage står kommunen med frustration og undren over hele sagsforløbet.
Samt en stor regning for de mange arbejdstimer, der er brugt til udarbejdelse af svar, dagsordensforberedelser, otte behandlinger i Børne & Ungeudvalget, tre byrådsbehandlinger og udgifter til juridisk bistand.


For yderligere information, kontakt:

Ib Lauritsen, borgmester i Ikast-Brande Kommune.
Telefon: 40302234. E-mail: [email protected]

Rasmus Byskov-Nielsen, vicekommunaldirektør.
Telefon: 5148 9845. Mail: [email protected]

Ikast Brande kommunalbestyrelsesmøde PKT 29
https://dagsordener.ikast-brande.dk/...kestyrelsen%20

29
Lukket: Ankestyrelsens frafald af pålæg om udarbejdelse af forældrekompetenceundersøgelse
27.00.00-A00-10-23
Godkendt. Byrådet sender et brev til ministeren, hvor der redegøres for Ankestyrelsens uheldige ageren.

Annette Mosegaard, Henrik Engedahl og Andreas Würtz havde afbud og deltog ikke i sagens behandling.

Punktet behandles på lukket møde af hensyn til enkeltpersoners private oplysninger, jf. forvaltningslovens § 27, stk. 1., nr. 1.

phhmw SPØRGSMÅL:

Hvem mon har trukket i trådene?

Det ved vi ikke, men at Tilsynet begynder at true med dagbøder er helt usædvanligt, når vi ved at de via aktindsigt har oplyst, at Tilsynet ikke, hverken har truet eller udført deres sanktionsret fra 2013 og frem til, før hændelsen i Ikast Brande kommune.

Usædvanligt at Ankestyrelsens Tilsyn tilbagekalder deres sanktionsret, at de ikke havde grundlag for at give politikerne et pålæg.

Ikast Brande kommune sidder nu tilbage med store ressourceforløb og unødvendige økonomiske regninger.

Hilsen Peter

Bilag

https://dagsordener.ikast-brande.dk/...kestyrelsen%20

PKT 21 Svar fra ministeren i Tilsynssag

https://dagsordener.ikast-brande.dk/...f-1a060b7ebc19


Svar fra Socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil


Brev til Indenrigs- og Sundhedsministeren Sophie Løhde



Andet brev til Socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil

bilag 1
Svar på henvendelse af 30 april 2024_2 1

Ib Lauritsen [email protected]

Social-, Bolig- og Ældreministeriet
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
[email protected]
www.sm.dk

Sagsnr. 2024 - 3425
Doknr. 862814
Dato 29-05-2024


Kære Ib Lauritsen

Tak for din henvendelse af 30. april 2024, hvor du på vegne af Ikast-Brande Byråd beskriver et konkret forløb mellem kommunen og Ankestyrelsen.

Som jeg læser din henvendelse, handler den dels om Ankestyrelsens ageren som tilsynsvirksomhed og dels om et konkret sagsforløb, hvor Ankestyrelsen på baggrund af styrelsens egendriftskompetence har givet kommunen et pålæg i forbindelse med behandlingen af en sag om anbringelse uden samtykke.

Jeg kan i den forbindelse oplyse, at Ankestyrelsens virksomhed som tilsynsmyndighed og lovgivningen vedrørende tilsynet, der følger af kommunestyrelsesloven, henhører under indenrigs- og sundhedsministerens ressort. Jeg kan derfor ikke udtale mig om Ankestyrelsens tilsyn med kommunerne.

Hvad angår Ankestyrelsens virke som klageinstans, kan jeg oplyse, at Ankestyrelsen er en uafhængig myndighed, der udover at være ankeinstans i sociale sager også har mulighed for at tage sager om særlig støtte til børn og unge op af egen drift, når det må antages, at en kommunalbestyrelse i en konkret sag ikke har foretaget de fornødne sagsbehandlingsskridt eller ikke har truffet de fornødne afgørelser i overensstemmelse med barnets eller den unges bedste. Ankestyrelsen kan da pålægge kommunalbestyrelsen at foretage de fornødne sagsbehandlingsskridt eller at træffe de fornødne afgørelser.

