Hvor man sætter en ære i ikke at være afhængig af det offentlige

[Maj-Britt]

Så I / vi er æresløse

Hele indlægget:

Hvor mange skal tage ansvar?
Af: Daniel KorfitsPubliceret: D. 23. maj 2008
Min skærm nærmest eksploderede første gang jeg besøgte denne side., og mit lille arbejdsværelse fyldtes med fragmenter af ildsjæle og gode intentioner. Budskabet på denne side er intet mindre end fantastisk, tag ansvar for dig selv, se på hvad du kan gøre for dig selv, før du ser på hvad andre kan gøre for dig. Spis først af fællesbordet, når du ikke har mad nok selv.

Budskabet af godt, og særligt glædeligt er det at så mange politikere bakker op om det. For af frygt for at ligge det personlige ansvar fra mig, vil jeg våge den påstand at der er her forandringerne skal komme fra. Der er mange ting vi hver især kan gøre, men det er de folkevalgte politikere, som sidder med nøglen til at ændre på den velfærdsmodel, som om noget bygger på solidaritet og fællesskab, og dermed lukker det personlige ansvar ude.

Det danske samfund har forvandlet sig til et stort tag-selv-bord. Det er ligegyldigt om vi er sultne eller ej; mad skal vi have, og så meget som muligt. Samfundet er til for mange flere, end de som ikke er i stand til at klare sig. Det er blevet en fordelingscentral uden lige.

Vi kan vist godt blive enige om at der i dagens Danmark findes mennesker som modtager ydelser de ikke har behov for. De spiser fra tag-selv-bordet, selvom køleskabet bugner derhjemme. De bruger lige så lang tid på at finde ud af hvor meget de kan hive ned fra bordet, som alle os andre. Det er ikke kønt, men jeg forstår dem.

For når de vandrer op til tag-selv-bordet, og placerer over halvdelen af den mad, som de jøjsomligt har skrabet sammen, og herefter ser hvordan det hele bliver forvaltet, forstår jeg godt man fristes til at ville have så meget som muligt ned igen, før det går tabt.

Bevares - Ingen skal gå sultne i seng i Danmark, og det giver os en forpligtelse til at placerer lidt på bordet. Men kunne vi ikke nøjes med det? Kunne vi ikke nøjes med et bord som kun var for de mest trængende? Behøver vi have en stat som giver os børnepenge når vi er børn, SU når vi er unge, tilskud når vi er voksne, og pension når vi er gamle? Kunne vi ikke selv forudse og tage højde for nogle af disse ting?

Jeg argumenterer hverken for socialstat eller minimalstat, men for en stat hvor udgangspunktet skal være at man klarer sig selv. Hvor man sætter en ære i ikke at være afhængig af det offentlige, og hvor man selv kan disponere over størstedelen af det man tjener. Det er ægte personligt ansvar.

Daniel Korfits
Socialpolitisk ordfører
Venstres Ungdom

http://www.mitansvar.dk/debat/78

************

Jeg kan have misforstået hans budskab??