Psykiateren vil ikke kommunikere

[mukke]

Jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg skal forholde mig her.
Hver gang der sker en ændring i min sag, kobles der en psykiater på, - sikkert fordi det er registreret, at jeg engang gik i samtaleterapi hos en psykiater. (Han var jo gratis, og jeg var en fattig studerende).
Psykiateren, der er koblet på nu (kendt og agtet) har opgivet at komme til at skrive noget til kommunen. De vil ikke have noget fra ham, så han har mere eller mindre kastet håndklædet i ringen, siger han. Jeg kan få piller, og det er det.

Problemet: Han har klistret en label på mig (jeg har haft mange) og han vil ikke forklare hvorfor. Mennesker, der har kendt mig i mange år ryster på hovedet, og den psykolog, jeg har kontakt med nu, kan heller ikke helt få øje på det.
Jeg føler mig SÅ belastet af ikke at kunne få en begrundelse.
Jeg har nærmest tryglet om en forklaring, men han forbliver tavs.
Af og til kan jeg læse af hans reaktioner, at han nok fejltolker mine ord og handlinger. Det har jeg i et tilfælde påpeget fordi det var decideret ubehageligt.
Ved ikke, om han er irriteret over det.

Når jeg selv har haft en anden ide om, hvorfor jeg er tilbøjelig til at ende med angst og depression, reagerer han meget dramatisk, så jeg holder mund og taler om noget andet.
Han skuespiller så meget, at jeg bliver forvirret og jeg kan kun gætte på, hvorfor. Jeg forestiller mig at han vil lukke munden på mig.
Han har jo sagt, at han ikke vil tale, men det er jo også kun en forklaring, jeg beder om.

Han er en meget rar mand, som helt sikkert vil mit bedste, - men han forstår åbenbart ikke, hvor stor en belastning, det er, oven i usikkerheden iøvrigt, at få en betegnelse, man ikke selv er enig i, eller i det mindste har behov for at få en forklaring på, istedet for: "Åhr, det er bare sådan noget, man siger", "Åh, ja. Perfektionismen" osv.
Jeg har forklaret, sendt ham links og spurgt: "Er det dét her, du mener"?, men han svarer ikke, og jeg er god til at brodere noget op til det værste.

Han mener ikke, at jeg skal tale med nogen, men nøjes med at spise piller. (samtale= "gravning", siger han. Ingen nuancer her ).
Han synes, at det er noget pjat, at jeg bruger nettet til afklaring.
"... men nogen må man jo tale med", svarede jeg, hvortil han bare smilede.

Da jeg efterhånden har gjort så meget i nælderne med mine spørgsmål og har gjort mig selv alt for sårbar, frygter jeg det næste møde, som jo er noget, jeg selv skal bede om. Jeg har vist ikke været der siden April.
Egentlig har jeg mest lyst til at skrive og sige tak for nu og bede om en genpart, - men han er jo koblet på min sag, som synes at være i forandring lige nu.
Det vil også være en smule fejgt.

Hvordan ville I gribe det an?