Det er Ankestyrelsen, der som uafhængig myndighed træffer beslutning om, hvorvidt de finder grundlag for at tage sager op af egen drift, og om det i forbindelse med en konkret sag vurderes at være nødvendigt at pålægge kommunen at træffe afgørelser eller foretage konkrete sagsbehandlingsskridt i behandlingen af en sag.

Som minister kan jeg således ikke forholde mig til Ankestyrelsens behandling af konkrete sager, ligesom jeg ikke kan pålægge Ankestyrelsen at træffe en bestemt afgørelse i en sag.

Jeg kan i forlængelse heraf henvise til Social-, Bolig- og Ældreministeriets tidligere besvarelse til Ikast-Brande Kommune af april 2023, hvor ministeriet generelt vejleder kommunen om Ankestyrelsens egendriftskompetence (vedlagt som bilag).

Jeg har noteret mig, at Ankestyrelsen i det konkrete forløb, som du beskriver i din henvendelse, har trukket sit pålæg tilbage og meddelt, at tilsynet ikke vil foretage yderligere. Samtidig kan jeg forstå, at det langstrakte forløb har haft et stort ressourcetræk i jeres kommune, og at det har medført en frustration, som jeg afslutningsvist gerne vil udtrykke min forståelse over for.

Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og Boligminister


Bilag 2
Brev til Indenrigs- og Sundhedsministeren

Indenrigs- og Sundhedsminister
Sophie Løhde


6. juni 2024

Ikast-Brande kommune
Sagsnr.: 27.00.00-A00-10-23

Med baggrund i et konkret sagsforløb i Ankestyrelsen har jeg – på vegne af et enigt Ikast-Brande Byråd – skrevet til Social- og Boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil for at gøre opmærksom på en stor undren over både Ankestyrelsens og Tilsynets ageren i en konkret sag, som har haft et urimeligt forløb. Sagen ender med, at Ankestyrelsen giver os ret, men efterlader os med en række ubesvarede spørgsmål og en stor udgift – på grund af stort ressourcetræk i forvaltningen til udarbejdelse af svar, dagsordenforberedelse og juridisk bistand. Der er tale om et helt unødigt sagsforløb, som ikke har tjent hverken borger, kommune og Ankestyrelsen.

Der er tale om et sagsforløb, hvor Ankestyrelsen har spillet en rolle både som ankeinstans og som tilsynsmyndighed. I sit svar til mig skriver Pernille Rosenkrantz-Theil, at hun ikke kan udtale om den del, der vedrører tilsynsmyndigheden, da det henhører under dit ressort. I forhold til tilsynsmyndigheden kan det undre os, at de ikke i højere grad har forholdt sig kritisk til vores vurdering af ankeinstansens manglende kompetence i forbindelse den mulige tilsynssag.

Derfor videresender jeg brevet til Social- og Boligministeren til dig som Indenrigs- og Sundhedsminister, og håber, at du kan forholde dig til den del, der vedrører selve tilsynet. I det øjeblik, at Ankestyrelsen – som klageinstans – skriver til os, at pålægget i den konkrete sag ikke længere er relevant, får vi et brev fra tilsynsmyndigheden i Ankestyrelsen om, at der ikke længere pågår en sag om tvangsbøder mod de ansvarlige byrådsmedlemmer. Det er selvfølgelig en afslutning vi er fuldt ud enige i, men er meget frustrerede over hele sagsforløbet.

Jeg vedlægger brevet til Social- og Boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil, og håber du har større lyst til dialog om de nævnte problematikker.

