Ja vores situationer, lige nu ligner hinanden ret meget, hvilket jeg sys er dejligt *gg* det har jeg savnet (undskyld) endnu bedre er det sådan set bare at du lige er den tak længere henne i din sag end jeg er i min, jeg har en at se efter *gg* ja det ondt (et eller andet sted) men faktisk utrolig befriende.
Stærk... det er gået af mig, troen på, er for længst forsvundet og håbet er meget meget skrøbeligt.
Lige nu er jeg ved at læse Anne Franks dagbog, ikke at indholdet på den måde er særlig spændene (og jeg er glad for at jeg først læser den nu som voksen, fik den i konfi gave, som blev stjålet af en klassekamerat inden jeg fik den læst, manden faldt så over den nyeste udgave forleden, i forbindelse med et hus der skulle rives ned) Men hun får beskrevet deres livssituation utrolig godt, men samtidig så skræmmer det mig også, for den stemning hun beskriver i deres lille baghus eeeer, det nøjagtigt sådan jeg reagere, eneste forskæld på dem og mig er at jeg ikke er i fysisk fængsel (de kan jo ikke gå ud, ikke gå på wc døgnet rundt) jeg ikke skal leve sammen med 7 andre i samme stemning, og at jeg får lidt mere ordentlig mad, men ellers er det nøjagtigt ens, frygt, vrede uvidenhed, melankoli, desperation osv osv.
Det skræmmende er ikke at jeg reagere på den måde, det skræmmende er at jeg ved jeg ikke er den eneste, der ragere som jøderne på flugt... at vi i et moderne samfund bevist tillader at behandle vores borgere på en måde så de reagere lige som fanger under 2. verdenskrig (godt nok har Annes familie selv valgt deres situation, men som med os har de ikke rigtigt noget valg) DET er skræmmende!
|