Om sejhed

[Trylledyr]

Jeg har filosoferet lidt over tilværelsen de sidste par dage, er nået til en konklusion, og jeg vil gerne dele den med jer

Hvem kender ikke kampen mod kommunen? Alle på kontanthjælp, syge, handicappede, førtidspensionister, fleksjobbere, psykisk syge og mange mange flere. Hvem kender ikke det at rende panden mod den bureaukratiske mur om og om igen, og ikke nå nogen vegne. Hvem kender ikke det opslidende tovtrækkeri for at få lov til at have den sygdom, man nu engang har. For at få lidt hjælp til at gøre hverdagen udholdelig.

Hvem kender ikke at skulle leve med sin sygdom hver dag, uden at kunne få ro og mulighed for at få det bedre. Hvem har ikke kendskab til nogen, der i årevis har været fastholdt på overførselsindkomst, fordi det er billigere for kommunen. Hvem kender ikke det at skulle sige nej til sine børn om og om igen, fordi pengene er mere end små. Ikke engang en biograftur eller nye klude kan der blive råd til. Jeg kunne blive ved, men pointen er klar nok.

Som jeg ser tilværelsen, er der to grupper mennesker. De der er seje og de der ikke er. Jeg ved ikke, hvor længe en førtidspensionist skal koge, men jeg ved, at kommunen har kogt mig i snert 15 år efterhånden , og jeg er langtfra mør endnu!

Vi kæmper. Hver dag. Og vi bliver ved med at kæmpe. For en tålelig hverdag med meget få midler. Finder de små og gratis glæder, for dem der koster noget, er udenfor vores rækkevidde. Bruger en hulens masse kræfter på at finde de gode tilbud, for at få pengene til at række lidt bedre.

Tryller med kreativitet, når der nødvendigvis skal stables noget ekstra på benene. Finder kræfter til at være noget for vores børn, selv om vi knapt kan hænge sammen selv. Skriver det ene velformulerede brev efter det andet og holder fast, selv om vi selv er ved at skride i svinget.

Vi slås dagligt med besværligheder, som andre kun opfatter som noget, ”man bare gør”. Vi får det ene nederlag efter det andet, men alligevel rejser vi os op og fortsætter. Hvorfor gør vi det? Fordi vi ikke har et alternativ. Og fordi vi er seje. Vi er stædige. Vi er stolte. Og vi vil ikke tabe retten til et værdigt liv!

Hvis nu Hjorten eller en anden af de høje herrer skulle leve for det, vi gør. Have de samme besværligheder, som vi har. Blev mast i de bureaukratiske møllehjul af til tider umenneskelige love. Hvis han skulle undvære sin fine bil, og i stedet måtte bruge apostlenes heste som vi andre. Hvis han skulle rende forgæves efter inkompetente mennesker, der har bestillingen at forvalte de umenneskelige love. Hvis han var syg og blev tvunget ud i gentagne arbejdsprøver. Blev fastholdt på kontanthjælp uden mulighed for at komme ud af systemet. Finde sig i at blive kontrolleret i hoved og øh ….ja!

Hvad ville der så ske? Ville han kunne holde til det? Ville han kunne klare presset uden alle sine kontakter? Ville han kunne stå distancen og kæmpe for sit liv, om jeg så må sige? Har han rygraden til at rejse sig op om og om igen?

Min mening er ikke nogen hemmelighed. Jeg tvivler på, at de høje herrer kunne klare mosten. Hvis de blev udsat for det samme pres, som vi bliver uden mulighed for orlov, ferie og ro til at få det bedre. Lad os bare sige 5 år på den måde, som vi lever. Øh rettelse: mange af os har ikke overskud til at leve, vi eksisterer bare…

Jeg har en formodning om, at hvis de høje herrer blev tvunget til at eksistere i bare 5 år (det skal jo gerne kunne mærkes) på denne måde, ville der måske ske ting og sager med lovgivningen. Hvis de så får at vide, at vi er nogle, der har haft det sådan i både 10 og 15 år, så piveri tolereres ikke. Bare bid tænderne sammen og fortsæt, som vi andre gør. Ville der så ske noget med lovene?

Jeg ved godt, hvor min respekt går hen, og det er ikke til de høje herrer, for de har ikke fortjent den. Den går til alle på kontanthjælp, syge, handicappede, førtidspensionister, fleksjobbere, psykisk syge og mange mange flere. Det er dem, der er de seje. Dem der er konger og dronninger. Dem der trods egne besværligheder finder styrke til at hjælpe andre i samme situation. Dem der har (eller finder) styrken til at fortsætte en umådelig opslidende kamp og alligevel nægter at gi’ op!

Knus og stor respekt
Trylle