Med venlig hilsen
Ib Lauritsen Borgmester


bilag 3
2. brev til Social- og Boligministeren

Social- og Boligminister
Pernille Rosenkrantz-Theil

6. juni 2024

Ikast-Brande kommune
Sagsnr.: 27.00.00-A00-10-23


Jeres j.nr. 2024-3425

Tak for dit brev af 29. maj 2024 om et konkret forløb mellem Ankestyrelsen og Ikast-Brande Kommune. Dit brev giver mig anledning til at komme med følgende bemærkning, hvortil der ikke forventes et svar.

Vi skriver i afslutningen af mit første brev, hvordan vi fremadrettet kan undgå lignende sagsforløb og have et konstruktivt forhold mellem Ankestyrelsen og kommunerne? Vi har gjort opmærksom på, at vi ikke er den eneste kommune, der oplever at få pålagt at udfærdige specifikke undersøgelser, som kommunen ikke finder, at der er socialfaglig eller juridisk grundlag for. Det må være et fælles mål, vi i kommunerne får oplyst sagen tilstrækkeligt uden samtidig at opleve, at Ankestyrelsen pålægger en overbelysning af sagen eller pålægger specifikke undersøgelse uden at have hjemmel hertil.

Du skriver i dit brev, at spørgsmålet om Ankestyrelsens tilsyn med kommunerne ikke henhører under dit ressortområde. De to instanser i Ankestyrelsen har parallelt ageret over for Ikast-Brande Kommune i det konkrete sagsforløb. Derfor fandt jeg det helt naturligt at have tilsyns-delen med i mit brev til dig. Til orientering kan det oplyses, at vi nu også tager kontakt til Indenrigs- og Sundhedsminister Sophie Løhde. Brevet vedlægges i kopi her.

Med venlig hilsen

Ib Lauritsen
Borgmester


https://www.dksocial.dk/artikel/ikas...ne-befoejelser

Ikast-Brande: Ankestyrelsen overtræder sine beføjelser
Et samlet byråd i Ikast-Brande har sendt et opråb til socialministeren om en lang og træg sag ved Ankestyrelsen.
8. MAJ 2024 6.43ADMINISTRATIONBØRN & UNGESOCIAL

Det konkrete sagsforløb
Ultimo 2020: Sagen indledes på baggrund af mistanke om fysisk vold overfor et spædbarn. Det konstateres, at barnet er påført fysisk vold af omfattende og voldsom karakter, og at barnet er voldsomt traumatiseret.

I 2022 indstilles til adoption uden forældrenes samtykke. Adoptionsnævnet vurderer dog, at barnets skader er så omfattende, at det ikke kan frigives til adoption. Det antages ikke, at barnets behov kan imødekommes i en almindelig familie. Barnet anbringes derfor i plejefamilie.

Juni 2022: Ankestyrelsen finder, at forældrekompetenceundersøgelsen ikke længere er valid, hvorfor de pålægger kommunen at lave en ny. Børne- og Familieafdelingen oplyser, at der ikke er lovhjemmel til at kræve en fornyet undersøgelse.

Primo 2023: Ankestyrelsen fastholder, at Ikast-Brande laver en ny undersøgelse af faderen. Hvis ikke overvejer Ankestyrelsen at rejse tilsynssag.

April 2023: Ankestyrelsen beder Ikast-Brande Byråd om at oplyse, hvorvidt kommunen vil efterleve påbuddet. Hvis ikke vil de have oplyst, hvordan hvert enkelt byrådsmedlem stemmer, for at kunne sanktionere med tvangsbøder.

Samtidigt modtager Ikast-Brande svar fra Socialministeriet, om at "der efter serviceloven ikke er hjemmel til, at Ankestyrelsen kan pålægge en kommune at udarbejde specifikke elementer i en børnefaglig undersøgelse, herunder fx en forældrekompetenceundersøgelse. Hvilke elementer der bør indgå i den børnefaglige undersøgelse beror på kommunens faglige vurdering efter de fastsatte rammer i servicelovens § 50.”

