Helt ned i kulkælderen

[gitta]

Jeg har været sygemeldt siden august 2008. Blev 2007 ramt af ansigtlammelse
i venstre side, med helt vilde smerter. 24 timer arbejde disse nerver, som er ødelagte. Har været et år på smerteklinik og får nu morfinpræperat for at lunne holde smereterne nogenlunde ud. Har været i arbejdsprøvning i oktober. Det gik slet ikke. Det hele handler simpelthen om at kunne eksistere. Jeg er gift og mor til 3 børn. Har arbejdet siden jeg var 13 år, og aldrik haft brud for det offentlige. Bare jeg ikke bar blevet syg den famøse dag. Jeg har ikke andet valg end førstidspension og det bliver også vurderet lægemæssigt set. Man kan ikke gøre noget med sådanne nerver. Jeg synes ikke det er fedt ikke at kunne bestemme over hverdagen selv mere, men sådan er det blevet. Sagsbehandlingen er lang, og har en følelse af, at blive vurderet hele tiden. Ah er det ikke bare pjat? Kan hun ikke arbejde lidt? Min dagpengeperiose ophører 01. marts 2010, og det skader jo ikke sgasbehandleren, hvis vi ikke når til nogen afslutning inden jo. Nej, hvor er man afhæning af andres vurderinger. De ved " sgu" da ikke, hvor forfærdeligt det er. Skal min sgasbehandler søge førtidspension, hvis det er det jeg vil?