Hvor er min passion blevet af?

[Ditten]

Hej med jer. Jeg er en pige på 25 år med svær fibromyalgi (daglige smerter, kronisk træthed, højsensitivitet på alle områder, angst med mere). Jeg fik min længe ventede pension sidste år og var endda en af de heldige der "kun" måtte vente 1½ år på den, og ikke nærmest et halvt liv, som ellers lader til at være normalen, når man læser om folks beretninger her på k10.

Jeg har været meget passioneret omkring det at male og lave skulpturer og spille klaver, og de ting giver på mange måder stadig stor mening for mig at bruge tid på. Men efter et opslidende forløb i systemet med en masse mistillid fra mennesker som ikke troede på at jeg levede i et smertehelvede og var angst omkring mange ting - og desuden et opslidende liv før forløbet med skiftende studieforløb og splid og splittelse i familien - ja, så virker det som om jeg ikke rigtigt brænder for særlig meget mere.

Jeg har ikke den samme "ild" i mig som før, og jeg bliver mere og mere træt hver dag, både fysisk og psykisk. Jeg har prøvet med psykologsamtaler, men kun med det resultat at jeg blev mere rastløs og irritabel, selv om jeg virkelig VILLE have det bedre.

Under udredningsforløbet i systemet havde jeg det på samme måde, men jeg havde en forestilling om, at når jeg fik min pension, så ville jeg ikke bruge så meget krudt på at stresse over hvad de nu kunne finde på at udsætte mig for - men efter at have fået "fred", er det som om min krop sidder fast i den tilstand af "kriblende" stilstand, for på den ene side vil jeg enormt gerne mange ting - men på den anden side har jeg hverken det fysiske eller psykiske overskud, og jeg kan ikke finde den samme gejst for noget som før. Jeg kan ikke engang læse bøger mere, for rastløsheden sørger for at jeg er nødt til at læse den samme side 10 gange for at absorbere hvad der egentlig står.

Ved at der er mange herinde der også døjer med ekstrem træthed og daglige smerter, og der er måske også nogen der sidder med en lignende følelse af at der bare ikke rigtigt er noget ved noget, fordi livet har budt på så mange kampe - og kroppen og sindet er blevet træt.

Der er måske nogle der vil foreslå flere forsøg med psykolog eller psykoterapeut, men det har jeg ikke rigtigt mod på - og det handler heller ikke om at jeg søger flere interesser, for dem har jeg egentlig nok af. Jeg søger egentlig bare andre at tale med om denne ubegribeligt vanskelige apatiske tilstand og stilstand.

Ditte