Hvorfor jeg overvejer selvmord som løsning

[Den indadvendt]

Efter et år med ekstrem stress, mobning i form af sabotage af mit arbejde, kolleager og stedfortrædende chef som ofte råbte mig i hovedet, og råbte af mig under møder, samt daglige ubehagelige sammenstød med kollega på samme kontor, som yndede at spille høj musik, have en lind strøm af kolegaer, samt konstandt afbrydelser i arbejdet, var jeg til sidst så dårlig at jeg måtte sygemelde mig og gik til HK.

HK's eneste løsning var jeg at kunne deltage i møder på min arbejdtsplads, hos den selvsamme chef som havde været så ubehagelig mod mig. På daværende tidspunkt var jeg så dårlig at jeg ikke kunne gå uden for en dør og havde ekstrem angsanfald.

Så overtog Brøndby kommunes jobcenter sagen, og jeg deltog derefter i mange møder, hvor jeg blev udspurgt om mit privatliv, samt sagsbehandler konstandt tvivlede på mine oplevelser på arbejdet. Jeg følte møderne med min sagsbehandler så ubehagelige at jeg kunne ligge i dagevis hjemme på sofaen og ryste af angst. Jeg var stadig ikke kommet mig over det traume jeg fik på arbejdet, og fik det bare værrer af sagsbehandlers takling af sagen.

Sagsbehandler gjorde sit bedste for at ignoere mine oplevelser på mit arbejde, og kontaktede min chef for at få mig tilbage på samme arbejdtsplads med samme vilkår som hidtil.

Jeg kom så i et forløb hos en psykolog, enetimer, hvor psykologen lagde vægt på at jeg skulle have absolut fred og ro. Det skal dertil siges at jeg fik tinitus i september 2009, grundet støj på arbejdtspladsen, og startede på behandlinger hos audiolog. pæd. Behandlingerne var dog kun af 4 ganges varigehed og der blev så søgt om yderligere behandlinger, hvilket jeg først fik i december 2010. På det tidspunkt var tinitussen gået hen og blevet kronisk.

Samtalerne med sagsbehandler blev værrrer og værrer og jeg måtte så have min mor med, idet jeg slet ikke kunne overskue møderne. Det blev sagsbehandler selvføldig veldig sur over, og mig og min mor stod magtesløse. Jeg endte med at blive så bange for min sagsbehandler at jeg blev paronid og valgte at blive indlagt på psykiartisk hospital. Der var jeg i nogle måneder, og i mellemtiden raskemeldte min sagsbehandler mig så. Det betød at jeg måtte hæve min pentionsopsparing for at overleve.

Efter jeg så kom ud fra hospitalet blev jeg henvist til psykiater hos Distriktspsykatrien, blev stadig medisineret, og skulle igen til samtaler på kommunen.

Jeg fik gang på gang at vide af sagsbehandler at kommunen ikke havde råd til at betale sygedagpenge, og de valgte også efter 3 måneder på kommunens regning, at opsige mine sygedagpenge. Jeg havde forud det fået sygedpenge fra mit arbejde i 7 måneder, og blev fyret grundet sygdom.

Da jeg mistede mine sygedagpenge så jeg ikke anden udvej en at melde mig ledig hos A-kassen. A-kassen mente dog at jeg var for syg til at få dagpenge, og henviste mig til en advokat i HK.

Efter at have talt med advokaten fik jeg at vide at jeg SKULLE deltage i det 6 ugers jobtræningsforløb, som Brøndby kommune havde meldt mig til, og at der ikke var nogen muligheder for at anke sagen.

Jeg skal samtidig indhente udtelser fra 2 læger og sende til a-kassen hvor jeg blevet rådet til at raskmelde mig, så jeg kunne få dagpenge.

Jeg står nu i den situation at min audiolog og psykiater frygter for min fremtid og helbred, de vil ikke raskmelde mig, og jeg kan dermed ikke få dagpenge. Jeg frygter nu at jeg igen skal sygemelde mig og igen til de frygtlige samtaler hos samme sagsbehandler.

Jeg er samtidigt bange for at miste mit hjem og blive hjemløs.

Jeg har stadig problemer med at være sammen med mange mennesker, kan ikke tåle støj og larm, samt føler mig total værdløs, og finder det ekstremt svært at sidde dagligt og jobsøge når jeg ikke føler jeg magter noget som helst. Det er først de sidste 14 dage jeg er begyndt at have overskud til at kunne jobsøge, med min mors hjælp, og jeg er begyndt at fortælle mine omgivelser om hvad der er sket. Det er først nu jeg er begyndt at kunne sove mere end 3 timer i rad, uden at vågne skrigende op. Det er først nu jeg kan rumme hvad der skete på jobbet, og kan se hvad det er systemet gør. Det er først nu jeg begynder at række ud til andre og læse deres historier og på den måde ikke føler mig helt alene. Men samtidigt har jeg ingen kræfter tilbage, jeg føler mig magtesløs og fanget i systemet som er totalt ligelgade med at de forværrer min situation og kaster mig rundt i systemet.

Jeg kan kun se en udvej nu, selvmord, jeg venter bare på at jeg finder en måde at gøre det på som jeg er stensikker på virker.

Jeg har ingen til at hjælpe mig, jeg blev direkte rådet af en advokat til at lyve og raskmelde mig, og jeg føler at alle undtagen læger og audiolog, prøver at præsse mig til at følge deres kurs, dvs. tie stille om mine oplevelser og handicap, samt bare forsætte livet som om intet er hent.

Der er ingen tvivl i mit sind, penge betyder langt mere end menneskeliv i systemet, og kan man ikke kæmpe sin sag, så er det bare ærgeligt.

Så ja jeg føler min historie skal ud, selv om det ikke hjælper mig, så kan det være andre i fremtiden kan bruge mine oplevelser til noget.

Hilsen den traumatiske med tinitus og angst.