Hvordan klarer du dig?

Stella skrev:
Flere og flere rammes af langvarig fattigdom i Verdens rige land Danmark...

Man kan undre sig over at i et land med 8o milliarder i overskud og et folk der overforbruger og lider af fedme epidemi, gør syge førtidspensionister og andre til fattige borgere ?

Nå men det er faktum !

http://politiken.dk/indland/article251367.ece

:|

Det er trist læsning.

Hmm... først rejste mine nakkehår sig ved synet af et par avisoverskrifter og senere faldt jeg over Stellas gamle indlæg om det stigende fattigdom i landet, trods "fremgang og prosperity" for Thor Pedersen & Co.

Nogle af de gamle minder er dukket op fra glemslen oo tankene vandrer tilbage til halvfjerdserne - da jeg var en nybagt enke og mor, med deltidsjob og under uddannelse og den første og sidste gang jeg benyttede mig af en velfærdsordning i form af en barselsorlov jeg kun kunne udholde i 3 måneder (ansøgninger, "afhøringer", personlig frihed under indskrænkning m.m.).... og så gik turen tilbage til jobbet og friheden for at skulle stå til regnskab for tilfældige mennesker, der var sat til at foretage skøn over mine/vores daglige behov....

For mig som nybagt og ung mor bestod tilværelsen af at tjene penge, betale skat, bekymre mig om penge og om der var nok til os næste måned, hvis mit barn skulle komme til at behøve noget jeg ikke i tide havde forudset og lagt til side til.... Jeg tænkte på penge når jeg slog øjnene op om morgenen og penge var det sidste jeg tænkte på inden jeg faldt i søvn.... i disse tider og mange år frem sov jeg højst i fire timer hver nat + 1/2 time hængende i stroppen i S-toget om morgenen og ellers gik min tid med at arbejde, læse (skole), lege med og sørge for mit barn, sy-strikke-hækle tøj, tilberede maden og bagværk i "økonomi-portioner" dvs. til flere dage ad gangen....

Det krævede en del at få pengene til at række fra løn til løn og èt af midlerne til at bevare ligevægten var en beslutning om kun at åbne rudekuverterne månedens sidste hverdag. Når regningerne var betalt - var der ikke særlig meget tilbage til at leve for og jeg indførte en husholdningsregime som det var drift af en forretning.... først planlagte jeg minitiøst hvad der skulle handles ind af madvarer og småartikler til hele måned.... Så gik turen til et af de første store supermarkeder og der blev handlet ind for ..... hele 1800 kroner.... Bordet fangede og havde jeg glemt noget - skulle jeg vente med det til næste måned.

Efter hjemkomsten blev varene lagt på plads og en "stor-drifts-slagplan" til madlavningen var lagt. Der skulle laves varm mad til hele måneden og "investeringen" (en mandshøj fryser) blev, efter 2-3 dage fyldt op med færdige og halvfærdige måltider delt op i tomands portioner. Det var den eneste måde at sikre os mod at mangle mad sidst på måneden.... tilberedningen af enkelte måltider hver dag var simpelt hen for dyr + med barn, arbejde, skole og hjemmeproduktion af tøj til os to - var tiden konstant en mangelvare...

Der var også en lille papkasse fyldt med konvolutter i et antal der svarede til antallet af dage i den pågældende måned. I hver konvolut lå 15 kroner til frisk mælk, kartofler og evt. lidt frugt/grønt.... ikke meget kunne man få af supplerende råvarer for 15 kroner så en gang imellem smuttede der en ekstra femmer eller tier med alligevel, men så var det det mindre i konvolutten dagen efter - så det var ikke ofte at jeg flottede mig med "impulskøb"... B)

Til uforudsete udgifter og medicin havde jeg en anden konvolut og der gemte jeg det børnetilskud der kom automatisk. Alt andet der først skulle søges om - klarede vi os uden. Jeg havde ingen lommepenge til mig selv og at drikke en kop kaffe og få et stykke kringle ude i det fri var helt uhørt. Ferierejse var en by i Russland og udflugter foregik kun i gåafstand hjemmefra. Sådan gik det i 19 år. Jeg opfattede mig ikke som fattig, men reelt var jeg jo netop det....

Når mit barn blev voksen og flyttede hjemmefra for at læse videre - fortsatte mine udgifter, for tanken om at studietiden skulle forlænges p.g.a. pengenød huede mig ikke. Det måtte være nok, at alle ferier gik med et feriejob. Først når mit barn var færdig med sin uddannelse og var i arbejde et par år, købte sig en bolig og indrettede sig - kunne jeg slippe tanken og den lille gnavende frygt for ikke at have nok til daglige fornødenheder. I alle årene har jeg betalt min skat og dette i en størrelsesorden der var en del mere end jeg reelt havde råd til. Men her var jo som bekendt ingen kære mor - betales skulle man. "Man" var jo ikke en af de store virksomheder der aldrig havde råd til at betale selskabsskat... det måtte vi små gøre i stedet....

.... til staten, til folketingets medlemmer, til kongehuset, til politikernes statsmændsdrømme, til aktionærernes dividender fra de samme selskaber der ikke havde råd til at betale skat.... og jow... selvfølgelig... også til os selv - præcist som i dag.... selv de fattigste bistandsklienter betaler skat.... og folkepensionister.... og syge på sygedagpenge.... og arbejdsløse - vi betaler skat - hele bundtet. Mens andre bruger pengene som de selv vil....

Som f.eks. store drømme om at skaffe De Olympiske Lege til København en gang om 15-20 år.... eller til ministerpensioner, eller til... øh... det var jo ikke det indlægget skulle handle om

Mit indlæg her handler faktisk om min interesse for hvordan mine medmennesker klarer sig økonomisk i dag.... Ikke dem i store jobs og med masser af friværdi i fast ejendom eller dem, der altid selv valgte at klare sig på en sten - men alle I der har en god grund til at frekventere denne side her på K10.dk .

Jeg VED at det er nærmest et fuldtids job i sig selv, at sørge for at de økonomiske ender kan mødes hver eneste måned.... at selv de helt raske og sunde i almindelige jobs - kan af og til fortvivle når de pludselig skal fremtrylle et ekstra beløb til skoleudflugt eller for at erstatte tabte vanter.... eller købe en dyr medicin.... almindelige mennesker med almindelige jobs og almindelige liv uden ekstravagance eller ublu krav til livet....

Men her på K10.dk kommer jo alle I andre, der mod alle odds - ud over at skulle have hverdagen til at hænge sammen - også lever med en sygdom eller handicap, med en uvis fremtid og for manges vedkommende - også uden håb om at nogensinde kunne give det en ekstra skalle og tjene noget mere så en rejse eller anden drøm måske kunne realiseres..... hvordan klarer I jer?

Rækker pengene?
Rækker pengene ikke?
Hvordan får du pengene til at strække eller mangler du alt månedens sidste dage?
Hvad kunne du beholde og hvad skulle du opgive indtil videre eller for altid?

Hvordan går det, i det hele taget?