Hjælp.............jeg er bange..........

[cirkeline]

hjælp..........
jeg er helt vildt nrvøs for mit møde i morgen.

Min overskrift kunne måske også næsten hede RENGØRINGSVANVID!

i løbet af den sidste uge hvor jeg er begyndt at blive nervøs har jeg fået ordnet en masse ting................men efterhånen som jeg er blevet mere og mere nervøs har jeg fået ordnet mere og mere.

Det er såsan set også godt nok,eller det var det ihvertfalde i starten da meget af det er tiltrængt (for jeg plejer bestemt ikke at være nogen rengørings freak.........må måske nok nærmere sige tvært i mod !

Men efter min akute lyst til at gøre bedeværeset rent i 2 timer i går aftes og skrubbe gulvet 3 gange.(noget skulle jeg jo lave.........når jeg nu ikke kunne komme ind på chatten!)

Og jeg i dag ikke bare har gjort min egen lejligehed rent ...........og pludselig har haft sofa og seng med mere hevet ud ...............hvad fanden gør der af mig!

Nå ja så snuppede jeg også lige trappen i opgangen med støvsugeren.......og vasket den bagefter DET SKAL SÅ LIGE SIGES AT DET SLET IKKE ER MIN MÅNED TIL VASKE TRAPPE!!!!!!!!..........Så hvad fanden er det lige der går af mig????????????Jeg har aldrig nogensinde gjort sådan noget før............men på trods af det så tror jeg uden tvivl at jeg godt kan dognastisere mig selv..........som væren NERVØS!

Nu har det så også været kombineret med rundt på gulvet.........ondt i maven (og lette angssignaler som trykken i brystet)

Nu har jeg haft det sådan den sidste uges tid. Jeg har simpelthen så meget uro AT JEG UNDER INGEN OMSTÆNDIGHEDER KAN SÆTTE MIG NED OP SLAPPE AF!!!!!!!!!HJÆLP...........DET ER JO FORFÆRDELIGT!

Jeg har simpelthen så meget uro at jeg skal lave noget hele tiden..........mig som ellers elsker at se fjernsyn og følger med i diverse serie...........jeg har næsten ikke set noget fjernsyn i den her uge (det har jeg ikke haft tid til har jeg tænke ved mig selv) Men sandheden er nok nærmere at der skal ske noget hele tiden, for jeg kan bare ikke sætte mig ned og slappe af! rigtig træl at ha det sådan!!!!!!!!!

Det er selvfølgelig godt nok at jeg har fået ordnet en masse ting (helt vildt især i forhold til hvad jeg plejer at lave!!!!!!!!!!!!)

Min uro og nervøsitet har også resulteret i at jeg har gået.........nej nærmere travet helt vildt mange og MEGET LANGE ture.........for der skal bare ske noget hele tiden.

Så eneten er jeg igang hele tiden, fordi jeg ikke kan side stille..........eller også sover jeg fordi jeg er så træt så træt!!!!!!!!

Det er ikke til at holde ud at ha det sådan her ..........så jeg håber godt nok at det bliver bedre efter mødet i morgen.

Jeg er meget bange for mødet i morgen.Det er ikke kun den sidste uge jeg har gået at været spændt det har jeg været de sidste mange uger før da datoen blev fastsat.

Men ikke bare der også de sidste mange måeder i spænding ..........hvor jeg frygtede at det blev virkeligt og der blev en dato på.

En dato på det møde som jeg har frygt i det sidste halve år hvor det har spøgt..........og jeg har været nødt til at se i øjene at det ikke var til at komme uden om..........at jeg var nødt til at forholde mig til det uanset hvor angst og bange jeg er !!!!!!!!!!

For det er jeg godt nok.............helt vildt angst og bange.
Men der er godt nok også bygget meget energi op omkring det (mig der hele min barndom har kæmpet med det usynlige spøgelse............det heder angset for at blive syg) Det skal måske lige her forklares at både hun og min mor er var psygisk syge! Så min frygt for at blive det er jo enorm.

Det er det gør at jeg frygter diagnoser så yhyggeligt meget..........at jeg hele min ungdom ikke fik hjælp..........ihvertfalde ikke den rigtige hjælp.......fordi jeg ikke ville erkende at jeg måske også var syg..........for så troede jeg at jeg ville dø.............for så frygtede jeg eller måske enda troede at så ville mit liv blive ligesom dem, og dermed stut da det bestemt ikke var et liv jeg have lyst til at leve!

Det er nok derfor jeg har løbet skrigene væk (hvilket jeg på en måde også har lyst til at gøre den her gang)hvergang der kom noget der kunne lige noget der hed en diagnose.

Og fordi jeg ikke har kunnet, eller måske ikke turdet erkende det fik jeg heller ikke den hjælp jeg have brug for på reva for et år siden.




