Førtidspension uden arbejdsprøvning?

[Peter G]

Ok - før jeg begynder skal jeg lige sige, at det ikke er mig, men min mand Peter der er syg. Jeg skriver derfor fordi jeg er fortvivlet.

Når man læser om aspirerende førtidspensionister og flexjobbere så fyger det rundt med diagnoser på invaliderende lidelser. Folk der har dobbeltdiagnoser - oftest ´både en psykisk og en fysisk lidelse. Disse har tilmed ofte udtalelser fra læger, der erklærer at de har et funktionsniveau der gør dem uegnede til ethvert tiltag jobmæssigt...

Alligevel skal de arbejdsprøves, og det beskrives også at disse til tider får afslag på pensionssager.

Jeg troede faktisk der ville være trøst at hente når man søgte oplysninger blandt folk i samme situation, men faktisk har denne side taget modet lidt fra mig.

Sagen er den, at min mand er ødelagt. Han har slidgigt i ryggen, med 2 degenererede diskus, et par prolabser. Han er til gengæld 207 cm høj og vejer 130 kg, hvilket ifølge lægerne gør, at diskusprotese eller stivgørende operation med overvejende sansynlighed vil få komplikationer. Det er en noget belastende udmelding at få. Dog kan han dog begrænse sine smerter med medicin og ved at skifte imellem sidde, stå og liggende leje. På den måde er han som sådan heldigere end dem der altid har smerter. Men på samme tid gør det, at udsigten til en operation der måske giver komplikationer er angstprovokerende.
Udover rygproblemerne lider han også psykisk. Han har blandt andet fået tæsk igennem hele sin opvækst, med deraf følgende problematikker (ved gennemlæsning af diverse indlæg herinde kan man få kendskab til diverse psykiatriske diagnoser). Han er en omsorgsfuld mand, og som så mange med psykiske kvaler, er han super god til at tune sig ind på andres, og dermed også mine, behov. Han har bare aldrig rigtigt prøvet at være glad. Han har som så mange andre med psykiske problemer formået at overbevise sine omgivelser om at alt er fint, og det inkluderer også arbejdsgivere.
Han har igennem sit arbejde ofte oplevet truende mennesker, men har aldrig ladet sig mærke af det.
Men sidste år kørte han ind på en rasteplads for at få et hvil, og der blev han overfaldet af nogle østeuropæisk udsseende mænd, der truede ham med pistol, pissede på ham, lossede til ham mens han lå ned, hvorefter de tog hans pung og derefter på engelsk sagde, at de ville finde ham, og slagte ham og hans familie, hvis han gik til poilitiet.
Det var dråben.

Jeg har aldrig set ham græde før, men nu har han grædt hver dag i 1½ år. Han sover en time, og så vågner han i to. Han farer sammen hver gang telefonen ringer. Han går i panik når han er sammen med for mange fremmede mennesker. Hans netværk har efterhånden faset ham ud, fordi de ikke magter ham. Han er stille. Hvis der kommer et brev ind af døren med hans navn på, så får han angstanfald, og kaster ofte op. Han ser nogle gange på mig og siger: "vil du ikke nok hjælpe mig" - han har ALDRIG bedt om hjælp før.

Han har gået til læge, der har givet ham diverse psykofarmaka, der dog ikke hjælper (udover nogle sindssyge sovepiller der hedder flunipam, der slår ham ud i 5 timer, hvor han derefter er døsig i 1 dag). Han går hos en psykiater der bruger 20 minutter på at forny diverse recepter, og som er kommet op med "guldkorn" som: generaliseret angst, overbelastnings skade, social fobi...

Kontakten med sygedagpenge og sagsbehandlere er det derfor mig der har stået for. Nej - han startede selv med at stå for det det første år, hvor den direkte årsag til at han blev sygemeldt var ryggen. Men de sidste 1½ år er det udelukkende mig der har stået for kontakten med kommunen, og jeg har været med til alle samtaler.
Kommunen er blevet ved med at forlænge sygedagpengene med begrundelse i at Peter var skrevet op til en operation, til hvilket de meget venligt tilføjede, at hvis han ikke tog imod operationen, så ville sygedagpengene ophøre.
Under denne forlængelse har jeg desperat forsøgt at få de skiftende sagsbehandlere til at forstå, at ryggen ikke er hans eneste problem, og fortlt om medicinen, grædeturene osv.

