Hvordan oplever du den lange ventetid på at få din sag færdigbehandlet?

[speciale.stud.]

Kære Alle sammen

Nu er der kun en måned tilbage af indsamlingsperioden og jeg har talt med mange fantastiske mennesker. Jeg mangler at afslutte forløbet med nogle få personer, men ellers er jeg ved at have udført så mange skriftlige og mundtlige interviews, at der er en stor og fornuftig mængde af dokumentation at gå igennem.

Tak til alle jer der, har ydet et bidrag. Det har været spændende at lære jer lidt at kende, selvom emnet har været tungt. Og uden jer var der ikke blevet en undersøgelse. Så tusinde tak for de mange bidrag.

Jeg er så inderlig imponeret over, hvordan mennesker kan finde skjulte ressurser, når de er under pres og holde fast i værdigheden trods modgang.

Midt i januar skal jeg aflevere den første rapport om selve indsamlingsforløbet og jeg understreger lige her at alle data også her behandles fortroligt og anonymt.
Når den så er afleveret, skal den lige godkendes før jeg kan gå videre i processen. Jeg forventer derfor at starte på selve analysen af alle de indsamlede interviewsi slutningen af februar, start marts. Da mængden er ret omfangsrig regner jeg med at det tager et par måneder at nå det hele grundigt igennem. Det vil derfor strække sig fra marts til maj. Det kan være der under analysen dukker nogle sprøgsmål op og så håber jeg at det okay, hvis jeg vender tilbage med et uddybende spørgsmål eller to.

Fra maj til september skriver jeg specialet som herefter skal godkendes og forsvares mundtligt. Det bliver også i denne periode at jeg vil udarbejde artikler ud fra undersøgelsens færdige resultat. Det vil blandt andet ske med hjælp fra Handicapidrættens Videnscenter, som har tilbudt deres assistence.


Når en af artiklerne forelægger i færdigredigeret version, publicerer jeg den her på siden.

Hvis der skulle være nogen, der er interesserede i at læse det færdige speciale til efteråret, så skal I være velkomne til at få en kopi.
Jeg fortæller her i tråden når det færdige speciale forelægger

Jeg vil samtidig beklage at jeg ikke har brugt så megen tid på at skrive herinde, men undersøgelsen har taget det meste af min tid.
Der ud over har mit privatliv taget endnu et par udfordrende drejninger.

For det første har min tidligere samlever fået diagnosen moderat Alzheimer i en alder af 47 år. Han har sygdommen i ca 8 år uden nogen af os vidste hvad der var galt. Vi troede han havde en depression eller stres, men nu ved vi så bedre. Det går foruroligende hurtigt ned ad bakke og allerede inden diagnosen forelå havde kommunen søgt førtidspension, tildelt ham en daglig kontaktperson og søger nu en mindre bolig i nærheden af et lokalcenter til ham.

Hvad kommer det mig ved, kan I så spørge, men det forholder sig sådan, at jeg har et stort hus sammen med ham, som vi ikke kan få solgt og som nu nok er nød til at gå på tvangsauktion, da jeg ikke kan blive ved at lappe det hele sammen. Jeg har de sidste 2 år administreret hans økonomi og hjulpet ham med alle papirsager, ordnet alt omkring huset m.m. og virket som bisidder ved alle møder. Sygdommen har bevirket, at han intet kan huske eller overskue og de penge han har, bruger han den første uge, så det har været en udfordring at få det til at hænge sammen. Men nu hvor han skal flyttes, kan han jo ikke betale til huset og jeg kan ikke klare det selv økonomisk meget længere at betale husleje flere steder på en gang. Jeg har ikke råd til selv at bo alene i huset og udlejning har vi prøvet, det er en rigtig dårlig forretning.
Men ud over det økonomiske aspekt, er det svært at se et menneske smuldre væk og ændre personlighed for øjnene af en.

Det har været meget interessant at følge hans sag som kun har varet et halv år. Den står i skærende kontrast til mange af de andre sagsforløb jeg har set. Alt er gået glat og er blevet bevilget før vi søgte det. Måske er det fordi Alzheimer er en anerkendt sygdom med dødelig udgang eller også har vi været utrolig heldig med sagsbehandleren. Jeg ved det ikke, men jeg har virkelig undret mig.

En anden interessant drejning i mit liv handler om min hårdt prøvede kæreste. Sidste år var han så heldig at få afsluttet sin 9 år lange sag og få udbetalt sin erstatning. SÅdan da!
For nu viser det sig så at både kommunen og forsikringsselskabet regnede forkert i forhold til beskatning og modregning i førtidspensionen.
Det har betydet at regningerne nu pludselig vælter ind og det som skulle have været et plaster på såret over tabt arbejdsfortjeneste, nu skrumper ind til et latterligt beløb. Først skulle advokaten gennem 5 år have næsten 175.000 kr da ved erstatningssager uden modpart står man selv for sagsomkostninger.
Derefter trak kommunen 5 år tilbage i hans pension (ca 150.000 kr.og den løbende erstatningsudbetaling blev modregnet månedligt så den forsvandt til 200 kr om måneden. og som om det så ikke var nok har skat så tænkt sig at kræve ekstra skat 5 år tilbage, hvilket de har beregnet bliver den nette sum af 416.000 kr. Der med svinder de udbetalte 850.000 ind til ingen ting og hvad fanden skal man så have en erstatning for, når det den skulle kompensere var tabt arbejdsfortjeneste og skattefars lommer. Skat mener at forsikringsselskabet har regnet skatteprocenten forkert ud før udbetaling. Jeg har bare meget svært ved at forstå hvordan det kan blive til halvdelen af erstatningen.
Nu har min kæreste selvfølgelig brugt pengene, som gik til at fjerne gæld oparbejdet under det lange sagsforløb og så skifte skrotbilen ud med en lidt nyere brugt bil til 75.000. Men hvis skat holder på deres ryger bilen igen og som andre herinde ved, er det jo noget skidt, når man bor på landet.

Jeg har ikke forstand på skatte sager, men jeg synes systemet virker besynderlig og noget uretfærdigt.

Nu må jeg hellere stoppe denne meget lange smøre. Jeg ville blot opdatere og informere jer lidt både om undersøgelsen og mit eget liv.
Håber det mange af jer rigtig godt og får jeg ikke skrevet herinde mere i år, så Rigtig Glædelig Jul og Godt Nytår

Mange hilsner Charlotte