Dét som JEG er træt af, er sagsbehandlernes ufine metoder - jeg er TRÆT af at få vredet armen om på ryggen, og blive indirekte TRUET til arbejdsprøvning...
Vi kan jo læse om det hér, side op og side ned. Folk tør ikke sige nej (selvom de måske er berettiget til at sige nej!), for siger de nej, så kan ydelsen ryge, og med ydelsen ryger økonomi, hjem, børn og meget andet. Det er jo sagsbehandlernes store trumf på hånden, de véd at de bare skal skrue bissen lidt på, og så strømmer folk ud i deres latterlige arbejdsprøvninger fordi de ikke kan overskue konsekvenserne ved at stå fast....og er det fair sagsbehandling???
Jeg sidder præcis som om jeg havde mistet arme og ben, hvortil kommunen fortæller at loven siger jeg SKAL svømme herfra og til Sverige uden hjælpemidler. Det er så indlysende at det ALDRIG vil kunne lade sig gøre, og selvom alle siger at det ikke kan lade sig gøre, så mener kommunen at det blot er et spørgsmål om viljestyrke.
Mine psykiske lidelser og arbejdsprøvningen er præcis lige så indlysende, og jeg forbeholder mig altså retten til at kæmpe for min sag, og for retten til at være syg. Jeg vil ikke finde mig i at blive dikteret af en sagsbehandler som ikke har lægefaglige kompetencer.
Og Razmo, da jeg konfronterede min sagsbehandler med det 'åbenbare grundlag' så sagde hun at det KUN gjaldt udviklingshæmmede, metalt retarderede, folk med dødelige sygdomme med kort levetid (gerne på hospice) og den slags sager/personer??!!
|