Nu har sygedagpenge så ophørt sygedagpengene med begrundelsen: De efter kontakt med kirurgen kan konstatere, at operationen ikke med sikkerhed vil forbedre ehversevnen, og at afklaringen heraf vil overskride varighedsbegrænsningen på de i alt 3 år. De beskriver hans funktionsniveau som værende så lavt at revalidering og flexjob er omsonst, men at det på samme tid ikke findes påviseligt at hans arbejdsevne er varigt nedsat til et uvæsentligt niveau, så pension er udelukket. De har noteret sig den psykiske diagnose, men har ikke lagt vægt på den.

Vi har taget kontakt til hans fagforening, der virker empatiske, og gerne vil hjælpe alt hvad de kan. Dem skal vi så til møde med på mandag.

Men har sidder jeg. Læser om sager der bliver afvist, at folk SKAL igennem arbejdsprøvninger, selvom de er dybt syge. Har hørt om paragraf 17, men hører samtidigt at de som udgangspunkt altid bliver afvist.

Jeg vil hellere sælge ud af mine organer, end at se min mand komme til arbejdsprøvning. Det er simpelhen ude af trit med hans situation.

Han har skidt i bukserne nogle gange inden for det sidste år, fordi nogle nerver spiller et puds i hans ryg, han græder under det mindste pres osv. Skulle disse ting ske foran andre mennesker end mig, så ville det tage den sidste rest af værdighed fra en mand, der er et smukt, intelligent og forstående menneske.

Ved ikke helt hvad det er jeg forventer med det her, men håber måske på at høre en eller anden solstrålehistorie om nogen der kom så langt ud som han/vi er, og så ligepludselig faldt tingene på plads.

Forstår i øvrigt ikke den paragraf i sygedagpengeloven (27 stk. 2 tror jeg) hvor der står, at tiden imens der ventes på operation ikke tæller med i varighedsbegrænsningen. Det gør den jo med al mulig tydelighed.

Men her er sagen. Jeg er sygeplejerske, og har arbejdet mange år på skt. hans hospital. Jeg har set førtidspensionerede patienter der, med et LANGT højere funktionsniveau end min mand.
Jeg kan derfor ganske ærligt sige: Min mand kommer aldrig til at arbejde igen. Ikke fordi han ikke gider, eller fordi han er doven, men fordi at en forøgelse i hans funktionniveau ikke skal bruges som en handelsvare på et arbejdsmarked der forvalter menneskelige ressourcer med så stor lemfældighed. Jeg håber på at han kan få en pension, for skulle miraklet ske, og han skulle blive så rask at han får overskud til sig selv og mig, og derefter har så meget at give af, at han kan være til nytte på en arbejdsplads, så er det jo det simpleste i verden, at frasige sig sin pension igen.
Pension er for mig at se, ikke en mulighed for at min mand kan holde ferie i resten af sit liv, men en vej til at han kan få lidt selvstændighed igen, uden frygt for at den næste rudekuvert rykker tæppet væk endnu engang.
Skulle det ske at pensionen bliver afvist, fordi han blibver sygemeldt fra samtlige arbejdsprøvninger, så må vi jo bare leve af min sygeplejerskeløn, der sammen med min ramponerede bil udgør en så substatiel værdi, at kontanthjælp naturligvis ikke kan komme på tale (jo - måske 1000,- kr brutto).

Min retsbevidsthed er krænket på det sygeste. Han har altid betalt sin skat, været medlem af a-kasse og fagforening altid, lavet frivilligt arbejde, altid været ekstremt retfærdig, og brugt enorme menneskelige ressourcer på at hjælpe folk der var i en skidt situation.

Men nu hvor han selv er syg, så er der intet... Uden i øvrigt at trutte i mit eget horn, så sender jeg lige en sympati tanke til de stakler derude, der ikke har en kone (el. lign) der elsker dem, og kan kæmpe sammen med dem. For slet ikke at snakke om dem der ikke har det sorte bælte i manipulation, for hvis man stille, roligt, sagligt og uden overdrivelser fortæller om sin situation - tja - så er det ikke mit indtryk der er den store hjælp at hente.

Sender lige en stor tak til hans sidste sagsbehandler, der meget taktfuldt spurgte hvor tit min mand fik tæsk da han var yngre ... En hestepige, der på merit som pædagogmedhjælper havde fået job i det private firma som klientsamtalerne var udliciteret til...

Kærligst
Tanja