Hjælp... hvor langt skal man synke??

[Rie82]

Hej alle !

Jeg er ny her på siden og har ikke stor erfaring med forums. jeg er flere gange støt ind i forskellige tråde, herfra når jeg har søgt svar på forskellige ting. Så håber jeg finder ud af det

Jeg skriver her inde nu da jeg ikke ved hvordan hele min situation ender. (som jeg kan se er vi mange der i samme båd) hvilket ikke er mindre frustrende.

Ved ikke om man præsentere sig. men jeg skriver lige kort et resume. og ellers må i jo spørge

Jeg har siden 2003 været i medicinskbehandling for depression. bliver 2007 tilkendt en revalidring da jeg ikke længere kan varetage mit arbejde som Sosa. jeg gennemføre en hg på handelsskolen og opstarter i 2009 en elevplads med løntilskud. bliver fyret fra pladsen pga. sygdom og manglede udsigt til at kunne gennemføre elevpladsen (alt pga. psyken)
starter i 2010 i et afklaringsforløb med opstart på 9 timer ugentlig. dette forsøgs øget til 12 t. men jeg ender igen med sygemelding og praktik stedet opsiger mig.

Igennem hele dette forløb har jeg samtidig fået 2 børn.
Og som mange andre været igennem et hav af forskellige sagsbehandler og jobkonsulenter. Men trods det har jeg kun været posivtiv og følt mig rigtig godt hjulpet.

Jeg står nu i den situation at jeg mister retten til sygedagpenge, da jeg er blevet forlænget en gang med 32 uger (tro jeg det var).

Jeg har igennem de sidste 2-3 år været tilkyntet diastrikt psykiatri og jeg blev i sin tid forlænget i dagepenge da de mente jeg ikke var helt udredt.

Jeg har nu dianoser som Depresisson i remidens og en blandet personlighedesforstyrrelse med ængstelige og ustabile træk.

Pågrund af forlængdelse har jeg nu været så "heldig" at få en ny Jk. og Sb. som sætte sig helt på tværs..

Jeg og diastriktet har ellers over den sidste lang kommet frem til at Jeg ikke kan få tilknytning til arbejdes markedet igen (det har for mig været mange store Cameler at sluge undvejs for at få denne selverkendelse)


Alligevel ville kommunen (den ny jobkonsulent) ha mig ud i ny arbejdsprøvning hvilket jeg fuldt ud aksepterede. det samme mønster viste sig dog hurtig (jeg er glad for stedet og dens arbejdes opgaver. og de (arbejdsgiver) er glade for mig.) jeg kunne ikke overskue det og der kom flere sygedage og har nu ikke været der i flere uger.
På baggrund af dette mener job konsulenten ikke hun kan vudere mig, da jeg ikke har været der særlig mange dage. (hmmm syntes nu det kun bekræfter den anden afklaring)

Puha.. sikker smøre jeg fik skrevet og stadig er der så meget der ikke er skrevet)

Men som sagt selv om phykiater har skrevet en direkte statusatets om det er kronisk tilstand og at de fra diastrikts side kun kan hjælpe mig at få en bedre livskvalitet.

Mener kommunen ikke der matriale til en afklaring eller en kommende førtidspension. og jeg falder hellere ikke under de andre muligheder for en forlængdelse så fra den 1 nov. hedder det kontanthjælp (som jeg hellere ikke berettigt til at få)

Så jeg er helt rundt på gulvet og for at sige det lige ud. skide bange.

Jeg bor sammen med min mand og vores 2 børn i et lille hus med gæld til op over begge ører) min mand har en almindelig arbejder løn. og vi har længe haft det knapt. da vores udsigter til at jeg fik et alm. ordinære arbejde aldrig blev til noget.

Og hvad sker der så nu