Et lille løft af sløret i Holbæk kommune

[Mella]

Jeg er i besiddelse af en pdf fil og kan ikke linke til denne rapport, så jeg har i stedet trukket nogle få citater og bidder ud af denne moppedreng på 148 sider.
Hvis man ikke må gøre sådan, må det så slettes igen.
Det er 2 studerende fra RUC, som har lavet ’Et kvalitativt casestudie af udførelsen af konsekvente metoder over ledige i matchgruppe 4 med anden etnisk baggrund end dansk i Holbæk Kommune'.
Denne grundige rapport løfter sløret for en meget hård og konsekvent linje overfor disse borgere – og nogle citater herunder, viser sagsbehandlernes indstillinger over for borgerne.

Socialdirektør Lone Nygaard fortæller ligeledes, at Holbæk Kommune har anvendt økonomiske
sanktioner over for usamarbejdsvillige aktiverede, fordi de i kommunen har erfaringer med, at det er
et effektivt middel. Dette begrunder hun med, at det har vist sig effektivt at sanktionere kommunens
ledige unge. I modsætning til Integrationsservice og den ledelsesmæssige holdning i kommunen,
har Projekt Forskelligheds teamleder Unni Mathiasson erfaret, at det ikke virker motiverende at
sanktionere de ledige i matchgruppe 4:
”Der skal stilles krav til dem, men du går ikke ind og straffer dem, fordi de skal. Det har ikke den
effekt, det skal have. De græder bare og så klarer de sig for det mindre. De kan simpelthen ikke
overskue det. Det synes jeg ikke alene er meningen. Nå, så fik vi lige gaflet dem, så sparede vi 1000
kroner.” (Unni Mathiasson, s. 7).

Borgerne har under Projekt Forskellighed
oplevet samme mistænkeliggørende tilgang over for deres sygdomme fra sagsbehandlerne. På trods
af, at de ledige havde lægeerklæringer, blev flere af dem under projektet sendt i aktivering, hvor der
skulle udføres hårdt fysisk arbejde. Denne behandling resulterede i, at flere borgere anså, at deres
sagsbehandler ikke havde forståelse for deres situation og ikke hjalp dem til at finde et job, de
kunne magte. Borgernes oplevelse af at skulle føre en kamp med sagsbehandlerne om, hvorvidt de
var for syge til at kunne arbejde, fremgår også af følgende eksempel, hvor en mand med
rygproblemer fortæller, at han blev sendt i aktivering som flyttemand:
”Jeg sagde, at ifølge min lægerapport kunne jeg det ikke, det var jo hårdt arbejde. Men det var hun
[sagsbehandleren] ligeglad med. Hun har en hel masse rapporter fra lægen om, hvad jeg kunne,
men det tog hun slet ikke alvorligt.” (Deltager B, s. 7).
følgende citat udtaler sagsbehandleren sig om samme mand med rygproblemer:
”Og en mand, som påberåbte sig at have sindssygt ondt i ryggen, og han kunne ingenting, og der
var meget galt, han var nærmest invalid, fortalte han mig. Og jeg havde masser af lægelige papirer
på ham og sagde til ham: ”Prøv lige at høre her, du fejler ikke en skid i den ryg. Hvis du tager lidt
hensyn, så har du ikke mere ondt i ryggen, end jeg har, eller din nabo har.” Men han mente, at han
var bestemt sindssygt syg.” (Sagsbehandler 3, s. 6).

