Tosset eller ej - kender I det?

[Randita]

Håber det er ok, med dette her i kategorien.....

Af og til kan jeg komme helt i tvivl om, om jeg er mere eller mindre "tosset".
(Heh, jo det er jeg - helt sikkert , men her tænker jeg nu "helt forkert på den"....)

Lige lidt baggrunds historie,

Jeg har gået og været sygemeldt og derefter på revalidering siden februar 2008 - først pga depression og siden fordi jeg fik ondt i stort set hele "skroget" under en arbejdsprøvning.
Jeg har været i forskellige virksomhedspraktikker, men min arbejdsevne er sådan set bare blevet mindre og mindre. Der skal mindre til før jeg får ondt, og der skal længere tid til før jeg får det bedre igen.

Sidste år var jeg i en praktik - blev nærmest tvunget ud i 30 timer, selv om det tidligere havde vist sig, at være for meget.
Jeg skulle altså prøve, trods mine bekymringer og kunne så gå ned i tid, hvis det ikke kunne lade sig gøre. Efter 6 uger - ØV og AV - og jeg gik på 20 timer, hvilket ikke hjalp umiddelbart hverken fysisk eller psykisk. Praktikken ophørte - og jeg skulle begynde i en ny - igen på 30 timer, hvilket jeg dog nægtede( hvilket man jo ikke må - og hvilket jeg derfor ikke gjorde direkte ) - startede så på 20 timer, skulle op i tid, hvilket ikke lykkedes ret længe, praktik derfor afsluttet.

Jeg har nu gået hjemme i snart 3 mdr, kroppen er endelig ved at falde til ro - dog slet ikke som inden jeg gik med til at prøve de 30 timer (hvilket jeg af og til banker mig selv i hovedet over at jeg gik med til) - og jeg har ikke hørt andet end, at revalidering fortsættes indtil afgørelse er truffet.
Der er indhentet status hos læge og psykolog - jeg har selv vedlagt papirer fra fysioterapeut og kiropraktor, og har en super god hjælp og støtte hos fagforeningens sagsbehandler.

Der, hvor jeg har på fornemmelsen af at være mere eller mindre "tosset" er, at når jeg skal til samtaler eller behandlinger.
Jeg får det ofte væsentligt bedre, når jeg går ind af døren, end jeg havde det for bare 5 minutter inden, selv om der godt kan være sommerfugle, der rumsterer i maven.

Det er som om, der bliver fundet en skjult ressource, jeg smiler, joker, har ikke så ondt..... jeg udstråler ikke det, som jeg fortæller om, jeg bagatelliserer og er så forbandet god til at se på det positive, være optimist give ting en chance mere; men jeg vil jo ikke så gerne fortælle om det som er svært, sidde og nedgøre mig selv og hverken være et "skrog" eller banke i bordet.

Det er hammer frustrerende at se frisk ud udenpå, og så ikke være det indeni.
Jeg bider mig selv inde i kinden, eller borer neglene ind i hånden, for ikke at miste "kontrollen"; men det kan andre jo ikke se, og det er selvfølgelig svært for dem at se, når jeg ryster bagefter.
"Heldigvis" er jeg efterhånden ved at lær at sige av, når det gør ondt og græde, når jeg er ked af det, men det er svært, jeg helst ikke vil vise den side og slet ikke overfor fremmede.

Men kender I det - at der ligesom kommer nogle skjulte reserver frem, som gør det svært at udstråle og vise hvordan det er hjemme, eller hvordan det er, ikke at have sovet ordentligt om natten i ugevis pga smerter, eller hvordan det har været dagen før - eller bare en time før - fordi det man fejler, ikke viser sig konstant på samme måde; men skifter afh. af hvad man laver - hvordan kroppen bliver brugt og hvor længe?

Nu var jeg f,eks hos en reumatolog, som testede og lyttede; men mine smerter er ikke så markante, ved at jeg laver en øvelse en gang - det er først femte gang, det begynder at gøre ondt og tiende gang, jeg må opgive. Han mærkede på min ryg - med lette sommerfugle tryk og spurgte om det gjorde ondt - næh ikke noget særligt - havde han mærket efter lidt hårdere, og de rigtige steder havde jeg sagt ja - eller havde han afsat længere tid og ikke været bagud og haft venteværelset fuldt af ventende patienter - havde han kunne SE.....
Jeg har iøvrigt intet hørt fra den pågældende - heller ikke min læge - men det er måske godt nok ift min sag.

Hvad er det som sker, når man træder ind af den dør - er det en maske, eller det er sådan som det kunne være hele tiden, hvis man formåede at fokusere " på de rigtige ting" og kunne ignorere det som gør ondt ?

Eller er der mon en effekt, som den ved blódtryksmåling - hvor det er kendt, at hos nogle mennesker stiger blodtrykket hos lægen, mens derhjemme er det ok.
Kan det ikke også tænkes, at nogle mennesker på samme måde udskiller nogle stoffer, der giver et skud "smertestillende energi" i uvante eller utrygge situationer - noget i stil med adrenalin, som virker en tid, og så derefter "normaliseres".

Men hvad er så "rigtigt", det derude i korte perioder, eller det der mærkes i dagligdagen over tid - og er det fordi der hjemme produceres for lidt af dette "pepstof".

Jeg har valgt, ikke at tage ret meget smertestillende, fordi jeg tror at min krop er klog, og gør ondt, fordi der er en grund til det; men når der ikke er målinger og undersøgelser, der viser noget forkert - er det så forkert, at jeg lytter til min krop, og fastholder at den ikke kan holde til at arbejde på en måde, som provokerer smerter og ikke vil give den "mundkurv" på med medicin, når det nu heldigvis kan lade sig gøre næsten at undvære?

Hvad tænker I om det, at have det anderledes hos behandler end hjemme?