Citat:
Oprindeligt indsendt af Vovse
Det har jeg fuld forståelse for.
Men hvad angår din sag i kommunen, så kan det jo være godt, at psykologen ser dig som du er.
Hvis kommunen fandt på, at sende dig i en arb.prøvning, så ville du jo ikke have mulighed for, at have din mor med hver dag, som støtteperson.
Jeg kan godt forstå hvis tanken skræmmer dig, men tænk på, at hvis psykologen ser dig som du er, på både godt og ondt, så kan din sag i kommunen måske hurtigt blive lukket med en afgørelse.
Men hvis psykologen kun ser lidt af dit sande jeg, så kan din sag måske trække længere ud.
Så hvis i kan finde en løsning, hvor din mor er tilstede, men i ikke kan se hinanden, så kan det måske være en god løsning.
|
Jeg kan sagtens se hvad du mener, og du har selvfølgelig ret, hun skal mig som den person jeg er.. For det er jo det, der vil hjælpe mig i min sag aller mest.
Jeg er også okay positivt indstillet på tingene, men må indrømme det virker så skræmmende på mig, at skulle blive vurderet via test osv. Jeg er så bange for, at hun slet ikke ser min sygdom som den er. Selvom jeg ved, at alle mine papirer siger noget andet og alle folk omkring mig, både i systemet og familien kan jo se hvor slemt det står til. Men tænk hvis hun tænker, det skal vi nok lige klare.. Ikke fordi jeg er bange for at få redskaber til at bedre i min tilstand, men mere at de skyder mig over evne og smider mig ud i ting der vil knække mig totalt. Jeg er så langt nede som jeg kan være allerede nu synes jeg, og har truet med selvmord flere gange, fordi når det er aller sortest, så er det min eneste udvej tænker jeg.
Jeg har virkelig svært ved at overskue at skulle holde ud i det system her meget længere, min sag har taget 5 år og det synes min nye sagsbehandler jo også er helt ude hvor det ikke hører hjemme. Så håber virkelig jeg har fået en god sagsbehandler denne ¨gang. Jeg har så meget brug for nogle gode oplevelser og at folk virkelig vil hjælpe mig, fremfor at køre mig så langt ned at jeg til sidst opgiver.