”Det blev meget tydeligt i projektet, at nogle gange kan man [sagsbehandlerne]simpelthen ikke se
sagen, man bliver meget viklet ind i den(…)Du kan blive enormt vred på borgeren, og kan komme
til at mistro dem og komme til ikke at kunne lide dem, faktisk.(…) For to af de tre [sagsbehandlere]
skete det undervejs, at de fik en rigtig dårlig oplevelse(…) Dét der sker, er, at du bliver personlig,
du bliver uprofessionel. (…)De nærmest græd og var enormt gale og helt opkogte og kom ind til
mig og skældte ud på borgeren. Borgeren kom hylende og skrigende.” (Unni Mathiasson, s. 9).
To af sagsbehandlerne
erfarede dog, at det havde en vis effekt at trække i kontanthjælpen under Projekt Forskellighed, men
effekten beskrives mest i forhold til, at klienterne føjede sig over for sagsbehandleren. På
spørgsmålet om det havde en effekt at sanktionere de ledige, svarer sagsbehandler 2:
”Ja, det mener jeg rent faktisk, jeg kan nævne et eksempel med en borger som [sagsbehandler 3]
havde, hvor vi lukkede [kontanthjælpen]. Han var ellers meget høj i hatten og rigtig uforskammet,
men han kom så krybende.” ( Sagsbehandler 2, s. 3).
Sagsbehandler 1 beskriver også, at det havde for mange omkostninger professionelt og
menneskeligt at fastholde den konsekvente linje:
” Jo mere du presser, jo mere modpres får du selvfølgelig (…) der kan jo opstå dramatiske
situationer for folk, der får lukket deres penge, de råber og skriger og man bliver fuldkommen
102
overfuset (…) Hvis man virkelig skulle være mere barsk og konsekvent og sige: Det holder ikke i
byretten, du får ikke en kæft, så ville du rende ind i så meget modstand hele tiden, så (…) du skulle
være meget, speciel psykisk stærk for at kunne klare det.” (Sagsbehandler 1, s. 13, 15)
Ifølge rapporten for Helbredsafklarende Team57 skulle teamet ”finde det erhvervsrettede element og
ressourcerne hos borgerne” (Rapport om Helbredsafklarende Team 2006). Gennem revurdering af
lægeerklæringer, psykiatererklæringer og ressourceprofiler og samtaler med borgerne vurderede
teamet, hvorvidt 10 af deltagerne i Projekt Forskellighed havde en arbejdsevne, der kunne anvendes
på arbejdsmarkedet. Som tidligere beskrevet, oplever de kommunale aktører, at de ledige i
matchgruppe 4 ofte anvender fysiske og psykiske sygdomme som forsvarsmekanismer mod at
arbejde. I forlængelse heraf hersker der ligeledes en skepsis blandt de kommunale aktører over for
nogle af byens læger og psykiatere, der mistænkes for at udstede for mange lægeerklæringer.
Sagsbehandler 1 fortæller:
”Fx, der er mode-psykiatere. Der er en psykiater her i byen, - der er nogen, der har haft mistanke
til, at han er lidt for flink til at skrive, at de [ledige] ikke kunne lave noget som helst. Der skulle
være en i Ishøj også, som de tog hen til.(…) Det går der rygter om. Vi kan også se det, at der er
nogle specielle psykiatere, de søger.” (Sagsbehandler 1, s.4).
Holbæk Kommunes antagelse om, at kontanthjælpsmodtagernes sygemeldinger er udtryk for
psykosomatiske symptomer, understreges af, at der i en rapport om erfaringer fra
Helbredsafklarende Team i Holbæk formuleres, at en barriere for borgerne er ”sygdomsfiksering”.

. Helbredsafklarende Team har ikke medført øget rådighed for arbejdsmarkedet
Helbredsafklarende Team i Holbæk Kommune havde, som nævnt, ikke det forventede udfald.
Revurderingen af lægeerklæringer medførte i de fleste tilfælde ikke, at deltagerne blev erklæret
raske eller at en skjult arbejdsevne viste sig. Hvor 17 ud af 20 kvinder i Odense blev erklæret raske,
blev kun én person vurderet rask i Holbæk, og ingen af de 10 berørte borgere er efterfølgende
kommet i arbejde. At borgernes traumer er reelle, understreges af psykologen Ole Kristensens
udtalelser, der var en del af teamet i Holbæk. Han fortæller, at resultaterne af revurderingen af
lægeerklæringerne var præget af, at deltagerne var traumatiserede, og at de derfor ikke havde en
arbejdsevne:
”I: Var der flere, der blev erklæret arbejdsdygtige, efter de havde været i helbredsafklarende team?
OK: Nej, nej, nej. De blev indstillet til pension, for jeg har den holdning, at der må slås en streg i
sandet nogle gange, man kan ikke knokle videre med folk, man ikke kan knokle videre med. (…)Alle
dem, vi havde, var jo dybt traumatiserede. (Ole Kristensen, s. 7).