Accept fra andre

[Julcha]

Jeg er under uddannelse (revalidering) og har i den forbindelse været ude for nogle ret ubehagelige situationer. Der foregår meget gruppe arbejde på et universitet, og da jeg for 3 år siden skulle ud i min første gruppe anede jeg ikke at det jeg oplevede der bare skulle forværres over de følgende år.

Grundet min situation kan jeg af gode grunde ikke sidde og arbejde på fuld tryk hele dagen lang, dette forklarede jeg den første gruppe jeg var i, med det samme. Det var da helt i orden og det skulle vi da nok finde ud af. 1 måned senere blev jeg frosset ud af gruppe og fik at vide at jeg var doven, ikke lavede mit arbejde og derfor ville de aller helst smide mig ud af gruppe. Studie vejlederen blev indkaldt, men da der ikke var så lang tid tilbage af projektet fik de andre medlemmer ikke lov. Så jeg måtte stå distancen, og skulle hver dag udsættes for disse mennesker. Skulle hver dag køre hjem med følelsen af ikke at række, ikke at være noget værd.

Projektet endte, og vi skule videre.

Næste projekt, getog historien sig. Ligeledes blev mit helbred hele tiden forværret, så jeg kunne holde til mindre og mindre. Dog lavede jeg mine ting, og kæmpede igennem.

Jeg er blevet smidt ud af grupper midt i projekter, jeg er blevet hånet og kaldt for alt lige fra hypokonder til doven. Jeg har hver gang skulle stå og redegøre for mit helbred og forsøge at forklare at smerterne er en ting, ens energi lider meget under ikke at være rask, samt ens koncentrationsevne og ved hver opstart har jeg gjort mit til at fortælle hvad det var de gik ind til. Dette har været utroligt ydmygende at skulle stå og næsten undskylde over ist helbred. Og hver gang har de været så søde, jamen det finder vi ud af, det skal du ikke tænke på. Vi finder en måde hvor alle er tilfredse. Men alligevel, efter en måneds tid, er det gået galt, og disse ør så forstående mennesker forvandler isg ind til en bunke egoistiske, blinde og decideret onde folk.

Hver gang jeg har været i gruppe arbejde har jeg skulle køre hjem med den følelse af ikke at være noget værd, at det er mig der er noget galt med. Hvor må jeg dog være et usselt menneske siden de er sådan. Har godt nok spildt mange tårer på det her. Og til dem der har læst min tråd, har dette nok været en af grundene til at jeg har gået og forsøgt at fortrænge min situation.

Så her for lidt tid siden, da vi skulle gå i grupper til vores eksamens synopsis, valgte jeg så endelig ikke at være med i en gruppe. Det er simpelthen slut. Derfor skulle jeg i en halv time stå og høre på en af lærerne give et foredrag om dét at skulle arbejde sammen, og at hvis jeg kke var villig, så ville jeg aldrig lære at arbejde sammen med andre, hvilket er den vigtigste grundsten når man kommer ud på arbejdsmarkedet. Jeg lukkede ørerne og snakkede hende efter munden. Men jeg skriver stadig alene, både nu og til BA projektet her efter sommer.

Det skal siges at jeg hele tiden har lavet det jeg skulle lave, har fået gode karakter osv.

Og nu er det vist på tide at fortælle hvilken uddannelse jeg er på.......

SOCIALRÅDGIVER UDDANNELSEN!!!!!!!!!!!!!!!!!

Er det ikke betryggende at høre?