Ombudsmanden om socialt bedrageri: flg. pointer, myndighederne skal være opmærksom på

[gunvor]

I marts i år var Ombudsmanden ude med en udtalelse omkr. sager om socialt bedrageri, hvorfor jeg også bringer denne, da der her er konkret henvisning til de juridiske dele i forhold til disse sager.

Vigtigheden af, at myndighederne overholder undersøgelsesprincippet (eller officialprincippet):

Princippet betyder, at den enkelte myndighed har pligt til at skaffe et fyldestgørende grundlag, før den kan træffe en afgørelse. Det ligger i kravet, at myndighederne skal være objektive, når de indsamler oplysninger.


Anonyme anmeldelser:

En del sager om socialt bedrageri bliver startet på baggrund af en anonym anmeldelse. En anonym anmeldelse kan være anledning til, at en myndighed iværksætter en undersøgelse af en borger, men den kan ikke i sig selv indgå som et bevis i sagen.


Reglerne i tvangsindgrebslovens § 10:

Efter denne bestemmelse har en borger ikke pligt til at udtale sig om sin sag, hvis der i sagen er konkret mistanke om, at borgeren har begået en strafbar lovovertrædelse. Myndighederne skal udtrykkeligt vejlede borgeren om dette.


Reglerne om partshøring:

Myndighederne har pligt til at høre en borger, inden de træffer afgørelse i vedkommendes sag, hvis der i sagen indgår væsentlige faktiske oplysninger, der taler til ugunst for borgeren, og som borgeren ikke kan antages at være bekendt med. Efter omstændighederne bør en sådan partshøring foregå skriftligt.


Myndighederne har en vejledningsforpligtelse:

Myndighederne har en generel vejledningsforpligtelse overfor borgerne. Dette medfører i samspil med officialprincippet, at myndighederne i en række tilfælde har pligt til at bede om oplysninger om konkrete forhold, der kan ændre myndighedernes opfattelse af, at en borger ikke er reelt enlig.
Myndighedernes generelle vejledningsforpligtelse kan på enkelte områder, som f.eks. børnetilskudslovens område, være suppleret af mere præcise – og skrevne – regler.


Forståelsen af, hvornår en borger er ”reelt enlig” mv.:

De regler, der regulerer størrelsen af de forskellige offentlige ydelser, alt efter om modtageren er ”reelt enlig” mv., har ikke alle samme ordlyd. Myndighederne skal derfor være opmærksomme på, at det ikke nødvendigvis er de samme vurderinger, der skal foretages efter de forskellige regelsæt – f.eks. efter børnetilskudsloven og boligstøtteloven.


Omhyggelighed ved formulering af begrundelser:

Navnlig i sager, der har så indgribende betydning som sager om muligt socialt bedrageri, er det vigtigt, at myndighederne formulerer begrundelserne, så der ikke opstår tvivl om, hvorvidt sagerne er tilstrækkeligt undersøgt, eller om de er afgjort på et fejlagtigt grundlag.


Tilbagebetalingspligtige ydelser skal være modtaget ”mod bedre vidende”:

Når myndighederne skal tage stilling til, om en social ydelse skal kræves tilbagebetalt, er det ikke nok, at myndigheden konstaterer, at ydelsen – objektivt set – er modtaget med urette. Det er også en grundlæggende betingelse for at kunne kræve tilbagebetaling, at ydelserne er modtaget ”mod bedre vidende”.


Udgifter til oplysning af sagen:

Ombudsmanden mener ikke, at myndighederne uden et sikkert grundlag (en sikker hjemmel) kan pålægge en borger at betale for at skaffe oplysninger til brug for en sag, som er rejst på myndighedernes initiativ.
Myndighederne kan således som udgangspunkt ikke kræve, at borgeren betaler et gebyr for at fremskaffe oplysninger.

Link: http://www.ombudsmanden.dk/find/nyhe...cialbedrageri/