Juni 2023: Børne- og Familieafdelingen skriver til Ankestyrelsen, at de med henvisning til ministeriets udtalelse efterlever påbuddet. Ankestyrelsen svarer herefter, at den ikke vil gøre mere i sagen. Ikast-Brande sender efterfølgende et tillæg til den børnefaglige undersøgelse.

Oktober 2023: Ankestyrelsen genfremsætter kravet om opdatering af den børnefaglige undersøgelse, da tillægget ikke indeholder en "udredning af faderens sociale, kognitive og emotionelle vanskeligheder og ressourcer i forhold til at varetage omsorgen for barnet og indgå i samvær med barnet."

November 2023: Ankestyrelsen beder på ny byrådet oplyse, hvorvidt kommunen vil efterleve afgørelsen af juni 2022 om udredning af faderen.

December 2023: Ikast-Brande får en advokat til at føre korrespondancen, der beder Ankestyrelsen om at redegøre for, hvilke forhold der skal indgå i den børnefaglige undersøgelse samt hjemmelsgrundlaget for udredningen af faderen.

April 2024: Ankestyrelsen svarer - efter flere rykkere - at pålægget ikke længere er relevant, da faderen er idømt fængsel for vold mod barnet. Den meddeler herefter tilsynet det samme, hvorefter sagen droppes.
Kilde: Borgmesterbrev til Pernille Rosenkranz-Theil, 30. april 2024

IKAST-BRANDE: I et opråb til social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) skriver et enigt byråd i Ikast-Brande, at Ankestyrelsen overtræder sine beføjelser og spilder borgernes penge. Generelt er kommunen frustreret over et langt sagsforløb med styrelsen, der nu endelig er overstået.

Sagen drejer sig om, at Ankestyrelsen har bedt kommunen om at foretage en forældrekompetenceundersøgelse, og dernæst nogle specifikke psykologiske undersøgelser, i forbindelse med opdatering af en børnefaglig undersøgelse.

Ankestyrelsen krævede i 2022, at Ikast-Brande skulle foretage fornyede forældrekompetenceundersøgelser, men det kan styrelsen ifølge vicekommunaldirektør Rasmus Byskov-Nielsen ikke.

- Ankestyrelsen skal føre tilsyn. De kan bede os opdatere den børnefaglige undersøgelse, men de har ikke kompetence eller lovhjemmel til at kræve, at vi skal foretage specifikke forældreundersøgelser. Det er at indskrænke vores kommunale selvbestemmelsesret, siger han til DK Nyt.

Derudover vil det ifølge vicekommunaldirektøren i de konkrete sager være for indgribende over for familien at foretage undersøgelserne.

Ifølge serviceloven skal undersøgelserne foretages så skånsomt som muligt. Derudover skriver Ankestyrelsen selv i en principmeddelelse, at "det ikke er et krav, at kommunen får udarbejdet en forældrekompetenceundersøgelse".

En tosset proces

Efter skrivelser frem og tilbage, hvor kommunen både blev indberettet for tilsynet med kommunerne, og byrådsmedlemmerne fik tvangsbøder i udsigt, bad Ikast-Brande Ankestyrelsen om at redegøre for, hvilke informationer det var, der manglede i sagen.

Tre måneder senere svarede styrelsen, at den havde fundet, at den ikke havde grundlag for at give kommunen pålæg. I april blev sagen derfor lukket.

- Det har været en tosset proces de seneste par år. Vi har ikke kunnet få svar på, hvilke informationer vi manglede, siger Rasmus Byskov Nielsen.

Tilbage står kommunen med frustration og undren over hele sagsforløbet, foruden en regning for de mange arbejdstimer, der er brugt til udarbejdelse af svar, dagsordensforberedelser, otte behandlinger i Børne & Ungeudvalget, tre byrådsbehandlinger og udgifter til juridisk bistand, skriver kommunen i en pressemeddelse.

Efter den mangelfulde dialog er byrådets mål med opråbet til ministeren klart:

- Vi vil gerne skabe opmærksomhed på, at Ankestyrelsen er gået ud over sine beføjelser og har pålagt os ting, der ikke er lovbestemt, siger vicekommunaldirektør Rasmus Byskov-Nielsen.

