Hvorfor reagere så voldsomt? (pas på jer selv)

[LUM]

Hvorfor hele hule H er det at de forbannede sagsbehandler ikke kan finde ud af at læse folks sager??

Nu var det forudset at jeg snart ville blive kontaktet, igen igen, det er efterår... det bliver jeg sjovt nok hvert efterår, så kører vi et par måneder, og der er fred igen til næste efterår... er det ikke lidt pudsigt??

Nå men det korte af det lange. Jeg blev for næsten en time siden RINGET op af jobcenteret, i det hun sagde hvem hun var sagde jeg pænt farvel og lade på, sikke en spænende samtale.
Min aller første tanke der efter var faktisk, er det nu jeg skal begå selvmord... det mener jeg naturligvis ikke, men det var det jeg tænkte (her er det vigtigt at huske at man ikke altid bestemmer hvad man selv tænker, at hvad man mener og hvad man tænker ikke altid er det samme)

Det der så er at brokke sig over er at jeg har partsrepræsentant på, jeg har frabedt mig at de ringer til mig (de må for min skyld gerne til min partsrepræsentant, det jeg som sådan ligeglad med) ikke bare en gang men mange gange, og gud hjælpe mig om de så ikke gør det alligevel??

På trods af at det næsten er en time siden, reagere jeg langt voldsommere end jeg troede jeg ville, mit hjerte hamre stadig, som havde jeg forsøgt 500 meter sprint, min mave er totalt krøllet sammen, og jeg sveder helt enormt, samtidig med at jeg fryser, og har svært ved at samle mig om noget som helst.... altså angst, fedt så! bæ kommune.

Jeg undrer mig meget over min reaktion, for har enlig noget tid nu, følt mig næsten klar, og når det så kommer hvad gør jeg? jo nærmest styrter ud og låser dørene, fuld stendig huld i hovedet reaktion, jeg ved godt det KUN er en irrationel reaktion der kommer netop fordi angsten har sit tag i mig, men samtidig siger min fornuft at det er totalt gak at reagere så voldsomt på så lidt, men hvad kan jeg gøre ved det? jeg er tvunget til at følge mit instinkt.

Jeg er faktisk rigtig rasende på dem, hvad bilder de dem ind? det står flere steder i min sag at de IKKE skal ringe, at jeg får angst, at jeg ikke kan møde personligt (hvilket jeg i øvrigt mener jeg vist har bevist så rigeligt... sidst sad jeg ude i bilen med angstanfald, og sagsbehandler SÅ!! det med egne øjne) Jeg har aller mest lyst til... nu skal det s q være slut, men det bestemmer jeg jo desværre ikke, dog er det mig der bestemmer om jeg skal drives ud i at side gud ved hvor med et angstanfald, og det bestemmer jeg altså at jeg ikke skal, slut basta, de har set rigelig med angstanfald til at de for filan da burde kunne forstå at det bare ikke fungere, og kan de ikke finde ud af at læse det i min sag, skal jeg nok sørge for at det bliver deres problem.

Nu det i øvrigt en time siden og jeg har det stadig af H til, jeg ved jeg skal hente den yngste om en halv time, det jeg ikke sikker på at jeg kan.

Alle der ikke er blevet ødelagt på denne måde af deres kommune, pas for pokker på jer selv, lad dem IKKE drive jer så langt ud, som jeg er blevet, det er til skade for jeres sag, og ikke mindst jer selv.

ØV hvor jeg bare ikke gider have det sådan her! Hvorfor kan man ikke bare selv bestemme, om man vil eller ikke vil, for så ville jeg bestemme at jeg ikke vil have angst for de dumpapper der end ikke kan finde ud af at læse.