Men ikke i morgen ........i morgen skal jeg sætte mig ned til et møde sammen min psykiater,min psykolog,som er ny og som jeg ikke er særligt glad for, en hjemme sygepleske fra lokal psykiatrien som har kommet hos mig det sidste halve år og en bostøtte som jeg har fået og så mig. Og så har jeg min fars kone med (min far kan desvære ikke være der.........så jeg er også lidt spændt på hvordan det går med at have hende med.

Men det er i det løbet af det sidste stykke tid gået op for mig at det ikke kun har været mig der ikke har villet erkende at jeg måske er syg?..........Det er dersværre i mindst lige så høj grad min familie der ikke har villet acceptere det!
Så jeg tænker også at det er rigtig vigtigt at der er nogen fra min familie der kommer med.

Jeg er aldrig blevet indkaldt til et diagnose møde før, tværtimod har jeg altid fået ef vide at jeg ikke skulle forholde mig til diagnoser,bla fordi det har vist hvor frygtelig bange jeg har været for det.Og dem som jeg har arbejdet med før har ikke forholdt sig til diagnoser............tværtimod!

Men i lokal psykiatrien arbejder de med diagnoser...........så de vil også at jeg skal vide og forholde mig til min ( det viser sig nu at jeg i virkeligeheden har haft en diagnose længe........jeg har bare ikke selv vist det )

Sygeplesken var hjemme ved mig i dag, så vi kunne mødes inden mødet.
Og hun sagde at hun troede at der ikke være så meget nyt i de ting der vil blive sagt i morgen, at mange af tingene viste jegnok godt i forvejen og var noget jeg arbejdet med?..................MEN DER ER ALLIGEVEL EN VERDEN TIL FORSKEL FOR MIG.Nu kommer der lige pludeselig et diagnose navn på......

Det jeg tror vil ske er at det så bliver virkeligt .........at så er det ikke bare noget jeg tror jeg fejler.............så er det pludselig virkeligt...........og jeg bliver nødt til at forholde mig til det (og forhåbenligt leve med det på en eller anden måde)

Jeg snakkede med min læge i dag og hun sagde hun syntes jeg skulle vente med at tage stilling til og jeg vil søge pension til efter det møde, når der er kommet nogle facks på bordet.

Det har jeg også selv tænke inden hun sagde det,og håber at jeg forhåbentligt vil kunne blive mere afkaret i forhold til om jeg skal søge en pension?

Så i morgen skal jeg se det i øjene som jeg i virkeligheden fryger allermest..........men samtidig tænker og håber jeg også at jeg så får den afklaring jeg har brug for, så jeg kan komme videre med mit liv.

At uanset hvor bange jeg er for det..........at det så ikke behøver være et usynligt spøelse i mit liv mere?

Jeg er meget spændt og bange..........især på hvordan jeg har det bagefter..........og om jeg kan takle det??????????

Ang mødet så har og er jeg angst for angsten lige nu ..........frygter at jeg bliver så angst til mødet at jeg ikke kan høre noget, og tror jeg skal dø og ikke kan få luft..........det er det jeg frygter allermest og at jeg ligger på et koldt badeværelses gulv og knækker mig?

Men jeg tror nu ikke at det kommer til at gå så slemt,det håber jeg ihvertfalde ikke.Det vil sgu været alt for ærgeligt og træls når jeg nu har brugt så meget energi på det.Og et eller andet sted vil har sat mig op og gerne vil ha det overstået..........selvom der jo stadig også er den del der har lyst til at løbe skrigende..........og bare løbe af h til.

Har også tænkt meget på hvordan jeg mon vil reagere følelsesmæssigt?............vil jeg blive vildsomt ked at det...........eller måske voldsomt gal så jeg ikke kan høre noget..........eller vil jeg begynde at grine...........eller noget helt andet????????(eller vil det forhåbentligt slet ikkevære så slemt ?)

Eller vil jeg i virkeligheden blive enormt lettet.........og tænke fedt..........endelig kom der ord på det jeg følte..........fedt endelig er det usynlige spøelse jeg slåset i så mange år af mit liv væk...........fedt endelig kan jeg begynde at komme vidre med mit liv...........nu skal det ikke stå i vejen mere.

Jeg håber det sidste.

Med min fornuft ved jeg jo godt et eller andet sted at der er letter at forholde sig til ting og gøre noget ved dem når man erkender dem og når man ved hvad det er man har at slås med.............og når man ikke mere skal skjule dem for sig selv og omverden..........men det er bare så forbandet svært når nu angsten ståer i vejen!

Dette have jeg valgt at dele med jer.
Jeg føler og frygter at det en dom jeg skal ha ( har nogle gange måske ligefrem frygtet eller tænkt det som en dødsdom)

men jeg håber ikke det bliver sådan..........jeg håber faktisk jeg overlever det.
For hvis jeg gør det så håber jeg at det betyder at jeg får et letter liv og at angsten ikke skal styre mit liv i den grad som det har gjort indtil nu desværre.MEN DET SKAL VÆRE SLUT NU!

hilsen line