Hvad Ankestyrelsen pålægger

I borgmesterbrevet sendt til socialministeren, som DK Nyt har fået indsigt i, fremgår det, at:

"Det er ikke kun Ikast-Brande Kommune, der af Ankestyrelsen er pålagt at udfærdige undersøgelser med ordlyden en afdækning af sociale, kognitive og emotionelle vanskeligheder og ressourcer eller forældrekompetenceundersøgelser, som kommunerne ikke finder, at der er socialfagligt eller juridisk grundlag for. Det er en tendens, vi hører gør sig gældende i andre kommuner, og tendensen drøftes ofte i tværfaglig sammenhæng."

phhmw SPØRGSMÅL: Hvad og hvor er det sket og har det også været ulovligt? S.U.

I et skriftligt svar til DK Nyt skriver Ankestyrelsen, at den ikke kan kommentere den specifikke sag, men at styrelsen har mulighed for at pålægge kommuner at foretage visse skridt og afgørelser efter barnets lov, når det anses at være nødvendigt for barnets eller den unges bedste.

Desuden har styrelsen mulighed for at pålægge kommuner at opdatere en børnefaglig undersøgelse, hvis kommunen har undladt dette. Det er kommunen, der skal vurdere, hvilke oplysninger og undersøgelser der skal indgå. Her er det dog af afgørende betydning, at der foretages en fagligt tilstrækkelig udredning af forholdene.


Sidst redigeret af phhmw; Igår kl. 21:41.
phhmw er logget ind nu   Besvar med citat
Gammel Igår, 22:25   #92
phhmw
Moderator
 
Tilmeldingsdato: 08-12 2005
Lokation: Dragør Danmark
Indlæg: 11.889
Styrke: 33
phhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vej
Herlev slipper for tilsynssag efter fadæse

https://www.dksocial.dk/artikel/herl...-efter-fadaese

KORT NYT10. JUL 2024 10.52ADMINISTRATIONBØRN & UNGE

HERLEV: Ankestyrelsen er tilfreds med, at Herlev Kommune har erkendt en fejl og rettet op, og derfor slipper kommunen for en tilsynssag.

Kommunen havde nedsat et gatekeeperudvalg til at godkende fx større indkøb og nyansættelser for at sikre, at budgetterne blev overholdt. Men ved en fejl behandlede udvalget også fire borgersager, og det førte bl.a. til, at en dreng ikke fik lov at beholde en tildelt bevilling til specialskole.

Ankestyrelsen lægger vægt på, at kommunen har indskærpet over for visitationsudvalget, at sådanne usaglige økonomiske hensyn er en meget alvorlig fejl, og at de berørte sager er behandlet på ny. Derfor vil det ikke længere have betydning at rejse en tilsynssag, og styrelsen afslutter derfor sagen, står der i afgørelsen, som kan læses her.

ak

Tak, til DKsocial


phhmw

Hvis bare kommunerne, forvaltningerne eller gatekeeperudvalg skriver og siger undskyld, så lukker Ankesyrelsens Tilsyn sagen, som sædvanlig.

Hilsen Peter

72.851 klik
phhmw er logget ind nu   Besvar med citat
Svar


Regler for indlæg
Du må ikke lave nye tråde
Du må ikke besvare indlæg
Du må ikke vedhæfte filer
Du må ikke redigere dine indlæg

BB code er Til
Smilies er Til
[IMG]kode er Til
HTML-kode er Fra

Gå til forum




Alt tidssætning er GMT +2. Klokken er nu 01:23.


Lavet i vBulletin® Version 3.8.10
Copyright ©2000 - 2024, Jelsoft Enterprises Ltd.
Copyright © www.k10.dk
Indholdet på K10 - Flexjob & Førtidspension må ikke kopieres eller gengives andre
steder uden først at have indhentet tilladelse til det fra ejeren af K10 - Flexjob & Førtidspension