Skruen uden ende

[MissSwitchie]

Hej Alle,

Jeg har godt nok skrevet et par tråde før, men i det sidste halve år har der overhovedet ikke været overskud til at få skrevet noget, eller stillet nogle spørgsmålstegn.

Jeg har været syg på kontanthjælp i snart 12 år nu - egentlig har vi altid troet det har været 6-7 år, men fandt ud af her for 3 uger siden det rent faktisk er 12 år - og det har været 12 år i H....... for at sige det rent ud.

Jeg har før forsøgt at blive aktiveret igennem en anden aktør, det gik bare ikke, da jeg ikke kan tåle det mindste pres. Hende jeg havde som jobkonsulent dengang for snart 3 år siden ringede direkte og råbte og skreg af mig og truede mig ordret "skal jeg ikke bare komme hjem og gennemrode hele dit hjem efter alle de lægeerklæringer du siger du har, som vi ikke kan finde". Det passede slet ikke, der var skrevet utallige af erklæringer fra både min praktiserende læge, psykologer og dengang en psykiater. Jeg stoppede der med det samme, var fuldstændig helt udbrændt og var nærmest i en trancelignende tilstand.

Årene gik, hvor jeg i lang periode blev fritaget for samtaler med kommunen, indtil jeg igen fik en samtale hos en sagsbehandler. Hun var virkelig led, sad og spiste en rugbrødsmad og krummede ud over alle mine papirer - truede mig med dit og dat, og det resulterede i, at jeg måtte gå grædende derfra. Derefter, sygemeldt igen.

Efter 1 år brød jeg sammen igen, og blev denne gang tilmeldt distriktpsykiatrien. Her fik jeg en øget dosis medicin, kom i en gruppe terapi ( hvilket var yderst svær for mig at gennemføre), bliver fuldt af en sagsbehandler dernede fra ( som skal se om jeg bliver retfærdigt behandlet på kommunen). Selvom denne sagsbehandler derfra er med som bisidder ved møderne på kommunen, så snakker de stadig grimt og presser mig til det yderste.

Jeg fik nogle diagnoser igennem psykiatrien, ængestelig personligheds forstyrrelse, kronisk deprimeret, social fobi, og har til og med bulimi som en slags selvdestruktiv form som bryder frem ved pres og i angste situatione, har også post traumatisk stress. Derudover psoriasis - og en ulmende psoriasis-gigt og psykosomatiske smerter, hvor jeg virkelig næsten bliver lammet i kroppen. Jeg har også en fysioterapeut tilknyttet fra distrikts psykiatrien, og hun kan se den er helt gal med min krop. Den er begyndt at lukke helt ned.

Jeg kom så langt som til et møde med en anden aktør igen - fik presset mig afsted sammen med min bisidder. Før det havde jeg kastet op en hel uge og haft kronisk diarre af angst for hvad der nu skete med mig. Og mødet gik som det plejer, jeg fejler jo ikke noget - og ængstelig personlighedsforstyrrelse kendte han overhovedet ikke til, faktisk er der ikke noget der hedder det. Vi forhandlede os frem til 3 timer om ugen over 2 dage. ( men med hængende over hovedet, at man skulle op på 37 timer)

Der gik en måned, da fik jeg en nedtur igen - nåede aldrig starte op på en arbejdsprøvning. Jeg fik ondt i alle mine led, og nu er der fundet ud af, at jeg har en psoriasis-gigt som ligger og ulmer.

Jeg har virkelig haft en hård tid. Tør ikke engang tømme min postkasse mere, af frygt for de breve der nu end ligger der. Her for 3 uger siden gik det rigtig rigtig galt med mig igen. Jeg måtte ud til min praktiserende læge endnu engang, og nu er vi kommet dertil, at jeg ikke har flere kræfter - det hele bliver bare værre og værre og værre - det mindste pres, det forkerte ord, og jeg bryder så meget sammen igen. Nu hjælper min praktiserende læge mig igennem med at søge en mulig førtidspension ( også selvom det nok slet ikke kan lade sig gøre) Min læge synes bare det er for meget, at der er gået 11 år nu - og ingen har hjulpet, eller sat ind, ikke engang min ressource profil kunne nogle af mine 36 sagsbehandlere finde ud af at få skrevet færdig. Min læge er kommet dertil af frygt for mit liv - ikke mere kontakt med kommunen, kontakten kan ske igennem min læge, også alle afgørelser på nuværende tidspunkt - et eller andet sted, så har jeg faktisk ikke engang kræfterne til at søge min egen førtidspension Jeg har ikke flere kræfter til at kæmpe min egen sag - er nærmest "umyndiggjort".

Min læge har nu skrevet, at jeg skal indstilles til en førtidspension, da alt arbejdsprøvning og andre tiltag vil være fuldstændig formålsløse. De vil forværre min tilstand så meget, at jeg vil starte forfra i min sygdom. Min arbejdsevne er varigt nedsat, da mine diagnoser er kroniske og går så meget ud over min arbejdsevne, at det ikke ville være forsvarligt sende mig ud i noget som helst. Ikke flere psykiatere, ikke flere psykologer, ikke flere læger - jeg kan ikke engang møde op til, så syg er jeg lige pt. Min læge vil gerne måske sagen bliver taget op igen om 3, 4 eller 5 år, hvis der er kommet nye behandlingsmuligheder.

Førtidspensionen går helt sikkert ikke igennem, det ved jeg - for kan jo se hvordan dette elendige system bare gør en mere og mere syg. Men 11 år, snart 12 - hvor længe skal jeg kæmpe. Jeg har skiftet sagsbehandler på kommunen flere gange end de år jeg har levet, og med mine diagnoser kan jeg ikke forholde mig til det mere.

Unskyld indlægget blev lidt langt, men måtte bare have lidt luft.